Eksporterede tømmermænd og Mormor-blues

Pay-as-you-go børnepasning tilsat husmor-yoga

I England er børnepasningstilbud baseret på helt andre præmisser end i Danmark. Her hersker en pay-as-you-go mentalitet.

Herovre er der 100% egenbetaling frem til dit barn fylder 3 år. Fra barnet er 3 år og frem til skolestart (som 4-5-årig) tilbyder Staten dig 15 timers fri børnepasning om ugen i en institution, som du selv vælger – uanset om stedet er kørt som et privat eller offentligt foretagende. De gratis timer er med til at sikre at børnene socialiseres og bliver skoleklare.

I Danmark betaler man cirka 25% af hvad ens barns institutionsplads reelt koster. De resterende 75% betaler fællesskabet for over skatten og de sindrige omfordelingssystemer i kommunekassen.

Det koster cirka 12.000 kr./md. for en vuggestueplads i både Danmark og England.

Og uden at kunne bryste mig af at være den helt store regnemaskine, så betyder det vel at man i Danmark betaler cirka 3.000 kr./md. for vuggestuepladsen, mens man i England skal hoste op med cirka 12.000 kr./md. for det samme tilbud.

Kan I forestille jer resultatet af to så vidt forskellige politikker i forhold til børn og pasning?

Tja – i Danmark er alle småbørn i dagsinstitutioner. Hele dagen og hver dag, stort set. Det bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved – uanset om Mor er på barsel eller på arbejde. Man har jo stået på en laaaaang venteliste og anvender herefter sin surt-optjente borgerret til et børnepasningstilbud. For der skal to lønninger til at få budgettet til at holde. Og det er vel normen at man får sine børn passet af pædagoger – de ville vel kede sig derhjemme?

Tja – i England bliver man næsten pr. automatik hjemmegående husmor, indtil ens børn er startet i skole – for hvordan finder man lige 12.000 kr./md. pr. barn til institution? Altså medmindre man har en rigtig, rigtig god månedsløn (og dens slags kvinder har jeg mødt overraskende få af)! Med andre ord er man som kvinde “stavnsbundet” til hjemmet, da det ville blive endog meget svært at “få råd til” at gå på fuldtidsarbejde efter at have fået et barn. En del af mine højtuddannede, velbetalte veninder herovre vælger en gylden middelvej i denne husmorkonflikt:

At finde et deltidsarbejde – for det er der rigtig meget af herovre. Og så kommer børnene afsted i pasningsordning nogle få timer om ugen, og mange bedsteforældre spiller en stor rolle i at få hverdagen til at fungere.

Man betaler jo ikke så meget i skat i England – og således betaler man selv for den tid, man gerne vil have barnet i institution.

Denne pay-as-you-go-tankegang har affødt langt flere fleksible pasningsordninger, end dem man ser i Danmark. Du kan købe formiddage eller eftermiddage i vuggestuen; du kan købe hele dage, halve dage og timebasis-pasning hos private dagplejere; du kan købe en pædagog til kørsel til og fra pasningsordning eller til fritidsaktiviteter for dine børn. Du kan købe privat fuldtids-nanny billigere end en fuldtids-institutionsplads…

Hvilken af de to politikker, der er den ‘rigtige’ i forhold til børn og pasningsmuligheder skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men jeg kan personligt rigtig godt lide de fleksible pasningsordninger og tanken om at vende tilbage på arbejdsmarkedet på deltid.

Pt. forlader jeg mig på 100% husmorsituation, men for at afhjælpe følelsen af stavnsbundethed, så køber jeg vuggestue på timebasis til Mille. Hun bliver afleveret i fitnesscentrets private vuggestue et par gange om ugen – og så går jeg til husmor-yoga! Det er rent win-win: Jeg bevarer mit (nogenlunde raske) mentale og fysiske helbred, og Mille får øvet sig i at omgås andre tumlingebørn.

Da min bedre halvdel læste dette indlæg kom hans nørdede golfhjerne naturligvis med følgende indspil:

“Jamen, det er ligesom en pay and play golfbane. You pay to play, Skat”.

Og det er vel det, jeg gør i fitnesscentret, når jeg får min times hellige frihed fra tumlingebarnets urimelige krav?

4 kommentarer

  • Sara

    Hej Tine – super ide med en blog og dejligt at kunne følge lidt med i hverdagen derovre på den anden side.

