Danmark Dejligst
Findes der noget smukkere og dejligere sted end Danmark, når vejret arter sig?
Det synes jeg ikke.
Men jeg er måske også blevet fædrelandssentimental af at bo i udlandet?
Vi nyder ihvertfald hver eneste dag i det her Sommer-Land, som er det den sidste.
Forleden er pigerne og jeg med søde P & Lille L på Frilandsmuseet.
Lidt kulturelle indslag må genopdragelsesrejsen i det danske jo også byde på – og Frilandsmuseet er perfekt til småbørn, der ikke kan tie stille og opføre sig anstændigt på et “rigtigt” museum.
De 3 små titter lidt betuttede rundt i de mørke, lavloftede, stråtækte huse og er i virkeligheden mest optagede af hvad P’s dejlige picnickurv indeholder. Men den er også virkelig god.
P’s søn Lille L er verdens kønneste og dejligste dreng – og han vinder lynhurtigt pigernes hjerter hver gang, de ses. De leger tag-fat i Frilandsmuseets gamle haver og nyder hinandens selskab.
Hver gang jeg ser på de 2 billeder af pigerne og Lille L, så får jeg en ubændig trang til at printe billederne ud, så jeg efterfølgende kan trøste-kigge på de artige og nydelige døtre (på papiret!). Især når de skaber sig, og Cille vredt proklamerer, at undertegnede “need’er at go to jail and I am never going to be your friend anymore”.
Milles første kommentar ved mødet med fårene er: “Uh, Mummy, sheep really smelly, Mia not likey”. Men efter et øjebliks tilvænning af prinsessens sarte næsebor, er fårene nu alligevel meget søde.
Børnene ænser knapt den lille sø, da de er i fuldt firspring på vej mod møllen.
Dagen slutter med leg i Lille L’s legehus; med trucker-portioner af P’s gode mad og store sodavandsis til børne-nedkøling i det skønne vejr.
Før vi kører hjem til Farmor og Farfar, henvender Mille sig til J, som er P’s mand og Lille L’s far:
“Daddy, you coming Mummy’s car with Mia to Farmor’s house?”
Med andre ord er pigen i færd med at finde sig en ny og passende Far, nu hvor den biologiske er langt væk. Det er temmelig svært at holde masken.
J smiler til hende og griner til mig: “Hvad siger du, Tine, hvad tror du, at Farmor siger til det, hvis jeg sidder på passagersædet?”
Jeg griner tilbage og svarer: “Uh, det tror jeg nu alligevel overgår mig og bliver lige rigeligt kompliceret for mig, trods alt”.
Hertil svarer P (som er dansker og inder): “Nå?! Jeg troede ellers at det var sådan en dansk kernefamilie ser ud?”
Og det kan hun sikkert have ret i, at kernefamilien anno 2014 gør?
Også selvom mit indre-skilsmisse-barn for evigt vil insistere på at kærlighed SKAL vare ved (og at partnerbytte KUN foregår i fantasien).
Sceneskift til:
Ih, du milde, Tisvilde!
For jeg er inviteret til søndagsfrokost i Tisvilde med min “yoga-mødregruppe” fra et tidligere liv.
Et liv, hvor vi lå som førstegangs-fødende på en række – med voksende maver og forundring i sindet – på bløde måtter i jordemoderens lokaler på Christianshavn.
Vi dyrkede graviditets-yoga og stillede et væld af spørgsmål til oraklet Helle Ella.
Vi var 5 piger, som dannede en mødregruppe, der mødtes hele tiden under barslen – og som nu er konverteret til en månedlig mødregruppe, hvor der er arrangementer med og uden de cirka 5-årige børn.
Jeg er dybt taknemmelig for at venskabet og fællesskabet kan vare ved, selvom jeg kun tjekker ind cirka hvert halve år – og tjekker ud alt for hurtigt igen.
Det er skelsættende at blive Mor – og i denne her gruppe har vi nu en fælles-historik fra tiden op mod fødslerne og tiden efter, hvor vi langsomt fandt de nye roller og pladser i børnefamilielivet.
Det er virkelig dejligt at droppe lige ned i favnen på denne her flok dygtige, livsglade og kompetente kvinder, der er lige åbne og hjertelige hver eneste gang.
Aftenen slutter i storfamiliens favn.
Med pølser på grillen og (kærlig) fætter-kusine-slåskamp i haven.
Hvor er her bare dejligt. I familien. I venskabet. I Danmark.
Ingen kommentarer endnu