Pippi – nu med brækket arm

“Cecilie has had a little fall today and has sprained her right arm. She has been to see the school nurse and everything is fine”.

Vikaren genner en lillebitte skolepige med blegt næb og lysende måneansigt hen imod mig. Der er tydeligvis et eller andet galt – det kan jeg straks fornemme på det bøjede hovede, de nedsunkne skuldre og de blanke øjne.

Sådan ser Virkelighedens Pippi meget sjældent ud.

Jeg stirrer på hendes højre arm. Der er bundet en meget stram forbinding om underarmen. Den lille hånd er helt hævet og blå af stoppet blodtilførsel.

Vi styrer direkte imod skolesygeplejerskens klinik.

“Only little bit sprain, we put on anti-swelling ointment and dressing. She fine, no cry. Now she go home and rest”.

De to filippinske sygeplejersker laver et klassisk-asiatisk trick på mig, hvor de forsøger at gemme deres forlegenhed og manglende engelskkundskaber under dække af en let afvisende attitude og en kommentar om at ALT ER HELT FINT (læs: skynd dig at skride, please).

Jeg oplever denne her slags situationer hele tiden her i Dubai. Jeg er ved at få PIP, KUK og KNALD I LÅGET.

Der er hele tiden en eller anden, som binder mig en historie på ærmet, og jeg er trip-trap-træt af det. Forklaringerne er bare ikke sofistikerede nok til at jeg hopper på dem. De skal fandeme til at øve sig lidt i løgnens kunst, skal de!

Det her var aldrig sket i England. Skolen ville have ringet med det samme. Ligesom da hun fik næseblod for første gang, blev oprevet og bare havde brug for et Mummy-kram, hvorefter hun gik retur til undervisningen.

Eller i Danmark for den sags skyld. Et lille opkald eller en SMS er jeg altså sikker på at man ville have fået i den forbindelse?

Tænk, at jeg kan stå med min store voksenhånd omkring en blålilla barnehånd – og sygeplejersken fortrækker ikke en mine over egne (manglende) evner til at lægge en forbinding. Gad vide, om hun tog sin sygeplejeeksamen i 1950’erne i Manila?

Ikke så meget som en undskyldning, kan der komme over vedkommendes læber.

Ikke så meget som et ærligt svar, kan der komme over vedkommendes læber.

De her mennesker er jo hverken ondsindede eller mindrebemidlede.

Jeg ved det godt.

De har sandsynligvis en kombination af knapt-så-gode engelskkundskaber og en kulturel baggrund, som tilsiger dem at undgå konflikt for enhver pris – og det at måtte sige nej eller undskyld til vikinge-dame med vredt blegansigt, er måske for pinligt?

De her mennesker ønsker sig ganske inderligt at ‘problemet’ snart forsvinder. Uanset hvilket middel, de skal anvende – bare vi ikke skal blive stående her og parlamentere!

Jeg trækker vejret dybt og har den inderligste trang til at hvæse gu’ fanden vil jeg ikke godtage din bortforklaring, men jeg behersker mig og siger i stedet: “Can you please remove the dressing, so her hand can get some blood back?”

Vi kører hjem. Lægger Lille My til at sove. Og så kører vi herefter til en lægeklinik ca. 10 minutter herfra.

Cille falder i søvn undervejs. Hun er udmattet og har tydeligvis ondt. Jeg lader hende sove med isomslag på armen til bilens brummende tomgang, mens jeg går ind på klinikken. Deres radiograf er gået for idag, så måske kunne vi køre et andet sted hen?

Jeg kender kun én anden klinik og så det nærmeste hospital. Men er det ikke lidt en overreaktion at køre på skadestuen? Faktisk faldt hun allerede i forgårs ned fra et legetårn, men kunne vrikke glad med fingrene og vifte med højre arm – den var bare lidt øm. Og idag er hun så løbet stærkt og er faldet ned på den samme arm, men hvor galt kan det gå?

På næste klinik kommer Cille med ind. Deres radiograf er til stede, men efter en kort forundersøgelse hos sygeplejersken, kommer børnelægen ud og siger, at hun meget gerne vil være fri for at undersøge Cille, da hun mener, at der skal en ortopæd til den slags. Og sådan en fætter har de ikke.

Okay – jamen, så tager vi da hen på hospitalet. Nu har vi også kun spildt omkring halvanden time på det her køre-rundt-show.

