Danish is from Holland, right?

“In what language do you speak to your child?”, spørger Miss Greenwood mig her til morgen.

Jeg sidder med Den Lille-Store Skolepige på skødet og krammer hende.

Cille småhulker og jeg trøstemumler kærligheder ned i den lille jordbærhjelm.

Trøst er nødt til at foregå på dansk. Alt, der vedrører følelser hører uløseligt sammen med ens modersmål.

Jeg elsker på dansk.

Jeg joker på dansk.

Jeg råber på dansk.

Jeg skælder ud på dansk.

Uanset hvor godt, mit engelske eller mit spanske måtte være (eller blive), så vil der aldrig komme den samme saft og kraft i ordene, som det, jeg kan præstere på dansk.

“I speak Danish to her. Our family is Danish”, svarer jeg læreren.

“Oh, so you are from Holland, right?”, fortsætter hun.

“No, Danish is the language of Denmark, you know, the small Scandinavian country that is literally across the North Sea from England”, svarer jeg (nu med lettere træt stemme).

“Ah, I know, Dutch is from Holland then. But your country is right where the Legoland in Windsor is, right?”, spørger læreren, som nu er synligt begejstret. “Because I remember crossing the sea with a small ferry to go to Legoland, when I was a child”.

“No, Windsor is a city in your own country – just South of London – where there is indeed a Legoland. But the original theme park you visited in Denmark is located in a town called Billund”, siger jeg og kan på ingen måde beherske min irritation.

På dette tidspunkt er Cille stoppet med at græde. Hun trækker vejret dybt, tørrer øjnene, sukker og sætter sig ned til sine klassekammerater.

Siden den grumme tovtrækker-situation i søndags og den efterfølgende face-off med Fru Røvbanan, har jeg ignoreret lærerne, når de hver morgen forsøger at indikere, at jeg skal aflevere Cille i døråbningen ind til hall’en.

Hendes og min hånd sidder uløseligt sammen. Som forbundet med sekundlim.

Det er død-ubehageligt hver morgen – og jeg har myoser på størrelse med en mindre græsk øgruppe efter denne her uge.

En kort samtale forleden med Miss Greenwood, efterlader mig kun med indtrykket af, at hun fortsat tror, at der er tale om separationsangst – enten hos moren eller hos datteren – eller hos begge parter.

Uanset hvor mange gange, jeg forsøger at forklare, at Cille er skrækslagen for ikke at kunne finde sin klasse i virvaret af 300 børn, så virker det som om de synes, at jeg er pylret, svær at samarbejde med – eller bare direkte håbløs til at aflevere mit barn i deres (gode) varetægt.

En morgen siger Miss Greenwoods til Cille: “Now, Cecilie, please stop crying and be brave for me”.

Den sætning sidder fast i mit hjerte.

Er man da modig, når man ikke er græder?

Er det for lærerens skyld, at Cille ikke må græde?

Skal vi lære vores børn, at man er modig, når man ikke viser sine følelser, men i stedet kan holde dem inde?

Ja, jeg ved ikke hvad sådan en bemærkning skal gøre godt for – og efter dagens samtale om Danmark og Holland, så håber jeg inderligt, at forklaringen er, at Miss Greenwood er mindst ligeså befippet, anspændt og nervøs om morgenen, som både jeg og Cille.

For hendes bemærkninger er jo stupide. Grænsende til det himmelråbende.

Og så er jeg vred.

På skolen.

På systemet.

Jeg er frustreret over, at de ikke kan se, at forudsætningen for indlæring er at føle sig tryg – set, hørt og forstået.

I går morges kunne Cille for 1. gang sætte præcise ord på sit problem: “Mummy, det er bare fordi hall’en er alt for stor og jeg er jo kun en little girl. Og jeg bliver bange for at jeg ikke kan finde min class og min teacher”.

Og da jeg spørger, hvad der skal til, for at hun ikke bliver ked af det, når hun skal i skole, så svarer hun: “At du holder min hand til jeg getter in line med min class. Og så vinker du two times, when you leave”.

Så dét gør jeg.

Jeg holder hendes hånd, som var det sidste chance.

Og jeg gør det hele skoleåret, hvis det er dét, der skal gøre hende glad for at gå i 1. klasse.

Og jeg vinker henne ved rækken af gule stole.

Og igen henne ved udgangen, hvor jeg drejer om hjørnet og er borte.

