På med vanten og kælken i Dubai

Cille starter dagen med at se TV på hovedet i sofaen. Hvorfor ikke?

De splinternye lidt-for-store HØJHÆLEDE sko er som limet på barnefødderne, siden de blev indkøbt igår. Hun vandrer klikkende rundt i lejligheden, mens hun begejstret udbryder: “Listen, Mummy, I’m doing clippety-clop noises with my pointy heels”.

Jeg husker fra min egen barndom hvordan Moster-Søsteren og jeg elskede at gå rundt i vores Bedstes tårnhøje stiletter. Hun var den eneste i familien, der havde den slags fancy fodtøj. Alle de andre kvinder var “fodformere”.

Det var en helt fantastisk fornemmelse dengang, så det krævede ingen overtalelse, da Cille igår fandt høje hæle i børnestørrelse.

Jeg elsker, når hun gennemgår faser, som jeg genkender og husker fra mig selv.

Formiddagen bliver tilbragt i Mall of the Emirates, som er et imponerende flot shoppingcenter med alt, hvad hjertet kan begære (og lidt til). Det er ufatteligt stort og udsmykket med skinnende marmor fra gulv til loft.

Jeg går faktisk med åben mund og polypper hele tiden i denne her forunderlige, fremmede Dubai-verden.

Og føler mig vitterligt som én, der er kommet ind med 4-toget.

Ikke engang da vi boede i London, følte jeg på noget tidspunkt, at der var store steder, centre eller bygninger med denne her slags imponator-effekt.

De forstår sig på glitter og wauw, de arabere.

I Mall of the Emirates findes også et stort indendørs skisportssted – Ski Dubai.

Som det fremgår af billederne tilbringer vi lidt tid i minusgrader med kælk, snestøvler og vanter idag. Pigerne synes at det er ret sjovt – og ret mærkeligt. Hvilket ikke er helt skudt ved siden af – det er sjovt og ret mærkeligt at være i ørkenen i minusgrader sammen med arabere og indere på ski og kælk.

Folk står langs vinduerne og fotograferer os, der er tossede nok til frivilligt at vælge at være i sne og kulde. Lige så eksotisk for dem at skue, som ørkenen er for en skandinav.

Jeg synes det er lidt ironisk, at min debut på en skiløjpe er i Dubai. Af alle steder! Men hvorfor egentlig ikke? Det er jo ganske ukompromitterende at forsøge sig med at stå på ski i et par timer, frem for at booke en hel uge i Europa.

Og jeg er jo ganske enkelt det eneste menneske i verden, der lider af “irrationelt-pisse-bange-for-alle-former-for-glat-is”-fobien.

Efter mange kælketure er næsetipperne røde – og vi begiver os ud i varmen for at spise frokost.