Afsavnstanker, en date i mørket og en stækket vinge
Weekenden er over os her i Ørkenstaten.
Og vi er ved at smelte, hver gang vi bevæger os uden for.
Det er svært at begribe, at her vil blive endnu varmere, når vi når til august og måske endda ind i september?
Det er i øvrigt den sidste weekend inden de tre madammer tager på en måneds genopdragelses- og dannelsesrejse i det kolde nord.
En måned uden Farmanden er lang tid, så vi har gjort os umage for at nyde tiden sammen i de sidste par uger. Bevidstheden om kommende (af)savn og fravær rykker nærmere.
Her leger vi i soft play fredag formiddag.
Jeg har det svært med de gange, hvor vi er adskilt som familie i mange uger ad gangen. Pigerne savner deres Far – for de er jo vant til, at han kommer hjem hver aften. Og han savner dem – for han elsker at være en del af deres liv og oplevelser hver dag.
I vores tidligere liv (læs: præ-børnefamilie-livet) var vi vant til at undvære hinanden i lange perioder. Den slags er ikke et problem for os som par – for vi er begge meget selvstændige og værdsætter lidt frirum (læs: tenderende til enspændere, det lyder bare knapt så flatterende).
Men jeg får en knude i maven, når jeg tænker på, at jeg tager pigerne med til Danmark i en måned – også selvom vi glæder os helt vildt til at se familie og venner igen.
For tænk, hvis dette skulle ske med “modsat fortegn”.
Tænk, hvis Martin engang tog pigerne med et sted hen I EN HEL MÅNED uden mig?!
Jeg ville have svært ved at undvære dem i en måned. Og han har naturligvis nøjagtig den samme følelse. Nu har jeg tårer i øjnene igen. Suk.
Skolernes sommerferie er lang i Ørkenstaten. Fra 26. juni til 1. september. Formodentlig på grund af den afsindige varme.
Og vi er nødt til at undslippe den – ihvertfald her under Ramadanen. Ellers bliver vi tossede af at være lukket inde i heden.
Jeg tog i øvrigt lige et par billeder i kategorien ‘muslim-ramadan-halløj’ til jer. De her ting fascinerer mig hver eneste dag, og er bestemt ikke blevet “hverdag” for mig endnu.
Fredag aften tog vi på date, da pigerne blev lagt i seng.
Hr. Romantik havde såmænd inviteret mig ud at spille et lille 9-hullers academy-course på The Montgomerie Golf Club.
På bedste Dubai-manér er banen naturligvis oplyst til kl. 22.
Mørkets frembrud skal den-onde-lyneme ikke stoppe en golfspiller, når han vil spille golf!
Det der global opvarmning må man måske længere ud på landet med?
Her har vi ihvertfald perfekte, grønne græsbaner (midt i en ørken), så hvid mand kan lege med bolde. Banen er naturligvis oplyst med projektører til kl. 22, hvorefter vi nedkøler os med drinks ved siden af udendørs-blæsere, der minder om flymotorer.
Men dér gik vi så – kl. 21 om aftenen i ca. 35 graders varme og havde en fest med at hakke til golfbolde og udveksle saftige kraftudtryk.
Lørdag morgen bød på 3. tur med den stækkede vinge til Dr. Appel, der var i et mægtigt humør over Tysklands sejr over Frankrig i aftes.
Cille gad IKKE den besynderlige save-maskine igen, men hun var okay med at få gipsen af denne gang.
Vi dyppede straks den nu knapt-så-stækkede vinge i swimming pool’en.
Needless to say, at vi havde en yderst tilfreds svømmepige, som havde savnet at plaske og dykke i de sidste 3 ½ uge!
Ingen kommentarer endnu