Om afgrundsdyb kærlighed

Den umiskendelige, kompakte Ryan Air-kuffert trillede over vores dørtærskel forleden.

Nu står der praktiske travesko i entréen, et langt bomuldstørklæde hænger på stumtjeneren og en genbrugspose med uldgarn ligger i køkkenet.

Med Mormor kommer altid en velkendt, varm fornemmelse af overskud, tålmodighed og tid til at lege, tid til at sludre, tid til at nærstudere bittesmå finurligheder sammen med pigerne.

Mormor er den rummelige plet i verden, hvor jeg altid lander blødt. Der er plads til mine fejl og mangler; der er forståelse for hvad end, der rører sig. Ører, der lytter opmærksomt og hænder, der aer blidt.

Hun samler kastanjer i landsbyen og laver fantasi-dyr ud af dem sammen med Cille efter skole.

Hun bager kanelsnegle til Martin. Hun vandrer troligt afsted om formiddagen med Mille i klapvogn – på udkig efter hunde, katte, fugle og køer, og de ender gåturen nede ved floden, hvor de kaster sten i vandet til Milles store fornøjelse.

Mormor kilder navler og blødt maveskind. Hun afholder picnic på stuegulvet og strikkepindene klikker taktfast, mens pigerne skiftevis leger sammen og driller hinanden. Hun vasker hår og laver madpakker; trøster, når man falder og argumenterer snusfornuftigt med den stædige skolepige.

Jeg har ikke den store lyst til at tænke på hvordan det bliver, hvis (når) vi ikke bor ?lige rundt om hjørnet? i England længere. Det er en af de konsekvenser, som jeg liiiige skal arbejde lidt med, når vi skal til at trække rødderne op og flytte os ud af vores nuværende liv.

Vi har set Mormor cirka hver anden måned – mest fordi hun er vaks til at hoppe på flyet i Billund og vupti! lander hun i Stansted. Hun er midt i vores liv og verden med stort set samme transporttid, som hvis vi stadig boede i København, og hun skulle ?ud at se med DSB?.

Jeg lytter til hendes velkendte trin på trapperne i vores hus. Op og ned med vasketøj, sutter, bamser og Mille på armen, fordi hun insisterer: ?Marmuu, bææære?. Der er hendes velkendte hoste; kedlen, der bliver sat over til kaffe og det hjemmebagte brød. Mormor står op om morgenen for at give pigerne morgenmad. Mormor skubber mig kærligt op i sengen for at sove eftermiddagslur og lader mig vågne til duften af ovnstegt kylling.

Der hersker ingen tvivl om at jeg er beriget med en hjælpsom, betænksom og kærlig Mor. En af den slags, som man godt kan knibe sig i armen over at have modtaget som gave fra et højere sted. Og jeg værdsætter det og tager imod med kyshånd hver eneste gang vi ses.

Mille er blevet en Mormor-hænger. Hun er som et lille klistermærke, der ikke kan tages af igen. Der er gråd, hvis Mormor er borte i to minutter, og der er kys og kram til Mormor, mens jeg blot kan se til på afstand. Men det gør intet, når hendes kærlighed sendes afsted mod Mormor frem for mig. Glæden ved at opleve ens børn sammen med deres bedsteforældre er så stor, synes jeg.

Cille er helt åbenlyst en Farmor-hænger. For da Cille voksede fra baby til tumling boede hun hos Farmor og Farfar fire dage om ugen, mens Martin og jeg forsøgte at få arbejdet flest mulige timer imens. Det handlede om manglende vuggestuepladser i Københavns Kommune. Men det handlede så sandelig også om, at hun ikke kunne være et bedre sted i verden end hjemme hos Farmor. Så et helt særligt bånd binder Cille og Farmor sammen for evigt. Der er fortrolighed, kram og nærhed. Der er pjat og leg og kys. Og selvom der nogle gange går lang tid i mellem at Cille er tilbage i Farmors hus, så er hun hjemmevant fra det øjeblik, hun træder over dørtærsklen og de to små hunde begejstret venter på at følge i hendes fodspor rundt i huset. Cille har et helt fast mønster hos Farmor – der er særlige opgaver sammen med Farfar og hun åbner selv skufferne og tigger sig til franske bagateller hos Farmor.

Cille er også glad for Mormor, derom hersker ingen tvivl. Men Farmor kan ingen vippe af pinden. Mille er stadig så lille og meget åben, så jeg forestiller mig, at hun vil tage ligeså godt imod Farmor om nogle uger, som hun har taget imod Mormor denne gang.

Efter at jeg selv har fået børn er jeg blevet endnu gladere og endnu mere taknemmelig for mine egne forældre. Det er som om jeg først nu forstår rigtigt, at jeg er elsket og accepteret præcist som dén, jeg er, hos de to mennesker – i al evighed. Den livsdimension var jeg ikke bevidst om, før jeg selv følte den endeløse, afgrundsdybe kærlighed til mine egne poder.

Og det har på mange måder ?sat mig fri? i forhold til mine forældre. Jeg ved nu at jeg ikke skal præstere et eller andet cool for at opnå deres anerkendelse og kærlighed – den er der – uanset hvad. Og hvad end mine forældre måtte have sagt eller gjort igennem min barndom, så ved jeg nu, at det altid har været gjort med stor kærlighed og de bedste intentioner. Den vished og forståelse giver mig stor ro i sindet. Der er ingen anklager, bebrejdelser eller misforståelser. Mine forældre er mennesker ligesom alle andre – og uanset hvad, så har de kun ønsket det bedste for mig og for min søster.

Jeg håber at mine egne trunter får den forståelse og opfattelse. Vi gør vores bedste for at de skal føle sig elskede, hørt, set, forståede. Men børn ser, fornemmer og opfatter tusind gange mere end vi voksne forstår. Og derfor kan det vel ikke undgås, at vi alle ender med at have nogle situationer eller minder fra barndommen, som kan gøre ondt, som kan være svære at forstå eller som måske kan være direkte ubehagelige at tænke på?

Nu vil jeg tage Mormor-Mor i hånden og gå ud i efteråret med hende og de to truntepiger. Make the most of it when we can.