Når børn giver. Og lidt om alder.

“I love you, Mummy”, mumler Mille under sin sut, mens vores øjne mødes gennem tremmerne i hendes seng.

Jeg er ved at lægge hende til middagsluren – og hun er træt efter en udmærket 1. indkørings-formiddag på Violets-stuen.

I min verden findes der ikke noget skønnere end de øjeblikke, hvor jeg modtager uopfordrede kærlighedserklæringer fra pigerne.

Og jeg føler mig i dén grad glad og rørt over Milles kommentar, før hun lukker sine øjne og nulrer nusse-kaninens lange ører.

Jeg fylder 36 år idag.

Og jeg bliver fejret med manér.

I weekenden tog vi forskud på min fødselsdag med en hyggelig brunch på Café Paul. Stedet, hvor man ifølge Cille får verdens bedste chokoladekage.

Pigerne blev siddende pænt lidt længere end normalt, fordi vi pacificerede dem med iPads. Så kunne de gamle drikke kaffe og krumme croissant i ro og mag.

Men selvom søndag er ugens første hverdag i Dubai, så står Farmanden og pigerne alligevel klar med et lille morgenbord til mig.

Cille har plukket blomsterne sammen med Martin i vores have. Naboens blomsterbuske vælder over muren – og det er sådan set meget smart.

Her venter de på, at jeg sætter mig og åbner gaver.

“Mummy, I’ll give you a clue”, siger Cille begejstret, da jeg nærmer mig pakkerne.

“I min gave there is something that starts with a ‘k’ and you sip tea from it. And it is made from glass, so you have to be careful”.

“Kartoffel?”, spørger jeg.

Skolepigen hulker af grin – og således går startskuddet til begge piger, der ivrigt pakker gaverne op.

Martin har noteret sig, at jeg kan lide Starbucks’ røde Danmarks-krus – for her er de ihvertfald. Specialimporteret fra Kastrup.

Møns Klint, Nyhavn, Livgarden og en budcykel?jeg får næsten hjemve, når jeg ser på krusene. Nu mangler der bare at fylde dem med marokkansk kardemommete.

Farmor har sendt cool-fødselsdags-cash, som jeg hurtigt skal få formøblet i en sportsbutik. “Man må aldrig gå ned på udstyr”, sagde hende, der knapt kan løbe 5 km.

Og Martin har i dén grad fundet på en nyttegave. I den lille clutch ligger der et gavekort til Victoria’s Secret.

Man kunne vel argumentere for, at det ikke kun ender med at blive til fornøjelse for fødselaren?

Pigerne har forberedt tegninger og kort til mig i flere dage.

Jeg har fået besked på at kigge væk, når de har siddet i krea-værkstedet.

Men i dag må jeg endelig få lov at se resultaterne. Og det er så dejligt at se børnenes glæde ved at give. Og ved at blive anerkendt for deres betænksomhed og gavmildhed.

Da vi går hånd i hånd hen til skolen, siger Cille: “Mummy, når jeg get’ter home, skal vi så ikke bake en birthday cake og må jeg så få lov til at decorate den?”

Vi aftaler, at det skal være en chokoladekage. Og at der skal være “lots and lots of krymmel” på den.

“And Mummy, we will put candles on it, won’t we?”

Og lige netop dér, må jeg så lige forventnings-afstemme lidt med trunten: “Hvad siger du til at vi sætter 1 lys i kagen, for Mummy har altså ikke lige 36 lys?”

Cille kigger på mig: “But that’s okay. I can draw a heart and then you can write your name and that big number inside the heart. Then we will know that you have a big number birthday”.

Jeg har – af uvisse årsager – ikke noget problem med mine ‘big number birthdays’ længere.

Sådan var det bestemt ikke, da jeg fyldte 30.

Dét brød jeg mig ikke om.

Jeg følte mig ikke “parat” til at være en 30-årig. Hvordan man så end bliver parat til den slags? Og hvad indebefatter det at være 30 egentlig?

Vi var helt nygifte og 2 måneder senere blev jeg gravid med Cille. Men 30 – dét kunne jeg ikke forlige mig med at være.

Men nu er det som om alting i livet bliver bedre for hvert år, der går.

Jeg er endda blevet sådan en gammel tussedame, der synes, at det hele nogle gange går for stærkt.

Sidste år – på min 35-års fødselsdag – var vi på kæreste-sviptur til 2800-Lyngby-Happiness med fantastisk bryllupsfest om aftenen.

Du kan læse (eller genlæse) indlægget her:

https://moriudlandet.com/2013/09/09/eksporterede-tommermaend-og-mormor-blues/

Det er fuldstændig vanvittigt, hvad der er sket i vores liv siden min 35. års fødselsdag den 7-9-13.

Skiftet fra Udkants-England til Ørken-Staten er lige dele mental og fysisk omvæltning.

Fra gråt regnvejr og stille, assimileret-engelsk landsbyliv til ubeskrivelig hede og expat- storby-flimmer.

Men uanset hvad der måtte være af fordele og ulemper ved det ene og det andet liv, så er jeg dybt taknemmelig for alle de oplevelser, vi får i vores udlandsliv.

Her til aften ringer det på døren.

Derude står en en sød veninde med en buket blomster til mig.

1.000 tak, Fru K. – du er så betænksom!

2. gang er der sushi-levering.

Efter middagen pynter Cille og Mille min kage.

Og de hjælper mig med at puste det sølle, enlige lys ud.

Da pigerne er blevet konverteret til Snorkefrøkener, lister jeg i ly af mørket ud til min Mormors gamle jernhest.

Og så cykler jeg alt hvad remmer og tøjler kan holde ned til den lokale pub.

Til tøsedrinks med lavendel og pink champagne.

Og husmor-livs-søben, sladder, fnis og pjat med Fru F. Som ovenikøbet har opdaget, at det er min fødselsdag, selvom det slet ikke var meningen…

Tak for den fine, flotte gave, Fru F.!

Nu vil jeg gå glad i seng.

Glad for alle de søde og dejlige mennesker, som jeg er omgivet af.

Glad for alle de gaver og betænksomheder, som de mennesker har skænket mig idag.