Far-hængerne

“No, Mummy, Daddy gøre det”, råber Mille, når jeg forsøger at hjælpe hende. Sig hej til afvisning nummer 14.

“Daddy skal put me i aften”, mumler Cille med indsmigrende stemme. Sig hej til afvisning nummer 15.

Men hvem tæller? Og jeg er da ikke spor bitter.

Det er torsdag aften og lige på nippet til weekend.

Endelig Far-tid! Og Far-hængerne slipper ham ikke af syne.

Det er Daddy – og KUN Daddy, der dur nu! Og som man kan se på hans ansigt, så er han svært tilfreds med situationen og den udelte opmærksomhed fra en favnfuld døtre.

Torsdag eftermiddag har den gæve lille-store Skolepige lavet alle sine lektier. De er ganske enkelt for spændende at have liggende i tasken til senere i weekenden.

Der går ikke en time herhjemme uden at hun er igang med at skrive et eller andet.

Ordlydene og bogstaverne trimler rundt inde i hovedet på hende for tiden.

Og klokken/tidskonceptet dribler med.

Hun stirrer på urenes visere og fortæller mig hvad klokken er. Hvis den er hel eller halv, vel at mærke – hun er ikke kommet til kvarter over og kvarter i endnu.

Hun slutter lektielæsningen af med et brev til Julemanden. Så har han nemlig god tid til at få forberedt hendes julegave, forklarer hun mig.

Det gibber lidt i mig, da jeg ser hendes ønske.

Hver fredag formiddag har Cille svømmeundervisning med sin “gamle” Ipswich-svømmelærer, Georgina, som også lige er flyttet til Dubai. Hun elsker Georgina og kluk-ler sig igennem timen – endda øvelserne med at få hovedet under vand, som ellers er grænseoverskridende for hende. Men ikke i hænderne på Georgina – der er hun fuldstændig tryg og tillidsfuld.

 

Når jeg sidder og observerer Cille, der lærer at svømme, så flimrer der altid billeder fra min egen skoletid på nethinden. Dér stod han – svømmelæreren, Hr. Hansen – med fløjten i munden og utålmodigheden malet i ansigtet, hvis man som jeg – Forsigtig-Per – ikke lige turde hoppe ud på det dybe vand ved lyden af hans første fløjt.

Der var ingen tvivl om at jeg godt kunne lide vandet – og jeg kan huske, at jeg syntes, at svømning var (og er) dejligt. Men Hr. Hansen, som umiddelbart må have arbejdet på Varde Kaserne, før han blev fuldtids-svømmelærer for oplandsskolerne, kunne jeg ikke lide. Der var ikke ro og plads til at jeg kunne prøve mig ad i mit eget tempo.

Og så bliver jeg dybt taknemmelig for at min Forsigtig-Per får lært at svømme i sit eget tempo – helt uden at blive presset ved hjælp af en fløjte og et vredt ansigtsudtryk som motivation.

Lørdag tager vi i Creek Park, som er et af de ældre, grønne områder her i Dubai. Parken ligger (som navnet antyder) ned til Dubai Creek, den store flod, der løber igennem de ældre boligområder i Dubai.

Araberne spiser picnic på græsset og lader børnene lege frit. Der er kaffe-salg og et ynkeligt, støvet tivoli, som vi nægter at lade pigerne prøve – det ser simpelthen for slidt og ureglementeret ud.

Et par gamle kameler humper rundt i en cirkel med hele turistfamilier på ryggen. En lille, fed pony giver en omgang, når kamelerne skal hvile.

Vi tager en hestevogn rundt i parken, fordi det er for varmt til at gå. Der er omkring 35 grader og sveden løber af os, så snart vi kommer uden for den airconditionerede bil, men vi skal da lige have tjekket stedet ud.

Man betaler entré i Dubai’s parker. Uanset om man er kommet for at benytte selve parken eller om man skal derind for at opleve et eller andet (i vores tilfælde Dubai Dolphinarium).

Det giver nok mening, når man tænker på hvor mange liter vand, de er nødt til at vande med dagligt for at holde græsset grønt og blomsterne friske! Der er også udmærkede faciliteter – legepladser, offentlige toiletter, kønsopdelte bede-rum, grill-pladser osv.

I et land, hvor der ikke er indkomstskat, må man belave sig på at betale for service på anden vis, tænker jeg?

Efter en halv times kiggen i parken, lister vi i Dubai Dolphinarium sammen med horder af indere og arabere. Vi er i et åbenlyst undertal her og jeg skynder mig at hive en cardigan på. Jeg føler mig hurtigt “afklædt”, når de andre er i fuld araber-mondering.

Jeg har på fornemmelsen at de hvide turister ser på delfiner, sæler, søløver osv. ude på Atlantis The Palm – og ikke her i det nordlige Deira.

Men uanset lokal-kolorit, er show’et en stor succes hos begge pigerne. Cille hviner, griner og klapper begejstret over delfinerne. Mille stirrer betaget på delfiner og lysshows-hurlumhej, mens hun sidder trygt i Daddy’s favn.

Jeg glæder mig til at pigerne bliver gamle nok til at kunne møde delfiner i vandet – svømme med dem og lære om deres adfærd. Der er adskillige steder i Dubai, som tilbyder den slags oplevelser, men jeg har læst at børn skal være minimum 5 år gamle, før de kan deltage.

Martin og jeg havde – unge og nyforelskede – fornøjelsen af en bottlenose dolphin’s legesyge selskab i en time på den lille indonesiske ø, Bintan, ud for Singapore’s kyst.

Det er mange år siden nu, men det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg kan stadig huske den silkebløde fornemmelse af delfinen, når den svømmede tæt ved siden af mig i vandet.

De er helt fantastiske og uimodståelige dyr, de delfiner.