Yes ma'am

Her til morgen finder jeg 2 unge kvinder fra Sri Lanka på dørtrinnet til den villa, der bliver vores hjem om lidt.

De hilser høfligt og går straks igang med at bære rengøringsmidler og mopper ind i huset, da jeg får låst op for dem.

Vi gennemgår huset for rengøringsopgaver.

De nikker, smiler og siger “yes, ma’am” efter hver sætning, der kommer ud af min mund.

Jeg får trang til at fortælle dem, at jeg hedder Tine, men det er vist ikke comme il faut på disse kanter?

Thilini – den kvikkeste af de to (til engelsk ihvertfald) forsikrer mig, at de vil gøre et godt stykke arbejde. Og så siger hun pludselig: “Ma’am, you bring me fresh water, I need to drink, I forgot to bring”.

For pokker! Jeg har overhovedet ikke skænket en tanke, at der ikke er drikkevand tilgængeligt i villaen. Et helt åbenlyst tegn på at jeg indtil nu har været velsignet med at bo i lande, hvor vandhane-vand er drikkeligt.

Mille og jeg drøner ned i det nærmeste supermarked. Hun hiver chipsposer ned fra hylderne. Og jeg orker ikke debatten, så hun får ret og jeg får fred. Ungen knaser chips med de små flodhestetænder, mens jeg finder bananer og store flasker med vand.

Vi vender retur til villaen med friske forsyninger til pigerne, der allerede er i fuld gang med at skrubbe badeværelser og skabe.

Mit hjemmekontor (en mobiltelefon og en blok) er i sving hele formiddagen. Alt imens Lille My tuller rundt i en børnepool og er ualmindeligt flink til at dele sit legetøj med de andre.

Eksemplarisk tumling idag.

Mor bifalder og håber på gentagelse af denne så overraskende adfærd.

Ind imellem opkald til flyttefirmaet, hårde-hvidevare-leverandører, national pest control og diverse håndværkere, får jeg plasket lidt med Mille og talt lidt med de andre mødre, der er “i samme båd” (eller rettere: pool) som jeg.

Der er en syndflod af tips og tricks til mig fra de her damer midt i en børnepool på en tirsdag morgen. Nogle af dem har været her i mange år – og vil gerne sige velkommen til den nye, uvidende elev i klassen.

Der er meningsudvekslinger, anbefalinger, advarsler og helt igennem dubai’sk livsvisdom.

Noget af det er særdeles brugbart. Andet er vist expat-woman-jeg-har-for-lidt-at-gå-op-i-sludren. Men det er helt okay – jeg sorterer fint i revl og krat. Og jeg kan konstatere, at det ikke ligefrem bliver et problem at falde i snak med mine kommende naboer i The Lakes.

Vi er landet i en ghetto af hvide mennesker med høj indkomst, høj uddannelse og adskillige års erfaring med at bo og leve i udlandet. Ligesindede, fristes jeg til at sige.

På legepladsen får Mille og jeg hver en ny ven.

Hun nærmer sig knapt 2-årige Vincent med en blomst i hånden, som hun venligt stikker ham i næven. “Hi, baby”, siger hun. Hun kalder alle børn (uanset alder) for babyer for tiden. Herefter rutscher tumlingerne om kap og klatrer i legetårnet.

Jeg nærmer mig Moren med et smil og ser straks den let-genkendelige, skandinaviske statur og adfærd.

Her står vi så. Og ligner hinanden på en prik. Spejler os i hinanden.

2 kvinder i midten af 30’erne, høje, slanke, tækkeligt klædte i t-shirts og nederdele, det blonde hår opsat i hestehaler, diskret spartlede ansigter, store solbriller og et bredt smil. (Der er også sved på overlæben og fugtigvarme tæer i sandaler, men det virker knapt så flatterende at beskrive.)

Hun er svensker. Sød, umiddelbar og lettilgængelig. En globetrotter. Mødte sin amerikanske mand i Australien. Er nu amerikansk statsborger og har boet derovre i 10 år, før de flyttede til Dubai for 4 år siden.

Efter en lang snak om alting og ingenting udveksler vi telefonnumre. Og sender efterfølgende en sms til hinanden. Lige om lidt er vi næsten-naboer. Og jeg har tænkt mig at forsøge mig med en kaffe-lege-aftale med hende og Vincent igen.

Kl. 11.30 er vi ude af pool og legeplads igen.

Snedkeren kommer forbi huset for at måle vinduerne op, så der kan komme nye fluenets-forsatser på. Han kan konstatere, at 3 dørhåndtag og tilhørende låse er decideret i stykker. Der er mere end rigeligt arbejde til 1-2 snedkere i en hel dag, vurderer han. Det må vi så håbe, at husets ejer er enig i!

De ulovlige og farlige elstik i køkkenet bliver skiftet, så hårde hvidevarerne kan blive installeret i morgen og i overmorgen.

Og de to kvinder fra Sri Lanka har gjort et fint stykke arbejde. Der lugter af klor, Cif, Vim, Mr. Proper og Flash i miles omkreds. Jeg stikker dem gode drikkepenge og spørger dem, om de er glade i Dubai?

Thilini vil hjem om 2 måneder. Hjem til Sri Lanka. Hun synes, at det er for hårdt arbejde i Dubai. Rengøringsfirmaet forlanger for mange timers arbejde om dagen, synes hun.

Jeg vinker farvel til kvinderne og henter en glad skolepige på Regent.

Begge pigerne snorksover i bilen på hjemvejen til hotellet. For en gangs skyld har jeg ro og fred til at navigere i trafikken.

Her til eftermiddag leger vi flodheste i hotellets pool. Og Cille tegner portrætter af sin Mor og Far.

Omend jeg fristes til at lade billedet af min, søde, mutte bedre halvdel stå som det sidste i indlægget, så synes jeg alligevel ikke, at I skal snydes for et snapshot af den alge-paryk, der blev hevet ud af vores vandreservoir igår.

Tænk, hvis den tank ikke var blevet renset!