Jeg vågner henover morgenkaffen til lyden af 2 piger, der leger og griner.
De har i fæl
Se næste indlæg >
Le Petit Palais
Sidste sommerferiedag for trioen.
I morgen starter den Lille-Store Skolepige i 1. klasse.
Og duoen begynder stille og roligt vuggestue-indkøring på tirsdag.
I dag hygger vi os med langstrakt morgenmad og formiddagsudflugt til Dubai Mall.
Inde i Galeries Lafayette ligger der et lille legeland så fransk, at man får lyst til croissant, café au lait og gåtur langs Seinen bare ved at sige navnet højt:
Le Petit Palais. S’il vous plait.
Det viser sig, at Cille reelt er lidt til ‘den store kant’ i forhold til legeområdet, men det tager hun med ophøjet ro og udnævner straks sig selv til kommis i Le Supermarché.
Ud over Le Supermarché, er der Salon de Beauté, hvor rollingerne kan få malet ansigtet og lagt neglelak.
Der er også en Station de Pétrole til optankning af små køretøjer, der er ved at hakke tæerne af vi voksne, der springer for livet, når børnene kommer ræsende.
(Her kunne jeg tilføje, at vi voksne samtidigt er ved at tabe vores smartphones på gulvet af bar overraskelse, fordi vi lige var igang med FaceBook-opdateringer og andet livsnødvendigt. Men hey, det skal jeg nok lade være med.)
Pigerne maler også et par billeder i Studio D’Art.
Og så knokler de lidt rundt i soft-play-området til sidst.
Desværre nægter de begge at prøve Karaoke-rummet.
Det kunne ellers have været fantastisk at lytte til Cecilie, når hun synger sit hjerte ud til “Let it go” med sit selvopfundne Danglish.
Men nej – ‘man’ blev scene-forskrækket.
Da vi går ud af Le Petit Palais for at spise frokost, siger jeg til Cille, at jeg synes, at vi har haft det hyggeligt i legelandet, men at det var et meget lille sted.
Hertil svarer Cille: “Men Mummy, sagde du ikke, at det hed The Little Palace? For så er det jo klart at det er helt little, ikke?”
Ved ind- og udgangsdøren i Dubai Mall falder mine øjne lige over stedets ordens-reglement:
Jeg ved ikke hvor meget, der er læseligt på mit foto, men bemærk at der (udover de sædvanlige forbud med ingen kæledyr, rulleskøjter og rygning) anmodes om ‘respektfuld påklædning’ og ‘ingen offentlig fremvisning af affektion’.
Så hold jer fra at holde den-bedste-halvdel i hånden, hvis I kommer i Dubai Mall. For slet ikke at tale om kindkys eller krammeri. Så kommer man bare i klammeri. Med ordens-reglementet.
Før aftenbad og puttetid i Mors og Fars seng, skriver Cille en besked klar til Farmanden, der kommer hjem, mens vi sover.
“Dad be quiet please – Cecilie, Mille, Mum”.
For hun vil åbenbart ikke vækkes af skønhedssøvnen, når han triller ind over dørtærsklen med sin kuffert!
Ved siden af beskeden ligger en tegning af Martin og af vores hus, som han nu kommer tilbage til.
Og så lægger vi en rulle kiks til ham, hvis han nu skulle være sulten ved ankomsten.
Jeg har sommerfugle i maven over i morgen.
Cille både smiler og griner, når vi taler om skolen og den nye Miss Greenwoods, som er hendes klasselærer.
Og så hvisker hun til mig, da hun rammer sin hovedpude: “Mummy, I wish I could stay home forever”.
Min mund besvarer hende med kys på kinderne.
Men mit hjerte hvisker sagte: “Det ville jeg også ønske, Cille”.
Vi drømmer os allerede på ferie igen. Børnene er måske lidt små, men bare en lille skiferie, tænker jeg kunne være hyggelig! Hvis børnene ikke er glade for at stå på ski, kan man jo altid sidde foran pejsen og drikke varm kakao.
Ingen kommentarer endnu