Søstre!

Jeg har taget lidt billeder af det søster-fællesskab, som opstår om eftermiddagen, når den lille-store Skolepige endelig er hjemme hos sin lillesøster igen.

Deres fællesskab vokser i takt med Milles sproglige og fysiske udvikling. De tumler, skændes, driller hinanden og diskuterer hver eneste dag.

For det meste er det Cille, der tager et stykke legetøj, som Mille havde leget med et øjeblik forinden. Så skriger Mille i vilden sky, fordi hun stadig føler ejerskab over tingen. Cille fniser og løber videre med det forbistrede stykke legetøj højt hævet over hovedet – med Mille spurtende efter sig.

Nogle gange ser jeg på dem og går videre, som om intet er hændt.

Andre gange forsøger jeg at mægle i konflikten. Men min erfaring er, at det faktisk ikke fungerer specielt godt at påtage sig mæglerrollen – især ikke hvis jeg er lidt i tvivl om hvem der havde hvad først…

Men de sidder også tæt sammen og leger; de deles om legetøjet, hjælpes ad, kærtegner og krammer hinanden.

De er præcist, som søskende altid har været!

Her er de igang med at bygge en golfbane med diverse hazards, bunkers, søer og huller på en perleplade. Cille instruerer, forklarer og styrer slagets gang. Mille er Kongens Efterfølger, der som en logrende hundehvalp indlader sig på alt, hvad storesøster befaler.

Cille går til indendørs golftræning 1-2 gange om ugen – og vores snedige “master-plan” er, at vi som familie (forhåbentlig) skal spille golf sammen, når pigerne engang er store nok til den slags…

Men vi kom vist fra de to søstre og det voksende fællesskab:

Vi savner fortsat Skolepigen rigtig meget i hverdagen. Det er som om vi aldrig rigtig vænner os til duo’en frem for trio’en. Det fungerer, jovist – men det er bare bedre, når pigerne er hjemme sammen.

Mille er temmelig afhængig af Cille til at finde på lege – og selvom jeg forsøger at “tvinge” hende til at lære at lege selvstændigt, så er det tydeligt at hun er en 2’er, der er vant til at kopiere og læne sig op ad storesøsteren. Hun bliver hurtigt småsur, vrissen-vranten og sætter sirenen igang, hvis der er for lidt opmærksomhed og for meget alene-tid.

Vi laver også lidt lektier om eftermiddagen. Ikke hver dag, da der også tit er svømning eller golf – og der skal også være plads til uforstyrret leg, lange karbade, fjernsyn og snacks.

Cille kan nu genkende og skrive tallene 1-20. Hun kan læse småord sammensat af 3 bogstaver. Og de er færdige med at lære alfabetet her efter knapt 4 måneders skolegang. Gad vide om man kan det efter 4 måneder i 0. klasse i Danmark? Det er jo ikke en “konkurrence” på nogen måde, men jeg kunne godt tænke mig at vide det.

Hun er meget stolt over at kunne skrive og læse bogstaver. Hun har ikke rigtig forstået at de voksne kan skrive og læse, så hun bliver altid overrasket, hvis vi kan kopiere et af hendes bogstaver eller viser hende, at vi kan læse hendes små ord-kort fra skolen. Det er simpelthen ikke til at stå for, når man får et overstrømmende “well done, Mummy”, fordi man kunne læse ordet Tim!

Vi er så heldige, at hun på forunderlig vis føler, at lektielæsning er en belønning. Hendes begejstring for at lære vokser og vokser – og vi forsøger at støtte hende stille og roligt i processen. Uden at presse på eller rette fejl. Det skal føles som en succes hver gang.

For det skal overvejende være en leg at gå i skole, når man starter med den slags som 4-årig, ikke?