Mor på arbejdsmarkedet

Det er en særlig dag i dag.

For første gang i 3 år, skal den hjemmegående husmor vove sig ud på det der marked, hvor I andre render rundt og er optagede af vigtige problemstillinger, to-do-lister, møder, projekter, planlægning, budgettering, paragrafrytteri, procedureskrivning, endeløse powerpointpræsentationer og hvad-ved-jeg.

Sidste gang, jeg arbejdede, var under graviditeten med Lille My, hvor jeg fik mulighed for at lege IT-konsulent i Maersk Line i et halvt års tid. Det var ganske fornøjeligt, men det er lysår væk nu – ihvertfald mentalt.

I dag er jeg oppe før Fanden overhovedet har overvejet at tage sko på.

Der skal spartles og børstes, pudses og poleres. Og den sædvanlige Mummy-uniform er blevet udskiftet med en fiks buskedragt i dagens anledning.

Jeg er trofast tilhænger af den gamle floskel om at “førstehåndsindtrykket varer ved”, så jeg gør mig umage.

Og som altid tyer jeg til sort, når jeg er usikker. Det har jeg ellers lovet mig selv at stoppe med – men gamle hunde har så forbandet svært ved at lære nye tricks.

Jeg bruger også for meget rouge, når jeg er nervøs. Det er ret uforklarligt, hvorfor jeg bliver ved med at gøre det, når jeg nu selv kan se i spejlet, at jeg for længst er hoppet overbord i ferskenfarvet pudder. Det er en besættelse, som jeg hellere må konsultere med min makeup-artist-kusine.

Inden jeg får set mig om er madpakkerne smurt, havregrøden indtaget, pigerne kysset farvel og bilturen til Silicon Oasis vel-overstået.

Der er ingen vej tilbage. Nu kører skolebussen – og jeg stiger på med flaksende sommerfugle i maven.

Det er “training day” for alle medarbejdere på skolen, så der er ingen børn og ingen undervisning.

Jeg starter således blidt ud med at møde de andre støttelærere i “Inclusion Department”.

Vi sætter os i afdelingens lokale – “The Achievement Centre”, hvor vi bliver briefet af afdelingens leder, Berna, som er en sympatisk, indlevende og humoristisk anlagt børnepsykolog, der har stillet diagnosen ADHD på sig selv, idet hun er mere end almindeligt flyvsk.

Dagen løber afsted. Jeg taler med de andre. Vi går til møder og oplæg. Der sker på samme tid en hel masse og alligevel ingenting. Der er flere nystartede støttelærere, så vi forsøger at hjælpe hinanden med at finde de relevante informationer.

Berna har besluttet sig for, at jeg skal være støttelærer for små grupper af børn, der tages ud af undervisningen indimellem, for at sikre sig, at de kan følge med og får mulighed for at øve sig yderligere. Og jeg skal kun tilknyttes faget engelsk.

Ganske, som jeg havde ytret ønske om – så jeg er meget tilfreds!

Der er jo tale om børn fra 7. klasse og opefter – og der kunne jeg have fået en stor opgave, hvis jeg skulle have deltaget i matematik, fysik/kemi osv. Jeg er sproglig student og har talent for sprog (når jeg selv skal sige det, ahemmm) – og jeg er 100% sikker på, at Jesper Lahn på Varde Gymnasium vil have mere end svært ved at genkalde sig “mit talent” for naturfag og matematik…

På hjemmefronten holder Martin og Thushara skansen, nu hvor den hjemmegående har trukket splitten.

Mille er småsløj med hoste og forkølelse, så hun bliver hjemme fra vuggestuen. Thushara tager hende med på legepladsen; de plukker blomster og leger med vand i haven.

Det er en stor gave at have Thushara boende hos os i sådan en situation som i dag, hvor jeg starter nyt arbejde og Martin skal jo også afsted. Så er det godt at vide, at Mille bliver passet derhjemme i vante omgivelser og trygge rammer.

Martin afleverer Cille i skolen og henter hende igen om eftermiddagen, da jeg først er senere hjemme på grund af “training day”.

Alt i alt en supergod start på mit deltids-arbejdsliv. Jeg er træt. Og glad. Og jeg ser frem til at komme igang med at hilse på børnene.