Bronkitis og selvmedlidenhed i ligelige mængder
Måske skal denne her blog alligevel ikke handle om familieliv og udlandseventyr.
Måske skal den i stedet handle om alle de sørgeligheder, der rammer lille mig. Det føles kun rimeligt – her midt i selvmedlidenhedens orkan-øje.
Men hvem fanden gider læse det?
Jeg snøfter, snotter og er ved at hoste lungerne ud af halsen. Om aftenen kommer feberen krybende og jeg kaster op, når hosteanfaldene ruller henimod “the point of no return”.
Så sidder jeg dér, rystende, svedende og selvmedlidende på badeværelsesgulvet med wc-papir i et virvar og håret strittende i alle retninger.
Der er noget galt i kroppen.
Stress-flu-enza’en blev i sidste uge klassificeret som en god, gammeldags brystkasse-infektion, men hvorfor virker penicillinen så ikke?
Og jeg mangler Martin til at ae mig lidt over håret og hviske mig de magiske ord i øret: “Det er så synd for dig”. For dét er det sgu’. Lige nu. Snøft!
Men han er her jo ikke. Han har pissetravlt i Dubai. Og jeg sidder alene i England med pigerne. Uden familiemedlemmer eller nære venner, der lige kan komme forbi med suppe, købe ind eller passe pigerne. Velkommen til bagsiden af medaljen ved det her udlandseventyr.
Jeg er træt, mat og kan lige præcist slæbe mig igennem hverdagens program ved hjælp af influenzapille-penicillin-cocktail. Når klokken rammer 20.00 er pigerne i seng – og jeg tumler rundt, halvdøv og uden for pædagogisk rækkevidde i min zombie-osteklokke.
Jeg tæller til 10, når pigerne udfordrer mig ved at løbe i modsatte retning af det befalede. Mest af alt har jeg lyst til at skrige højt af dem. Råbe min frustration ud. Fordi jeg sveder, ryster, hoster og bare gerne vil ligge i fosterstilling i en seng. For nedrullede gardiner. Uden kontakt til omverdenen.
Faktisk var alting ved at se lysere ud henimod weekenden. Jeg troede at penicillinen var ved at nedkæmpe min infektion eller hvad det nu er. Men, men, men – nu syder og bobler det igen og en brændende fornemmelse fortæller mig, at ‘noget’ er i fuld vigør.
Her til eftermiddag er pigerne så igen-igen med Mummy hos lægen. Mille bliver undersøgt først, men det er en virus – som altid.
Pigerne stirrer på lægen, mens han måler mit blodtryk og ilt-niveau, lytter på hvæsende lunger og befamler halskirtler. Begge dimser de omkring og hiver i papirlagenet på undersøgelseslejet. De trykker på lysafbryderen – tænd igen, please. Så hiver de lidt i stativet med blodtryksmåleren og de mange, farverige ledninger.
Vi skal afsted – ud herfra – hurtigst muligt.
Mummy skal bare lige have en recept på en astmainhalator til de bronkiale spasmer og noget (vanedannende) kodein. Yes, sir!
Men når så klagesangen er sunget til ende, så er der forresten forår i luften. Og smukt solskin.
Mille løb om kap med en humlebi i formiddags, alt i mens hun råbte: “Look, Mummy, buzzy bee, buzzy bee!”. Hun gik i ét med gyngens svingen og sad med tungen langt ud af halsen for at sanse vinden, mens hun lod sig gynge frem og tilbage i en halv time. Og hun rutschede selvsikkert ned ad rutschebanen helt uden hjælp.
Det er de små ting, der tæller, når man er “low”.
Og selvom jeg ikke rigtig har overskuddet, så mærker jeg alligevel en stor taknemmelighed over at være til stede, når Lille My går “i sync” med gyngestativet. Når hun oplever fuglenes flugt over en lyseblå himmel. Når hun jagter humlebier langs rækken af påskeliljer. Det vil jeg for alt i verden ikke undvære – bronkitis-selvmedlidenhedssyge eller ej.
I morgen har jeg det sikkert bedre. Skal vi ikke bare tro på det?
Af alle de ting, der ikke virker mod virus foretrækker jeg romtoddy. 1/3 Stroh rom og 2/3 vand. Drikkes så varm som mulig. Sät igång 😀