Moder-landet

Med nattens (farv)elskov siddende i kroppen og kys som minder på kinderne tager vi afsked med Farmanden.

Dubai Lufthavn ligger morgenstille hen.

Vi vinker et beklemt farvel.

En lille, nydelig Hong-Kong-kineser tager imod os. Martin har sørget for at det lille 3-kløver bliver ført uden om alle køer og al ventetid via et firma, der hedder Marhaba.

Når man marhaba’er sig igennem Dubai Lufthavn, så er man hurtigere igennem end en business-class-rejsende er det.

Jeg kan ret godt lide at marhaba’e mig igennem en lufthavn. Det passer mig faktisk aldeles glimrende at vade direkte forbi business class adgangen og ind forbi som en anden VIP.

Der er endda tid til at fylde kindposerne med croissant før afgang.

Pigerne har taget en velvilligheds-pille og opfører sig eksemplarisk under hele turen, så jeg ender i Stolt-Mor-Himlen igen.

De leger stilfærdigt, ser film og Mille sover endda en time i min favn. Det slår mig, at de er ved at blive “store” i forhold til sådan noget besværligt noget som transport og rejsetid.

I Kastrup står Farmor klar til at kramme livet ud af pigerne. De går glade med ud til Farfars bil, mens jeg bøvler med biludlejningsfirmaet, der er et skoleeksempel i dansk kundeservice, når det er værst.

Senere er vi med til kombineret studenter-fødselsdagsfest hos Faster D og Onkel J. Pigerne sidder et øjeblik på græsplænen og observerer den store familie- og venneflok, før de går i gang med at lege med deres kusiner og fætre.

Det er som om de blot har været væk i et par uger. Og lige skal tage tilløb. Men i virkeligheden har de ikke set deres familie siden jul.

Om aftenen er pigerne fuldstændigt overstadige.

Og de vågner tidligt – på grund af tidsforskellen på et par timer – og på grund af begejstring over at være hjemme hos Farmor og Farfar.

Her sidder de blege og overtrætte med franske bagatelmadder i Farmors køkken.

Dagen tilbringes i pyjamas. Pigerne hygger sig med at gå på opdagelse i Farmors gemmer.

De får fine kurve fyldt med godter og legetøj, som Farmor har fundet til dem, mens hun har ventet på at de skulle komme hjem på sommerferie.

Der er dagsregn, men Tante A og jeg begiver os ud på gåtur i Grib Skov. Det havde vi aftalt for længe siden, hvor vi naturligvis havde forestillet os, at det ville være skønt solskinsvejr. Resten af Familien A støder til selskabet senere.

Regnen er en dejlig underlægningsmusik til samtale og frisk gang. Vi har store paraplyer med og gummistøvler på – og jeg værdsætter pludselig regnen på en måde, som jeg aldrig har gjort tidligere.

Det hænger naturligt nok sammen med 3 måneder i en steghed ørken. Så kan enhver vel blive taknemmelig for dansk, lysegrøn bøgeskov og silende sommerregn, der får jorden til at dufte?

Pigerne stirrer ud på regnen med store øjne. Mille konstaterer glad: “Look, Mummy, it’s a rainy day. Making muddy puddles”. De har ikke set en regndråbe, siden vi forlod England.

Og pigen begiver sig ud på gårdtur til regnvand i spande.

Cille klistrer op ad Farmor og får lagt fin neglelak på fingrene.

Og jeg drikker tårnhøje kaffelotter for at holde mig vågen efter det, der føles som lidt af et marathondøgn.

Men nu er vi her!

Landet og næsten klar til at indtage det hele.

Og det er jeg KISTEGLAD for!

Vi har så småt taget hul på genopdragelses-processen ved at drikke store mængder Mathilde kakaomælk. Og vi spiser rundstykker med rigeligt smør og lidt af den politisk ukorrekte, knaldrøde spegepølse på friskbagt rugbrød. Det bliver ikke meget bedre.