Ude af kontrol, mælk og honning

Klokken 6-nul-dut valser Cille (aka. Elsa) ind i vores soveværelse.

Skarpt forfulgt af Lille My, der ser træt ud.

Cille flimrer, flagrer og vimser foran sit eget spejlbillede. Hun er svært tilfreds med synet af sig selv i den nye kjole.

Da jeg har afleveret pigerne, kører jeg ud til Kite Beach, som min veninde N vil vise mig.

Dét har syn møder mig (foruden en sporty kvinde i bikini).

Det er min første tur på stranden i Dubai!

Det virker sikkert sært – efter at vi har boet her i 5 måneder – men vi nåede det bare ikke, før sommeren slog igennem for alvor, fordi vi ledte efter hus, skole og os selv midt i alt det nye.

Og når termometret står på 40 grader før kl. 1o om formiddagen, så har jeg på ingen måde trang til at rode rundt i en kombination af sand og salt.

Men i dag er det strandtid, har N og jeg besluttet!

Sandet er (overraskende nok) ikke brændende varmt kl. 8.30 om morgenen. Så noget tyder på, at den stegende hede er ved at dampe af.

Jeg har ikke taget min bikini på, men sopper lidt rundt i det badekarsvarme havvand.

Her er smukt.

Vi er stort set alene med et hav, der har en fin, turkisblå farve og bølger, der skyller roligt ind over tæerne.

Det er helt sikkert en strand, som jeg vil tage pigerne med til inden længe.

Efter en lille gåtur på den velanlagte motionssti, smutter vi på “Jones The Grocer”, som er en australsk kombination af gourmetbutik og spisested, hvor der serveres delikatesser morgen-middag-aften.

Vi taler og taler henover croissanter og te.

N har en enestående evne til at lytte og til at komme med bundsolidt input, når jeg er i tvivl.

Hun er et menneske, der lindrer mine flossede nerver, som flydende honning og varm mælk i en ru hals.

Det giver stor mening, at netop N er sygeplejerske.

Troværdig, varm og tillidsvækkende.

En menneskekender af natur. Som jeg helt instinktivt læner mig opad og spejler mig i.

Samtaleemnerne skifter, flyder, blandes og vendes rundt. Vi griner, smiler og får blanke øjne, når fortællingen drejer over på to skolepiger, som på hver deres måde kæmper en kamp i 1. klasse.

Jeg bliver aldrig træt af at diskutere børn – deres adfærd og udvikling.

Kagerne ser ualmindeligt gode ud. Og børn er mere end velkomne på “Jones The Grocer”.

Det inviterer jo helt åbenlyst til at vi må komme igen med chokoladekage-spiseren på slæb!

Men nu hvor vi er café- og kagehjørnet, så har jeg en bekendelse.

Der er tale om en ren tilståelsessag:

Jeg er ude af kontrol.

Bedste-halvdelen har vidst det længere end jeg selv.

Naturligvis.

Han har jo det, man plejer at kalde for et køligt overblik.

Men nu er det gået op for undertegnede.

Den er rivende gal.

Og som en anden misbruger, må jeg selv erkende og bekende mine synder, før der kan finde en forandring sted.

Dyb indånding. Her kommer det:

Jeg har brugt 1.800 dirhams på kaffelotter og slabberads på én eneste måned.

Det svarer til knapt 2.900 kroner. På kaffe! Og croissanter! Og takeaway! Og kager!

Hvad fanden sker der?

Jeg laver tilsyneladende ikke andet end at tulle rundt i en evig koffein- og sukkerrus sammen med ligesindede Mummy-friends.

Det er sgu’ da en rædsel.

Stærkt chokerende.

Hvor mange landsbyer kunne jeg ikke have brødfødt i Afrika for den pose penge?

Shit, hvor er jeg flov.

PS: Jeg har sagt brødebetynget undskyld til Martin, der forsigtigt havde forsøgt at fortælle mig, at “det gik lidt hurtigt med pengene” for nogle uger siden. Hvor jeg naturligvis bed ham som en terrier, der går efter struben.

PPS: Jeg har tænkt mig at gøre det godt igen med strategiske mængder af sprødstegt bacon, efterfulgt af en stak pandekager med jordbær-softice og til sidst lidt hustruelige ydelser.

Det er trods alt weekend.

Og den fede dame må stoppe med at æde flødeskumskager.