Status på Cilles brækkede albue

“The blood tests have come back, Mrs. Kaalund. Her vitamin d level is within the normal range and so are the potassium and phosphate levels that I wanted to check”.

“She does not even need a multivitamin every day – all levels are satisfactory”, siger Dr. Al Bakri, mens han smiler til mig og aer Cille over den røde manke.Jeg ånder lettet op på ortopædkirurgens kontor. Knuden i min mave løsner sig ligeså stille.

Vi har ikke forventet, at der ville være et problem med knoglerne, men først en brækket arm og nu en brækket albue på mindre end et år, har alligevel fået os til at gå med til at tjekke hende lidt nærmere.

Men sort uheld kan ikke detekteres i blodet.

Cille er kæk igen, men det er en anden sag hos bandagisten lige forinden.Tårerne triller ned ad kinderne, da han fjerner gazen, vattet og skinnen på bagsiden af armen.

Det føles usikkert uden bandagen som beskyttelse.

Det bliver ikke meget sjovere, da han skal have vinklet små tråde fra gazen ud af de 3 wirer. Eller da den stivnede, jod-indsmurte sårforbinding skal nørkles af.

Jeg forsøger at holde om hende, mens det står på.

Betuttet kigger hun på de 3 kødnåle i sin arm.Hun nægter at lade sig distrahere med en film på min mobil, men liver dog lidt op, da hun får stukket en renseserviet i hånden, så hun kan fokusere på at rengøre sin lille, snavsede hånd.

Dr. Al Bakri henvender sig igen til mig, efter at have underskrevet en hel bunke papirer til sygeforsikringen.

Jeg må være faldet helt i staver. Det er som om jeg ikke rigtigt kan komme mig over at det her er sket for min lille datter. Det er som om jeg er en lille smule i stykker, selvom det jo åbenlyst er Cille, der er det.

“Once we have approval from your insurance company for removal of the 3 k-wires, I will operate on her again”. “I am traveling on Thursday, inshallah, so I would like to remove the wires on Wednesday”.

Allerede på onsdag? Det er da en del hurtigere, end jeg regnede med!

Og mit indre er pludselig i tumult igen.

Jeg er lettet og glad, fordi Cille kommer ud  af og væk fra begrænsningerne i at have albuen i bandage, men jeg er samtidig også bange.

Ræd for narkosen.

Ræd for at resultatet ikke bliver som ønsket. Fuld førlighed, forstås.

Ræd for at der skal ske et eller andet uforudset.

Dr. Al Bakri holder øjenkontakt med os begge over kanten på sine læsebriller:

“We need you to sleep once again, Miss Kaalund, so that you don’t remember anything”.

Bagefter forklarer han mig, at han ikke vil fjerne de 3 wirer i lokalbedøvelse, fordi han mener, at det er for voldsom en oplevelse for et lille barn. Og han vil samtidig manipulere lidt med albuen for at sikre sig, at den “kan det hele”, og dét synes han heller ikke, at hun skal være vidne til.

Så på onsdag sker det.

Gisp.