Daddy's House

Jeg siger farvel til Danmark med kaffe og romkugle uden for lufthavnen.

Moms-refusion og bil-aflevering er ordnet, så nu venter jeg på Farfar, der kommer med piger og kufferter.

Vi har haft knapt 4 fantastiske uger i selskab med familie og venner i Moderlandet. Og nu er det slut.

Det er lidt svært at håndtere for både store og små.

Pigerne er (af uvisse årsager) eksemplariske i lufthavne og ombord på fly.

Jeg ved ikke om de fornemmer, at de ikke skal presse citronen (læs: moren), når vi er på langfart?

Uanset hvad forklaringen end måtte være, så er det uendeligt rart, at jeg ikke behøver at være nervøs eller “true” dem til velopdragenhed.

Cille ser 3 ½ Disneyfilm ombord og er stort set u-kontaktbar i de knapt 6 timer, som turen tager mellem Danmark og Dubai.

Mille dimser lidt med knapperne på fjernbetjeningen; hun hilser på de nærmeste passagerer og insisterer på at børste tænder efter chokoladespisning.

Ingen af børnene flytter sig ud af sæderne. Og det er jeg taknemmelig for. Der er ikke noget værre end at spurte op og ned ad de trange gange til gene for medpassagerer og stewardesser. Det gjorde vi altid med Cille, da hun var helt lille.

Mille bliver vranten, når selen skal spændes, men så forklarer jeg hende, at der kommer en sur mand og skælder os ud, hvis ikke hun makker ret. Og dét virker.

Der venter os en meget glad Farmand i lufthavnen ved midnatstid.

Jeg får tårer i øjnene, da jeg ser pigerne spurte afsted mod ham for at lande trygt i hans favn.

En måned er alt for lang adskillelse mellem far og døtre.

På vej hjem i bilen kan jeg mærke, at det føles genkendeligt og hjemligt, når Dubais glitrende skyskrabere glider forbi ruden. Det havde jeg ikke forventet. Men det er en rar fornemmelse og et tegn på, at jeg er ved at falde til i sandkassen.

Selvom der stadig ikke går en dag uden at jeg tænker på England.

Mille spørger flere gange: “We go home to Daddy’s house now?”. Og vi svarer leende: “We are going home to our house, it is Mummy’s, Cia’s, Mia’s and Daddy’s house”.

Men Mille insisterer: “No! It’s Daddy’s house. Mia go to Daddy’s house”.

Hjemme venter Thushara. Hun drøner ud for at sige hej og slæbe kufferter ind. Der er vist ingen tvivl om, at det har været en stille og ret kedelig måned for hende.

Hun har forberedt en fin velkomst.

Hun har købt blomster til mig og dukker til pigerne. Og så har hun gjort huset hovedrent.

Pigerne er overstadige og kan stort set ikke vente med at komme i swimming pool’en.

Vi skal lige have sovet ud. Og falde ned. Og falde til.

Og mens vi gør det, så sidder Farmanden i en større budget-gennemgang for det lille 4-kløver.

Jeg bliver benovet over hans husholdningsbudget hver eneste gang, han henter det frem af gemmerne.

Hvis jeg skulle stå for det, så ville der ligge et kladdehæfte foran os med et uforståeligt virvar af tal og bogstaver.

Hej med jer!