Synkron kærlighed

Jeg har haft en varm stemning i maven, hjertet og hovedet hele weekenden. Af den slags, som opstår, når jeg føler dyb samhørighed, harmoni og fællesskab med Martin.

Det er synkron kærlighed, hvor vi mærker og forstår hinanden instinktivt, sparet for søforklaringer, kommunikations-kiks og irritationsmomenter. Og jeg folder forsigtigt følelsen sammen til en lille mental post-it-note, som kan tages frem på en dag, hvor vi er asynkrone med dertilhørende afstand, misforståelser og frustration.

Synkron-kærligheden inkluderer naturligvis pigerne. Vi har leget, plasket, løbet, grinet, fjollet, spillet, drillet, hoppet, danset, kysset, krammet – alle 4 i 4 dejlige dage.

Her er lidt billeder fra bilturen, hvor Skolepigen og Lille My spiste snacks på bagsædet, mens Farmanden koncentrerede sig om trafikken og fik lukket mentalt ned for sit arbejde.

Når man ankommer til Center Parcs, er der bilkø og ventetid. Denne gang kunne pigerne underholde sig med at se på juleudsmykning igennem bilruden. Der var sprayet kunstig sne i trætoppene og på jorden. Julemanden havde endda glemt sin kane og rensdyr lige foran os.

I hytten fandt pigerne kridt til tavlen og Cille gik straks igang med at skrive. Hun kopierede rengøringsholdets besked til os: “Welcome have a lovely break”. Jeg pakkede ting ud, imens Martin kørte bilen ud på parkeringspladsen, fordi området jo er bilfrit.

Om aftenen stod den på komplet afslapning med fællesdans, rødvin, popcorn og hoppe-lopper i sengene.

Næste morgen vågnede vi til en flok sultne ænders rappen; der stod et lille rådyr i skovbrynet og en krage iagttog os fra en mur. Et par egern sprang op og ned ad træstammerne. Før morgenmaden var Cille og Mille ude at fodre dyrene. Mille spiste dog foderet selv, men hun var vel skrupsulten…

Efter et par timer i tropisk vandland, tog vi alle en lang lur og spillede bagefter ballon-badminton, mens tusmørket sænkede sig over den store skov.

Pigerne gik med Farmanden i slikbutikken, før vi listede ud i mørket til alle de fine julelys.

Jeg gik i den mørke skov og tænkte på hvordan den her type ferie minder mig om mine egne barndomsferier. Vi tog flere gange om året afsted til feriecentre, hvor vi foretog os stort set det samme, som vi nu gør med vores piger.

Jeg husker hvordan min søster og jeg legede i badelandet, og hvordan vi sov sammen. Hvordan vi var fysisk brugte af at dykke, hoppe, pjaske og rutsche en hel dag. Der står lysbilleder i kø i min indre fremviser af to søstre med langt, vådt hår og røde, blussende kinder. Der var dynger af aftensmad (flødekartofler og culottesteg med hvidløgsfed i sværen – vi er trods alt i senfirserne) og bagefter kravlede vi ind i sofaen med store slikposer.

Og nu ser jeg så Cille skubbe Mille omkring i den lille badering, mens de småsludrer sammen. Mille, der hviner af glæde i vandrutschebanen med sin Far. Cille, der betænksomt husker at tage dobbelt i slikbutikken, så hendes søster får præcist det samme, som hun selv.

Og de putter i mørket. Kalder på mig. Synger, råber og driller på skift – og ender selvfølgelig med at blive irriterede på hinanden, sådan som skal søskende blive det, når de deler værelse.

De falder i søvn til lyden af deres forældres stemmer i sofaen; rødvinsglas, der klirrer; elkedlen, der koger vand til kaffen og fjernsynets monotoni. Både Martin og jeg kan huske at have ligget og lyttet til de voksnes aftenritualer i vores barndom. Det føles rart at tænke på generations-gentagelse, når de er af den trygge, hjemlige og varme slags.

Søndag fodrede Cille igen et lille egern og en stor flok ænder, før hun havde tid til at spise morgenmad.

Bagefter havde vi booket en times balletundervisning til Skolepigen. Hendes hestehale hoppede op og ned i begejstring over balletøvelserne. De 4 små piger var meget koncentrerede, eksemplariske og så skønne at se på.

Om eftermiddagen lå vi igen i klorvandet og lod os drive med strømmen rundt i bassinet. Til sidst havde vi helt lyserøde øjne af klor og svømmehud mellem tæerne. Så der var ikke andet at gøre end at stå op, liste hjem i hytten og vente på en udbringning af thai green curry, som blev kombineret med lidt for meget rødvin.

Mandag var det retur til virkeligheden. En sidste tur i trope-badelandet og en dejlig frokost på en fransk restaurant. Men så gik den ikke længere.

Virkeligheden og hverdagen insisterede på at få os tilbage. Martins telefon begyndte at ringe, så snart vi igen fik et mobilsignal på vej ud af Center Parks i den store skov.

Pludselig stod vi midt i udpakning, madlavning, svømmeundervisning og lektielæsning.

Mandag aften er ved at slutte nu – og vi ser hinanden dybt i øjnene, mundene smiler, hjerterne er varme. Det her var lige hvad vi har brug for.