Allahu Akbar

Familiebussen er på vej mod Abu Dhabi.
I dag er den en 3-trins-raket med Martin og jeg i førersædet, Mille og Morfar som dagens underholdende indslag på midtersædet, og Cille og Conny klemmer sig ind bagerst på de 2 slå-ud-sæder.
Vi skal besøge Sheikh Zayed Grand Mosque Centre, som har været på min Must-See-Liste i det, der føles som en evighed.Vi studerer påklædningsreglerne nøje, før vi nærmer os hovedindgangen.
Vi er (overraskende nok) klædt efter reglerne og trækker derfor blot de medbragte tørklæder over håret, før vi går videre.
Her er jeg fotograferet i den indre gård, hvor marmoret skinner så hvidt, at det er nødvendigt med solbriller.
Martin kan lide mit nye, mere ærbare look, siger han med et bredt smil.
Selvom vi er langt fra alene om at besøge moskéen, så er der en rolig, ophøjet stemning. Jeg fornemmer at alle, der sætter fod på dette sted, bliver lamslåede over skønheden.
Jeg ved ikke om billederne taler for sig selv, men her er så overdådigt, så imponerende, så vidunderligt, at jeg ville ønske, at jeg kunne sidde helt stille for mig selv i en time og se.
På marmoren. På udskæringerne. På faconerne. På mønstrene.
Men vi har 2 små børn med, så turen går videre. Først stiller vi (træ)skoene.Og så går vi ind i hovedbygningen.
De håndværkere, som har bygget moskéen må være de ypperste inden for deres felter.
Det er ubeskriveligt smukt. Detaljerigdommen gør mig stum.
Her er så mange farveindtryk og så rigt dekoreret, at Cille konstant tager billeder som inspiration til egne tegninger og malerier.
Der er svalt i gangene, som omkredser hovedbygningen. Vi nyder brisen, mens vi betragter søjlerne, bassinerne og kuplerne.
Før vi vender næsen hjemad, skal vi lige på toilettet.
Dét i sig selv er en oplevelse.
Detaljerigdommen stopper ikke, blot fordi man skal tisse.Cille sætter sig for at vaske sine fødder i de fine fodbade, der bruges, før man går ind for at bede.
Vi venter tålmodigt på hendes fodbaderi. Det er en fantastisk oplevelse for både store og små.
Efter et par timer er vi mætte af marmor og guld. Eller rettere – pigerne er.
Her er så storslået, at vi må komme igen en anden dag.Uanset trosretning vil jeg mene, at Gud er nærværende på dette særlige sted. Hér er det aldeles ligegyldigt, om du er muslim eller kristen (eller noget helt tredie.)
Stedet er åbent for alle og bygger bro i mellem kulturer og religioner.
Hér opfyldes vores mellemmenneskelige behov for at tro på noget større end os selv.
Allahu Akbar! (Hvem end han eller hun er) – så er Gud stor!
Ingen kommentarer endnu