Skolebesøget fra helvede

Kender du vejen?

“Are you sure you know the way to The Lakes? I need to get to the Lakes Garden Nursery which is located just off Lakes Main Entrance Road. And I am new here, so I can’t give you any directions”.

lkgarden

http://www.rafflesis.com/nursery/lakesgardennursery.html

Jeg stirrer direkte på chaufføren, som er “stand-in” for hotellets chauffør, som pt. er i Abu Dhabi med en anden kunde. Han smiler tilbage og virrer med hovedet fra side til side på inder-manér: “Sure, sure, Ma’am, I know where Lakes is”.

Hvorfor tror jeg ikke på ham et sekund?

lg1

Der er (som sædvanligt) ingen reel adresse at gå efter, men kun distriktet Hattan-1. Men jeg har set børnehaven fra bilen, da Martin kørte os rundt i boligkvarteret, så det burde vel ikke være så svært?

De tre mælkehvide immigranter sætter sig ind på bagsædet af taxien. Jeg forsøger at spænde sikkerhedsselerne så godt som muligt omkring pigerne, og sender en lille bøn til højere magter om at der ikke sker os noget i den kaotiske trafik.

lg3

Der burde være 15-20 km. fra hotellet til børnehaven, som vi skal besøge idag.

Efter 50 minutter, utallige forkerte ruter og adskillige opkald til børnehavens forstander, ankommer vi endelig til The Lakes.

Jeg er mildest talt pissesur. “Such middle class problems”, kan jeg høre min veninde Vix konstatere tørt i mit baghoved. Men der er bare ikke lige det samme overskud at tage af i disse dage, så jeg bliver gal i skralden.

Og hvorfor er det lige, at chaufførerne hernede ikke kan bruge en GPS? Eller tjekke ruten og stedet ud via Google Earth, når de nu ved en hel dag i forvejen, hvor man gerne vil køres hen?

logo-Google-earth

Her er endda fuldt signal hele tiden, så det er slet ikke som i England, hvor man konstant mister muligheden for at bruge mobil og GPS, når man er ude at køre.

Men det er tilsyneladende svært at finde vejen?

Og jeg er selv komplet uduelig, fordi jeg intet kender eller genkender endnu.

Forhåbentlig bliver det bedre med tiden – men jeg forudser at det med at ‘finde vej’ bliver en udfordring langt ud i fremtiden.

photo 1

Børnehaven er i øvrigt helt fantastisk fin og dejlig, da vi langt om længe når dertil. Med masser af plads, dejligt legetøj og legeområder indendørs og udendørs, flinkt personale, glad musik i baggrunden og velduftende mad til de små.

Der er meget ordentligt og rent i forhold til de institutioner, jeg har besøgt og oplevet i Danmark og England. Men her er sikkert også flere ansatte til rengøring og oprydning end i førnævnte lande?

Ihvertfald konstaterer jeg, at den normalt så ramme lugt i en daginstitutions-entré ikke er at finde her, men derimod substitueret med duften af curry og basmatiris.

Forstanderen kan garantere Mille en plads pr. 1. september. Og hun ringer, hvis der bliver plads før. Mille skal indgå i en gruppe på 14 børn i alderen 2-3 år – med 2 lærere og en medhjælper til oprydning osv. Børnehaven er åben alle hverdage fra 8 til 14 – and that’s it. Men der er ikke så meget at være i tvivl om – stedet er dejligt, der er en god stemning og forstanderen sætter sig straks i øjenhøjde med Mille for at hilse på hende.

Da vi er vel hjemme igen, skyper jeg med C og Vix. Man holder vel fast i traditionen med Waitrose Wednesday. Der er ro – Mille sover lur og Cille ser TV.

C og Vix vifter en kurv med friskbagte minicroissanter og den fine Pip Studio tepotte med matchende krus foran min computerskærm. Jeg savner dem.

Men uanset at jeg kun kan drømme mig tilbage til croissant og te med udsigt over Levington’s grønne marker, er de alligevel dagens mentale Mummy-redningsplanke. De gør mig glad. Bare fordi.

I aften skal Cille skype med C’s datter Sophie, som hun har gået i klasse med indtil for et par dage siden. Cille er ellevild ved tanken: Hun har planlagt at de skal tale om poo, underpants og alt andet frækt numse-toilet-relateret, de overhovedet kan komme i tanke om. Det er en fælles interesse, som de deler med stor entusiasme.

Resten af eftermiddagen er vi i hotellets pool. Det er vores lille “helle” i de her dage, hvor der kommer frustration op til overfladen hver eneste gang, vi træder ud af hotellets beskyttende boble.

photo 2

Her er lidt aftenbilleder fra vores dejlige hotellejlighed midt i storbyen. Så langt fra Nacton Village som man overhovedet kan komme, føler jeg.

photo 2-2

photo 3-2

photo 4

photo 5

4 kommentarer

  • Puha… hvor jeg kender det.
    De taxier er håbløse. Du kan få hotellet til at bestille en lady cap til dig, det er dem med lyserødt tag og de har en autostol, så er der kun en du skal holde fast på og chaufføren er selvfølgelig en dame. De kan være en del lettere at tale med.
    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ih, Louise – sikke et godt tip! Jeg skal da helt sikkert prøve en lady cab 🙂
      Det er helt utroligt, som “finde vej”-problematikken bare vender tilbage igen og igen, selvom jeg har bedt den om at skride. For jeg bliver så frustreret og sur hver eneste gang 🙂
      Det bliver DEJLIGT, når man engang har lært at finde vej til de vigtigste fikspunkter!
      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skolebesøget fra helvede