Ned i gear

Vi er droslet ned i gear. Der er pyjamas-formiddage og kaffe-på-tår.

Om morgenen ringer vi til Farmanden på hjørnekontoret. Cille viser ham begejstret et lille tryllenummer.

Mille giver ham følgende besked: “Daddy, you come right now! You taker your car and you driver here as fast as you can”.

Jeg får tårer i øjnene ved synet af den lille trunte, der forsøger at fortælle sin Far, at hun savner ham og ville ønske, at han kunne være her hos os.

Bagefter går vi på havevandring i stille sommerregn.

Cille og Mille laver en magisk eliksir af nedfaldne blomster, som de forsøger at overtale hundene til at drikke.

Pigerne nyder udelivet i kølige Danmark. De begejstres over regnen og de oplevelser, som Farmors have byder på.

Jeg har en helt anderledes følelse ved at være i Danmark denne gang – i forhold til hvordan det føltes, når vi kom fra England.

Vejret var nogenlunde det samme i England som i Danmark.

Og de fysiske rammer var sammenlignelige, sådan da.

Det var egentlig kun at huske på hvilken side af vejen, jeg skulle køre i. Og så bitch’ede jeg naturligvis altid over de danske supermarkeders manglende udvalg, skyhøje priser og serviceniveau (eller mangel på samme). Same, same – but different.

Men 3 måneder i Dubai har sendt mig på en helt anden hjemrejse og genopd(r)agelsesproces.

Jeg er pludselig meget taknemmelig for kølig sommerregn og aftendug.

For vand i det hele taget! Flere gange om dagen tager jeg mig selv i at tænke en ekstra gang, før jeg drikker af vandet fra hanen. Det er som om jeg skal overtale mig selv til at grundvandet er rent. Og bliver taknemmelig for det hver eneste gang.

De grå, lavthængende skyformationer er pludselig interessante at se på, når jeg i det daglige stort set aldrig oplever en sky.

Og det er som om Dubai har fået Nordsjælland til at skrumpe ind.

Alting virker så lille-put-agtigt.

Vejene er smallere end tidligere i parcelhuskvarterne. SuperBrugsen ligner nu en døgnkiosk. Bilerne er krympet og blevet bittesmå.

Alting synes pludselig så uskyldigt.

Så sirligt.

Så snor-lige gennemtænkt på en stilfærdig og tilknappet måde.

Og lidt kedeligt, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Måske er jeg ved at vænne mig til det arabiske storhedsvanvid? Bliver man selv helt gal og storskrydende så?

Jeg falder i staver og fylder badekarret med skumbad til verdens længste karbad for 2 små havfruer.

Cille får formiddagens timer til at gå med at tegne og dekorere med klistermærker. Hun er meget koncentreret og nyder roen.

Senere tager vi på vennebesøg og leger, hænger ud og hyggesnakker hele eftermiddagen og aftenen.

Det er lidt sjovt hvordan de 3 kåde au pairs fra en sommer i Spanien nu er forklædt som voksne og mødre til hele 5 dejlige børn. Det føles som om Madrid er 100 år væk – og så er det alligevel som om vi var der sammen forleden.