Flossede nerver

Eksporterede tømmermænd og Mormor-blues

Uf! Den weekend var hurtigt overstået.

Mormor blev fløjet ind på babysitter-tjans, så Martin og jeg kunne deltage i et vennepars bryllup i Danmark. Lidt en hit-and-run-aktion med præcist 24 timer i moderlandet, før jeg skulle retur. Men de 24 timer blev anvendt til fulde på alt det, som vi savner at kunne herovre:

Vi spiste frokost på Stick’s ‘n’ Sushi (englænderne forstår sig altså ikke på rå fisk); vi indtog de syndigste kager fra Lagkagehuset og gik hånd i hånd på Lyngby Hovedgade – men vigtigst af alt, så deltog vi i et brag af en bryllupsfest sammen med vores dejlige venner.

Og Danmark viste sig fra sin smukkeste side. Der var et smukt lysindfald i kirkerummet. Der var en præst, som talte direkte til og om brudeparret, nærværende, kærligt, skarpt og humoristisk, som kun en præst i Den Danske Folkekirke kan gøre det.

Lyngby Kirke med det dejligste brudepar

Lyngby Kirke med det dejligste brudepar

Og der var høj sensommersol, da vi kørte langs Strandvejen og så på sejlskibene, der duvede på Øresund, mens cyklister og rulleskøjteløbere foldede sig ud på den brede promenade.

Festen blev lige præcis, som brudeparret ønskede sig det; uformel og fuld af dans, drinks og morsomme indslag. Min veninde huskede endda at det var min 35-års fødselsdag – 7-9-13 – og det synes jeg var rørende.

En bedugget udgave af yours truly til med fin fødselsdagskage

En bedugget udgave af yours truly med fin fødselsdagskage

Og dagen efter kyssede jeg Martin farvel og eksporterede mine danske tømmermænd og ømme dansefødder tilbage til England. Mit hovede virrede med indtryk og tanker efter et døgn i Danmark.

Det er specielt at vende hjem til Danmark. Hver eneste gang bliver jeg mindet om afsavnene, der følger med vores valg om at bo i udlandet. Jeg er mig i særdeleshed bevidst om at vores dejlige vennekreds og familie er derhjemme. Og vi ser jer kun i glimt for tiden.

Men der er også et eller andet over livet eller livsstilen, som er mere udefinerbart, og som slår mig hver gang: Det er en følelse af lilleputstat, af mikrokosmos og af landsbyliv med sikkerhed og tryghed. Alle er på cykel overalt, der er små specialbutikker, der sælger udvalgte kvalitetsprodukter, børnene bevæger sig frit rundt i bybilledet. Af en eller anden grund virker alt mindre og mere uskyldigt. Det er svært at sætte en finger på præcist hvad det er, men det sker hver gang – uanset om jeg befinder mig i København eller i Vestjylland.

Men sammen med afsavnsfølelserne iblandes også altid lidt malurt af den ene eller anden (ofte ret banale) karakter: Hvorfor skal alting være så afsindigt dyrt, at det ikke bare er optrækkeri, men et reelt tyveri ved højlys dag? Jeg mener – 69 kroner for 8 morgenboller i Lagkagehuset?! Bør man ikke starte en demonstration mod den slags vanvid? Tilsyneladende ikke. Vi var ihvertfald nr. 27 i den uendeligt lange kø hos bageren. Og hvad sker der for graffitien og affaldssvineriet på s-togstationerne? Anvender man overhovedet videoovervågningsbillederne til at få fat i de her personer, der hærger og tror, at man frit kan ødelægge andres ejendom? Og hvorfor tror cyklisterne at de kan tillade sig ALT i trafikken – både på fortovene og vejene?

Dagens sidste sure tante-kommentar handler om den slående ringe service, man modtager overalt. Matas-ekspedienten har for travlt med at tale om weekendens potentielle eskapader med sin kollega, så ekspeditionen sker uden nogen form for øjenkontakt. Morgentjeneren, som burde have anvist os et bord er pist forsvundet, hvorefter han vender tilbage og vredt beder os om at sidde et andet sted. Security-medarbejderne i lufthavnen står med deres stenansigter og en snert af aggression i øjnene, mens de overvåger os fumlende morgenpassagerer med tasker, der ikke vil lynes op, bælter, der ikke lige kan komme ud af stroppen, sko med snørebånd, der ikke vil løses.  Den slags oplevelser er ikke ligefrem med til at motivere min dansker-fællesskabsfølelse eller lyst til at vende hjem.

Nok om Danmark for denne gang. Mere nåede jeg trods alt heller ikke at opleve på 24 timer.

Mormor-blues satte ind i det øjeblik, jeg slog armene omkring min Mor. Hun stod klar med frokost og med to piger i armene, der ikke ville sige hej, fordi jeg havde forladt dem i et par dage. De havde haft det hyggeligt og stemningen var glad og varm.

Det var nu ikke fordi vi boede tæt på Mormor, da vi boede i Danmark. Rent faktisk tager det ikke længere tid for hende at komme til Ipswich end det gjorde, da vi boede i København. Og ofte er det billigere for hende at købe flybilletter, end det var dengang hun var ude at se med DSB. Men engang i mellem ville det bare have været bedre, hvis hun boede lige om hjørnet og kunne være med i vores liv mere hyppigt og mere spontant. Og der kommer Mormor-blues, hver gang vi siger på gensyn. Det varer altid i nogle dage. Det er ganske uundgåeligt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flossede nerver