Når man ikke engang kan spise is…

?.så er man altså ret syg og dårlig.

Det er ihvertfald dén målestok, vi anvender her i huset – oftest i kombination med et termometer, naturligvis.

Cille var ellers glad og entusiastisk i biffen søndag eftermiddag, men herefter gik det stille og roligt ned ad bakke med både humør og helbred.

I morges havde hun en temperatur på 39.7 og var meget ulykkelig over ikke at kunne komme i skole. Hun havde glædet sig til at skulle se sin klasselærer, Mrs. Ryan – og alle hendes kammerater igen.

Det var næsten ikke til at stå for den lille-store Skolepige, som hun sad dér i vores seng med tårerne trillende ned ad kinderne ved udsigten til ikke at kunne komme i skole.

Og nu ligger hun så her – sløj og feberhed. Og sover middagslur med Rasmus Klump i baggrunden. Og med mint-choc-chip-is ventende i fryseren til bedre tider.

Der er således dømt hjemmedag. Igen-igen. Og alt i mens vi tuller stille omkring, sender jeg en bøn til højere magter om, at vi gerne snart må få et bedre immunforsvar her i huset. Nu har vi været sløje på skift lige siden de forbandede skoldkoppers indtog i starten af januar. Jeg er TRIP-TRAP-TRÆT af opkast, snot, hoste, feber, gråd og tænders gnidsel.

Men nu skal det hele ikke gå op i sygdom og himmelvendte øjne, vel?

Her kommer i stedet lidt positive vibes i form af “blandede bolcher” fra vinterferien:

Vi var eksempelvis en formiddag på Jimmy’s Farm sammen med vores søde nabo-veninde og hendes datter Mags.

Jimmy (Doherty) har I måske set sammen med Jamie Oliver i forskellige tv-programmer, der omhandler madlavning, fødevarekvalitet, forbrugeradfærd, dyrevelfærd og den slags?

Han er (om ikke andet) en lokal Suffolk-celebrity, der gør et stort arbejde for at levere naturoplevelser til børn og voksne.

Du kan læse mere om hans bondegård og dens aktiviteter her:

http://jimmysfarm.com

Hans landbrug, gårdbutik og restaurant ligger nogle kilometer fra vores hjem – og vi er der mange gange i løbet af året, da der altid er årstidsrelevante aktiviteter og dyr, man kan fodre og nusse om.

Denne gang skulle vi se nyfødte lam og helt små kyllinger.

Det eneste, vi ikke lige havde overvejet var, hvordan gården ville se ud efter en regnfuld og lun vinter. Der var mudret. MEGET mudret. Vi gled praktisk talt rundt i vores “wellies”.

Men pigerne nød det og fodrede alle dyrene, kælede med kaniner og lam – og blev halvforskrækkede over de skræppende, nappende gæs, der absolut ikke bad om foderet på venlig vis.

Cille oplevede også at en af påfuglene spredte sine fine fjer ud. Det havde hun aldrig oplevet i virkeligheden og udbrød:

“Look, Mummy, det er ligesom den peacock med sticking up feathers, jeg har derhjemme. Bare i plastic. Men den her er for real”.

(Endnu en af de) regnfulde eftermiddage i vinterferien mødtes vi med vores venner. Vi tog i Suffolk Food Hall, hvor ungerne fik deres aftensmad – den såkaldte “tea”.

Så slap vi let om ved ulvetimen og madlavningen dén dag…

Food Hall’en er et sted, hvor Suffolk’s landmænd sælger deres lokalt-producerede fødevarer og der er gode delikatesse-butikker og spisesteder.

http://www.suffolkfoodhall.co.uk

Stedet ligger lige under Orwell Bridge, der krydser River Orwell, som vi bor tæt på. Og udsigten er betagende smuk – uanset de truende skyer.

Vi oplevede en klar og smuk regnbue under de grå, lavthængende skyer.

Cille og Mille spurtede afsted i buens retning sammen med deres søde legekammerater for at lede efter krukken med guldmønter.

Det var en god vinterferie.

Bare en skam, at den endte med endnu en omgang influenza.