Til gengæld er Milles indkøring i vuggestuen helt og aldeles fantastisk.

Hun ELSKER sin “little girls’ school”, som hun kalder den.

Her står hun – pavestolt – med sit adgangskort og sin madpakke.

Miss Kanchan og Miss Elena på Violets-stuen gør alt det, som jeg ville ønske, at de også formåede i Cilles skole.

De er i øjenhøjde med de små tumlingebørn.

De respekterer hvert enkelt barns behov, interesser og følelser.

De børn, som er utrygge, får hentet deres mødre ind efter ganske kort tids gråd, så de andre børn ikke bliver “smittede” af en ulykkelig stemning.

De børn, som er trygge, får hver dag lejlighed til at opleve mere af det nye sted – nye stykker legetøj, forskellige områder af legepladserne osv.

Lærernes primære mål her i starten er ganske enkelt at få børnene til at føle sig trygge og tillidsfulde. At holde dem glade og veltilpasse. Så kommer læringsmålene og de faste, ugentlige aktiviteter ligeså stille henad vejen. Hvis bare, man kunne få lærerne på Cilles skole til at have samme fokus og forståelse.

Mille er vildt begejstret.

Hun siger: “My Miss Kanchan, not yours, Mummy”. Og “I can’t wait to go to my school, Mummy”. Og “Mia big girl go to school now”.

Og hun nægter at gå med hjem kl 12, når jeg henter hende.

Hun har ikke grædt. Overhovedet.

Hun har ikke engang fået udleveret sin sut.

Hun spiser, leger, argumenterer for sin sag og viser alle sine sider – både de charmerende og de knapt-så-charmerende.

Jeg er så stolt af hende!

Og forundret.

For Mille gør præcist det modsatte af, hvad både jeg (og alle andre) forventede af hende.

I sommers sagde (velmenende og søde) familiemedlemmer, at jeg sikkert måtte forberede mig mentalt på, at indkøring ville blive en langvarig affære for Mille, som jo har gået i “mors skørter” i knapt 2 1/2 år. At hun nok ville have sværere ved at falde til, når nu hun var blevet så stor, før hun skulle afsted.

Og jeg var ret enig.

Jeg forestillede mig, hvordan hun ville klynge sig til mig og have svært ved de andre børn.

Men nu sidder hun dér – tegner, maler og leger ved et bord, mens hun ikke engang registrerer, at jeg vinker farvel.

Og de andre børn bliver instinktivt omtalt som “Mia’s school friends”.

Og hun har inviteret Miss Kanchan hjem til os til kaffe, fordi hun er så glad for hende.

Der kommer helt sikkert et “dyk”, når realiteterne rammer hende. Men hun er tydeligvis parat til de nye udfordringer – og hun nyder sin selvstændighed og alle de oplevelser, som hun får i vuggestuen.

Men de 2 vidt forskellige intro-oplevelser giver mig også alvorligt stof til eftertanke.

Omkring dét, at jeg ofte forventer en bestemt reaktion. Italesætter den på forhånd. Antager en masse ting.

Jeg giver børnene bestemte prædikater, kasketter og roller.

“Cille er den, der går selvsikkert ind og aldrig betænker sig på at deltage”.

“Mille er den følsomme, som er lidt mor-syg og har svært ved forandringer”.

Jeg oplever i disse dage langt mere følsomhed og forsigtighed i Cille, end jeg tidligere har set.

Og jeg oplever i disse dage langt mere robusthed og selvsikkerhed i Mille, end jeg tidligere har set.

Så nu vil jeg øve mig i at bemærke pigernes varierende facetter og karaktertræk.

Og så vil jeg give dem et frirum om eftermiddagen, hvor de kan off-loade dagens oplevelser.

Mille nyder at komme hjem til hyggenus, kys og kram med Mor. Og eftermiddagsluren med sutter og kaniner bliver værdsat.

Cille kan næsten ikke få bygget sin krea-hule hurtigt nok, når hun træder ind ad døren. Hun har brug for fred og afstand fra verden.

Forleden gemmer Cille sig sammen med søde A, der vist har ligeså meget brug for at slappe af efter skoletid, som hun selv har.

Og mig selv?

Ja – indimellem aflevering af en trykket Cille og en begejstret Mille, så er der pludselig tid til sådan noget som dette her. Det er helt vildt. Mærkeligt.