School’s Out!

Vi er nået til endestationen.

Og det fejres om morgenen med et ømt søsterkram. Det er sidste skoledag.

Sidste dag med skolesko og skoleuniform i 2 hele måneder.Bilerne suser forbi os på First Al Khail Road. Folk har morgentravlt. Der er ingen steder at parkere, så vi er overladt til parallelparkering á la Paris i 3 rækker på omfartsvejen.

Det er de sidste krampetrækninger, før vi alle påbegynder migrationsræset – væk fra den hede ørkenluft – op mod salige, svale Europa.

Som et fugletræk drager vi nordpå.

Vi møder Estelle i døren og jeg tager billeder af de 2 skønne piger. Og får en klump i halsen ved tanken om at det er deres allersidste skoledag sammen. Nogensinde.Og klumpen i halsen vender tilbage, da jeg tager afskedsbilleder af Cille sammen med hendes højtskattede Miss Greenwood, som er på vej hjem til England – for good. Hun har fundet sig en landsbyskole i Norwich, hvor hun skal undervises 5. klasse. Tæt på familien og den nye kæreste. Det kan man godt sætte sig ind i. Jeg savner stadig landsbyskolen i Suffolk. Der er et eller andet udefinerbart kernesundt og jordnært ved engelsk landliv.

Hvor føles det umanerligt godt, at skolen er ovre. Man bliver nærmest nødt til at stå på hovedet i sofaen over det.
Cille slapper helt af nu og hendes kreativitet titter frem. Og jeg elsker at observere det. Pludselig leger hun med sin lillesøster på en langt bedre måde. Og der bliver produceret modellervoks-kiks, kager og slik i ét væk.Om aftenen er det mig, der fejrer at School’s Out! Jeg har helt svært ved at forstå, at jeg virkelig er så heldig, at der nu venter 2 hele måneders sommerferie og – at vi på den anden side af ferien i Danmark – skal være på samme skole.I skønt selskab finder jeg en passende Ladies’ Night. Det er et super-duper koncept, hvor man hver tirsdag bliver tilbudt gratis drinks og canapéer….bare fordi man er udstyret med en tissekone.Da jeg tumler teenage-agtigt ind ad døren kl. 1 om natten, venter der en brevskrivnings-proces om den tabte mælketand.

Føljetonen fortsættes, hvor den slap.Dear Toothfairy,

Thanks for letting me have the tooth for two more days.

I love you.

Can you see my tooth?

What’s your name?

Og der bliver responderet på venlig vis:

Dear Cecilie,

You are welcome. I took your tooth now and gave you money. Your Mum will look after the tooth for me. I can’t keep all the children’s teeth – imagine, thousands of milk teeth in my fairy castle!

I love you, too.

My name is Tilly. Tilly, the Toothfairy.

Cille er dog ikke sådan at stoppe i sit skriveri, så hun fortsætter da på et andet stykke papir.
Did you know that I have another wobbly tooth next to the upper-no-tooth? But can you see it?