    En lille kommentar til børnepasningsspørgsmålet. Claus og jeg har rykket teltpælene til Vejle, hvor begge vores drenge er i den samme institution, og vi kan se, at meget også afhænger af kommunen og dens beslutninger – og ikke mindst af den enkelte instititution og ledelsen. Vores vuggestue til Christian på Østerbro var fantastisk, beriget med en stærk leder, og en tilsvarende institution har vi fundet her i Bredballe. Der er gode ydre og indre rammer, masser af natur og et personale, der har en holdning til hverdagen i selskab med børnene. Og det mærkes. De kommer ud, leger vildt, maler, laver æblemost, bager kager etc. Og så har vi faktisk også muligheden for at vælge deltidsmoduler, hvis vi vil.

    Og det er ikke kun pasningen, der spiller. Alt i alt oplever vi herovre, at vi er endt et sted, hvor kommunen arbejder for borgerne, og vi har kun mødt hjælpsomme og flinke ansatte. Både i pladsanvisningen, borgerservice og hvor vi nu ellers har været i kontakt med det offentlige – og det smitter åbenbart, for det har også bredt sig til butikker osv. Det er virkeligt utroligt, så meget det betyder, at man går til tingene med den rigtige indstilling og er sit ansvar voksen. Så hvis flere områder i DK kunne tænke lidt uden for kasserne og på brugerne af de offentlige tilbud, ville vi også have større fleksibilitet. Det er i hvert fald mit postulat.

    Ellers håber jeg, at du nyder livet og tiden med børnene, mens Martin passer arbejdet. Det er en luksus at have tid med sine børn.

    Mange hilsner fra Vejle og en tidligere kollega – Sara

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Sara,

      Hvor er det dejligt at høre fra dig!

      Tak for din fortælling fra hverdagslivet. Det lyder bestemt som om I har fundet de perfekte rammer for jeres familieliv ved flytningen til Bredballe/Vejle.

      Og det er fedt at høre, at I har positive oplevelser med dagsinstitutionen, kommunen og hvor man ellers som borger (og kunde) kommer i kontakt med de serviceydelser, man har behov for at benytte sig af. Det virker som om at der er mange gode grunde til at flytte til midten af Danmark, så det kan være at man skal overveje det? 🙂

      Jeg håber at du finder et rigtig godt arbejde, som er udfordrende og passer til jeres familieliv – men jeg er sikker på at du samtidig også nyder den ekstra tid og det frirum, som du har for tiden til at være sammen med dine drenge.

      Dit argument om at ‘hvis de offentlige instanser husker at tænke på borgeren, slutbrugeren, kunden, modtageren af en ydelse eller et produkt, så højner det kvaliteten og fleksibiliten’ – er jeg helt enig i. Jeg tror ikke at alting nødvendigvis skal privatiseres for at blive godt (og herovre er det en blanding ligesom i DK). Kommuner og andre offentlige instanser kan sagtens levere fine ydelser til borgerne – hvis de har det rette mindset og nogle stærke ledere.

      Og det er dejligt at I er landet i et smørhul, hvor jeres familie oplever at blive vel modtaget og at jeres drenge udvikler sig og har en positiv tid i vuggestue og børnehave.

      Pøj-pøj med livet i Vejle.

      Knus fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Svigerfar,

    Tak for dit historiske oprids over de danske dagsinstitutioners tilblivelse – og særligt din afsluttende bemærkning om en mulig overgangsfase. Det håber jeg meget på at vi befinder os i -for børnenes skyld. For det er altså ikke kun de voksne, der går på arbejde i Danmark – det gør børnene også hver eneste dag.

    Vi er vist temmelig enige om at små børn hører til hjemme hos deres primære omsorgspersoner (Forældre, Bedsteforældre eller lignende) i de første leveår. Selvfølgelig mener jeg at det er et vigtigt led i deres udvikling, at de har mulighed for at interagere med andre børn på samme alder, men den slags kan foregå på mange andre måder end ved at være i en institution. Her i England, hvor stort set alle mødre er hjemmegående, er det naturligt at man deltager i mødregrupper, legegrupper, sang, rytmik, gymnastik, svømning osv. Disse aktiviteter er enten gratis (finansieret via offentlige midler eller velgørenhed) eller også så koster de fleste et symbolsk beløb at deltage i. Så alle har mulighed for at deltage i noget hver dag, uanset deres økonomiske situation.