Cille er tapper – hun spiser chips og drikker æblejuice undervejs i bilen – uden at fortrække en mine.

På hospitalet når vi knapt inden for døren, før en børnelæge kaster sin kærlighed på Virkelighedens Pippi. Han ser straks den blege skolepige og griber fat i (den raske) arm, klapper hende på det lille jordbær-hovede og kysser hendes hånd.

“You can stay here and have a rest, Ma’am, I will help your daughter”, siger han til mig og peger på et nydeligt venteværelse med kaffeautomat.

“No, I have to come with her, please, Doctor!”, svarer jeg febrilsk ved tanken om, at han vil tage hende med og lade mig tilbage i uvidenhed.

Han giver mig indtryk af at være en meget kærlig person, som udstråler legeonkel i en grad, så jeg et øjeblik er usikker på, om han er et sært menneske, der bare har fundet en kittel for morskabs skyld?

Men der står Dr. Ayman Koutouby, Neonatal Pediatrician på hans navneskilt og så bliver jeg helt autoritetstro.

Dr. Ayman virrer rundt på gangene. Han ignorerer blankt receptionistens ivrige forsøg på at få fat i mit Emirates ID, sundhedsforsikringskort og betalingskort. Money makes the World go round.

Efter et par shortcuts i de lange hospitalsgange, har Hr. Legeonkel sneget os direkte ind i mørket hos radiologen. Han er vist en snedig, gammel rad.

Hun tager det tappert, mit Pippi-dukkebarn. Ikke en mine fortrækkes, da vi alle forlader rummet for at røntgenmaskinen kan udføre sit mirakel med dertilhørende brummelyde.

Bagefter ser jeg på billederne af de spinkle knogler sammen med hende. Hun er ikke meget for at kigge. Det er simpelthen for sært at se sine egne knogler. “It’s all on my inside, Mummy”, pipper hun svagt.

Mens vi venter på radiologen og Dr. Aymans fælleskonklusion, slikker Cille lidt på vindueskarmen og titter ind på kontoret til de 2 mennesker, der skal afsige dommen.

“Madam, she has fractured her arm and needs a cast. Unfortunately, our orthopedist is in another clinic at the moment, I am afraid”. Dr. Ayman overrækker os en CD-rom med fine knoglebilleder og ser oprigtigt bekymret ud.

Jeg er lige ved at give op. Hjertet er forlængst sunket ned i maven på mig og jeg arbejder rigtig meget med mig selv for ikke at begynde at tude midt i ømheden over for vores lille datter, der har ondt og en brækket arm – og som nu oven i købet skal trækkes med på den 4. læge-klinik for at få den rette hjælp!

Farmanden redder os. Det gør han altid. Vi sidder matte, trætte, sultne og venter på ham på hospitalets p-plads. Fortabte. Og pigen har ondt i sin stækkede vinge.

Lynhurtigt vipper han Cille over i sin bil og vi drøner hen til den klinik, hvor ortopædkirurgen Andreas Appel aus Bayern sidder parat til at hjælpe os.

Ortopædkirurgen vrider og vrikker en smule med håndleddet, og Cille bryder sammen i gråd. Det gør ondt. Heldigvis sidder Far lige ved siden af til at trøste.

Efter kort tid har han lavet en midlertidig gips til hende, og så skal vi retur til en ny og “rigtig” gips på lørdag. Sygeplejersken har lovet Cille, at gipsen er pink.

Om aftenen trøstespiser vi en masse chokolade alle 4. Mille er ovenud lykkelig over at vi er hjemme igen – og hun er meget bevidst om at der er noget galt med Cilles arm.

Lillesøster får æren af at indvie den midlertidige gips.

Og i dag leger vi hjemme. Vi har vist begge brug for at slappe af oven på den lange eftermiddag igår.

Cille har ikke ondt mere, men hun skal vænne sig til den stive gipsarm.

Vi er igang med modellérvoks, balloner og neglelak.

Stille og rolige aktiviteter, så den én-armede tyveknægt også har chancen for at deltage.

Og nerverne er ved at være under kontrol, selvom Moderdyret får blanke øjne, hver gang hun ser på den lille pode.

PS: Jeg er i færd med at tale ‘sygeplejerske-situationen’ igennem med skolelederen.