Hey Søster? Tak!

Er det allerede mandag igen?

Her er et ganske passende stemningsbillede fra weekenden. Yours truly på en kold, solskinsdag i november. Instagram-filtreret, jovist, men ellers helt uden filter.

foto 4

Der er ro på. Vejrtrækning helt ned i maven. Ingen make-up. Rynker, der smiler.

foto 2

Der er tre piger, følelsen af fællesskab og glad leg i det smukke efterårsvejr.

Men som med alle gode ting i livet, så kommer der jo en brat opvågnen på et eller andet tidspunkt.

Og den kom så klokken kvart i syv i morges. Cille ligger i midten af vores seng og lader sine tæer klatre op og ned af mine dynevarme mummy-lår. Hun virker mere end vågen. Er det virkelig allerede mandag igen? Vi måtte skynde os at lave matematik-lektierne online her til morgen – for dem havde jeg glemt i weekenden. Der skulle flettes hår, spises morgenmad og smøres madpakke.

Vi har haft en ualmindeligt afslappende weekend. Kedelige, anmasende voksenopgaver af den slags, der bare skal overstås (skattepapirer, lejlighedsregnskab og vinterklargøring af haven – kan det blive værre?) blev klaret i forrige weekend, så NU var der plads til at sove eftermiddagslur, lege med tog og legoklodser, spille tennis og gå tur på gågaderne i vores søde provinshul.

Måske var det lige præcis ro og tid, vi havde brug for i et par dage? Jeg har været lidt mentalt udmattet af alle de tanker og følelser, der har virret rundt i den senere tid. Og den træthed har faktisk været en kærkommen ting. Den har medført en indvendig stilhed og lyst til at skynde sig langsomt. Så det gjorde vi. Både lørdag og søndag.

Lørdag legede pigerne koncentreret sammen – kun afbrudt af klassiske søskendekonflikter, når togskinnerne gik fra hinanden eller Mille stjal en absolut essentiel legoklods.

foto 2-4 foto 3-5

Det er en lettelse at se hvordan samarbejdet og fælleslegene lige så stille titter frem. Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om at det “naturligvis kun var et spørgsmål om tid”, men jeg er kommet i tvivl ind i mellem, især da Mille var helt lille og forskellene syntes umådelige.

foto 1-4Cille fortsætter sin belærende tone over for Mille, men det er tydeligt, at hun begynder at opfatte hende mere som en ligeværdig legekammerat, efterhånden som Milles sproglige- og forståelsesmæssige evner udvikler sig. Tidligere endte det altid med at Mille skreg som en vanvittig, men vi arbejder ihærdigt på at få hende til at sige stop og andre småord, så vi kan få en ende på skrigeriet?.engang?.i en salig fremtid.

foto 3-4 foto 3-3 foto 2-3 foto 1-3

Hele familien tager afsted sammen, når Cille træner tennis lørdag formiddag. Så drikker de voksne kaffe; Mille klatrer og kravler sammen med de andre tumlinge i det lille soft play, som fitnesscentret har – og bagefter vil Mille så gerne lege med den spændende ketscher.

foto 2-5 foto 1-5Søndag lokkede vi Cille i et gement bagholdsangreb. Vi har besluttet, at det skal være slut med at medbringe to klapvogne alle vegne. Og den beslutning skulle sælges med indbydende argumenter, fornemmede vi – for ungen er vitterligt noget af det mest magelige og dovne, man kan tænke sig. Og vi (som vistnok er de voksne i denne sammenhæng?) har ladet hende være det, fordi det var langt nemmere end at tage konflikten om at man skal gå på de dertil indrettede ben.

Vores shoppingture har siden Milles ankomst været intet mindre end en lille deling kampvogne på rad og række; folk har smilet, når vi er kommet gående med en baby i en Emmaljunga (som jo er cirka fire gange så stor som en normal klapvogn her i England) og det store vikingebarn klemt ned i en anden klapvogn.

Så vi brugte alle kneb i bogen og lokkede Cille med over i John Lewis for at se på Micro-scooters (et løbehjul af schweizisk mærke). Hun fløj frem og tilbage over gulvet i det nydelige stormagasin. “Look, Mummy, I am really good at this, I can even bremse sometimes”, mens pæne, ældre damer så syrligt til.

foto 3-1

På et tidspunkt fik jeg fat i hende på tomandshånd og sneg det ultimative våben ind i kampen: “Cille, når nu du må få sådan en flot scooter, så er det slut med klapvognen til dig. Alle de store børn bruger scootere og ikke klapvogne”. Hun købte den. Slugte den råt. Accepterede at det er farveller og bye-bye til klapvognen. Lige indtil næste gang vi skal i byen, og hun med garanti vil synes at det er TRÆLS med stort T.

Løbehjul er meget anvendte her i England. Mange af skolebørnene kommer løbende på dem til skole. Cykler anvendes sjældent som “normalt transportmiddel” (læs: sådan som vi anvender dem i DK) – men snarere som et eksotisk weekend-arrangement, hvor man kører et passende sted hen og lader poderne øve sig i at cykle (en skov, en bred strandpromenade eller lignende). Gader og veje er alt for smalle og befærdede til at det er sikkert at cykle med små børn. Det synes vi ihvertfald som danskere. Ingen er bevidste om at der kunne komme en cykel i trafikken, og der eksisterer ikke en cykelkultur. Bare lige en forklaring, hvis du sidder og undrer dig over, at vi ikke valgte at købe en cykel til en 4-årig, frem for en (hunde-)dyr microscooter.

Men det var ikke kun datteren, der blev lokket i et bagholdsangreb. Det blev Farmanden også. Han blev venligt, men bestemt, tvunget til at vælge sofapuder, nu hvor vi kun har haft en ny sofa (uden puder) i et års tid. Jeg er ganske godt tilfreds med arrangementet og forsøger nu at overtale pigerne til at puderne skal blive i sofaen og ikke ligge som et bjerg på gulvet.

foto 1-2

Efter den store udskrivning i John Lewis, tog jeg pigerne med på legepladsen i det skønneste, klareste november-solskin. Martin blev sendt hjem for at stryge skjorter og se fodbold. Det er hans klassiske weekend-kombination af “work and pleasure”, nu hvor jeg ikke har i sinde at arve opgaven med strygebunken.

foto foto 3-2 foto 2-1 foto 1

Det var den hyggeligste eftermiddag på legepladsen, som passer alderssvarende til dem begge, således at Mille f.eks. selv kan klatre op i tårnet og rutsche ned uden hjælp. Kompan-legeplads fra Danmark, selvfølgelig. Hvad ellers?

foto 3 foto 2-2

Efter en tur på pubben til en omgang søndags-comfort-food (hvor Mille skreg pinefuldt højlydt, indtil Martin tog hende med ud til fælles afkøling), gik pigerne i bad og på hovedet i seng – fuldstændigt uvidende om at virkeligheden ville ramme os cirka 12 timer senere, da vores afslappede weekendboble brast.

foto 2-10

2 kommentarer

  • It’s a pity you don’t have a donate button! I’d definitely donate to this brilliant blog!
    I guess for now i’ll settle ffor bookmarking and addding your RSS feed to my Google account.
    I look forward to new updates and will share
    thbis website with my Facebook group. Talk soon!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Thank you for your very kind words! May I ask: Are you using Google Translate to read my blog – or do you understand Danish? I will be most grateful if you share with your friends – the more, the merrier. Happy Christmas!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hey Søster? Tak!