    Som jeg ser det i vores engelske omgangskreds, så er de fleste småbørnsfamilier meget afhængige af bedsteforældrenes hjælp i det daglige. For det kan blive for omkostningsfuldt at anvende de forskellige pasningsordninger, selvom man kan få det stort set som man vil have det. Det skal trods alt kunne betale sig at gå på arbejde, så bedsteforældrene henter og bringer fra pasningsordning, og har ofte en eller to hele hverdage om ugen, hvor de passer børnebørnene.

    Kvaliteten i pasningsordningerne er i særdeleshed på højde med de danske vuggestuer og børnehaver. Ikke at jeg har bred erfaring med den slags i Danmark, men jeg kunne da se åbenlyse forskelle mellem Cilles danske vuggestue versus den london’ske. Der er maximum 3 vuggestuebørn pr. pædagog herovre, og de laver langt flere kreative, stimulerende aktiviteter med børnene. Hver dag er der flere slags “messy play” (maling, insekter, isterninger, vand, sand, spaghettibjerge, hjemmelavet modellervoks, kartoffelmelsklister, bolledej og hvad ved jeg). Den slags var forbeholdt særlige lejligheder hjemme i Danmark. Der er også tydelige læringsmål for de helt små børn; institutionerne følger nøje Undervisningsministeriets program og overleverer en opdateret mappe for hvert enkelt barn, når barnet starter i skole. På den måde sikres en kontinuitet og en forståelse for det enkelte barns behov og færdigheder mellem institutionen (play group) og primary school.

    Afslutningsvis vil jeg fprtælle dig at jeg smilede bredt, da jeg læste din beskrivelse af de krasse kommentarer og anklager om mandschauvinisme, som du har måttet stå model til, pga. dit og Farmors valg dengang. Jeg vil afgjort skrive mere om kønsroller og det at være hjemmegående anno 2013, bare vent…det bliver ikke kedeligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • John Austin

    Hej Tine.
    Sandelig nogle gode spørgsmål. Jeg har altid ment, at børn på kun et år slet, slet ikke er beregnet til at være væk fra deres primære omsorgsperson i hele dage. Uden at have det ringeste bevis for det, kan jeg mageligt forestille mig at dette er den primære årsag til eksplosionen i adfærdsvanskelige drenge i skolealderen. Piger (tror jeg) er lidt mere robuste og klarer det bedre. Før det blev almindeligt at børn kom i institution, var det børnene der vidste hvor de voksne var, og vidste hvordan de kunne opsøge dem, hvis det var nødvendigt. Nu er det lavet om. Nu er det de voksne der ved hvor børnene er. De er spærret inde på en institution. Børnene “ved” selvfølgelig også at forældrene er på “arbejde”, men det er jo ikke et sted de kan opsøges.
    Når der i DK blev bygget mængder af institutioner for 50 – 60 år siden var det jo ikke på grund af et pres fra “børnepartiet” der truede med at gå i strejke hvis de ikke fik vuggestuer og børnehaver. Det var andre interesser der blev varetaget og børnene der måtte leve med konsekvenserne. Da jeg for en menneskealder siden selv fik børn var jeg, og hende jeg fik dem med, enige om, at hun skulle passe dem til den mindste kunne komme i halvdags børnehave. Jeg tror stadig det var den rigtige beslutning, men jeg har i tidens løb fået rigtig megen skældud fra feminister, der føler voldsom indignation over dette mandschauvinistiske bæst, der tog en uskyldig pige til fange, gjorde hende gravid og spærrede hende inde sammen med bleer og kødgryder.
    Den lave engelske skat skulle jo gerne have som konsekvens, at forældrene kan vælge en pasningsform der er i barnets interesse og det lyder det da også som det I nu gør, men gælder det også for den gennemsnitlige hr. og fru England? Og er den børnepasning man kan købe for overkommelige beløb lige så kvalificeret som den vi i DK kan købe for 1/4 af hvad den faktisk koster. (Jeg mener i øvrigt der er en lille forskel: Forældrene betaler 25% af prisen for en børnehave men 30% for en vuggesueplads, noget jeg for længe siden i LokalListen har argumenteret for IKKE at ændre. Nogen ville gerne have 25% taksten for begge typer institution).
    Når vi overhovedet har problemet er det jo fordi vores arbejde og vores børnepasning er blevet umulige at integrere. Så set med civilisationens langsyns-briller er vi måske bare i en overgangsfase og har ikke fundet den optimale løsning endnu??

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Eksporterede tømmermænd og Mormor-blues