Det forsvundne Mor-Monopol

?Hvem vil du helst have til at putte dig til aften, Cille??, spørger Martin. Han sidder bag rattet med hele sit kvindelige entourage fastspændt og dermed tvangsindlagt til hans morsomheder.

?Daddy?, sukker skolepigen henført, mens hun smiler bredt. ?Mor er en prut-fis til at putte mig?, storgriner barnet nu med et frækt ansigtsudtryk.

Jeg kigger over på Martin, der klukker velfornøjet over egne evner som pauseklovn. Han ser mit halv-syrlige citron-ansigt og spørger drillende, henkastet: ?Hvad er der i vejen, Skat??

Der er da ikke noget synderligt i vejen. Bare lige det lille problem at mit Mor-Monopol er blevet brudt. Far-Monopolet har taget over og føles som en tung dyne, jeg ikke kan få skubbet til side. Martin har nu overtaget rollen som operaens førsteelsker, og jeg er den forsmåede bejler, der ser til fra scenens hjørne.

Cille lyder sådan her: ?Nej, Mor! Far skal give mig nattøjet på!?. ?Far skal bære mig?. ?Far skal læse historie for mig?. ?Far skal give mig morgenmad?. Hun smyger sig om ham og hænger fast som en lille abekat.

Mille kalder af sine lungers fulde kraft: ?Daddyyyyy, sut?. ?Daddy, poopoo?. ?Daddy, water?. Hun løber ham i møde, krammer ham om knæene og strækker armene op, så han kan bære hende på sejrsrunder i huset som en anden Dronning af Saba.

Mor bliver fravalgt, og Far bliver tilvalgt. Dette er mit tunge livslod for tiden. Suk.

Pigerne får naturligvis ikke altid selv lov til at bestemme, hvem der skal gøre dette og hint med dem, men de gør deres ihærdige forsøg! Og de er begge inde i en Far-fase af de helt lange. Så lang, at den snart gerne må gå væk igen. Helt ærligt.

Når pigerne er inde i en Mor-fase er Martin tålmodig og afventende. Forstående trækker han sig tilbage og er bare glad, når pigerne er glade. Glade for at de vil have deres Mor – og han så får lejlighed til at se 20 minutters Champions League mere på sofaen, mens jeg putter dem.

Jeg husker tydeligt, hvordan han stod tålmodigt og ventede uden for aktiviteterne i Legoland Windsor i en hel weekend, fordi Cille kun ville have sin Mor med. Der ville jeg nok have været en kende anstrengt til sidst, hvis det havde været omvendt.

Men hvorfor kan jeg ikke have det på samme måde, når pigerne er i en Far-fase? Hvorfor kan jeg ikke bare glædes over deres fællesskab, rykke lidt i baggrunden og snuppe en ekstra kop kaffe i sofaen?

Jeg magter tydeligvis ikke at være så voksen og overskudsagtig som min bedre halvdel – og det irriterer mig.

Når man er så heldig at have fået et barn, får man samtidig en af de helt store livslektier:

At alting ikke handler om én selv mere

At der er noget meget vigtigere i livet. Et andet menneske, som man har ansvaret for at passe på og hjælpe til med at selvstændiggøre og lære færdigheder, således at dette nye menneske kan blive velfungerende og leve et godt og nyttigt liv. Det kan alle forældre vist skrive under på.

Men med jævne mellemrum glemmer jeg, at det ikke længere handler om mig. Så dukker der et lille ækelt, misundelsesgrønt undermenneske op, som hvisker mig i øret, at Mor-monopolet bør genindføres.

Indrømmet (også selvom det piner mig): Jeg vil helst have at pigerne skal vælge mig.

Som om det er en konkurrence?!

Det er himmelråbende latterligt, pinagtigt og barnligt af mig. Men ikke desto mindre, så er jeg gladere, når jeg bliver valgt. Når der bliver kaldt på mig og gjort et ekstra nummer ud af at Mummy klarer ærterne.

Inderst inde ved jeg selvfølgelig, at pigerne elsker mig (også i Far-faserne). Og at de elsker deres Far ligeså meget (også i Mor-faserne). Intet menneske kan vel ?vælge? i mellem forældrene? Og det faktum, at børn gennemgår faser, hvor de foretrækker og afprøver den ene forælder frem for den anden, er jo et helt naturligt led i deres udvikling.

Men jalousi-undermennesket betragter de elskende. Pigerne, som henført leger kysselege med deres Far…og jeg drømmer om at det bliver min tur igen. Jeg vil også kysses!

Måske hænger mit ønske om genindførelse af Mor-Monopolet sammen med at jeg er der for pigerne 24/7, og er vant til at gøre alting for dem?

Eller måske hænger det sammen med at jeg føler, at jeg viser min kærlighed, når de bliver puttet, nusset og plejet af mig – og at jeg får det samme retur fra deres side?

Måske er jeg den eneste i verden, der er så smålig?

Eller er det her mon en “Mor-problematik” af den slags, som man ikke plejer at tale ret højt om?

For fremtiden vil jeg øve mig i at glædes over Far-faserne. Jeg er bevidst om det komplet tåbelige i at føle mig forsmået, tilsidesat og mindre-set, bare fordi de gerne vil have deres Far. Der findes ingen konkurrence. Der er ingen favoritforælder frem for den anden. Der er to dedikerede forældre, som bare gerne vil deres børn mest muligt.

Og jeg elsker ham jo for hans engagement i pigerne. For at han er Far med det helt store F. For at han prioriterer pigerne og kommer hjem for at være sammen med dem hver eneste aften og weekend.

Så nu lover jeg, at jeg vil gøre mit bedste for at pakke underskudsmennesket sammen. Jeg vil folde det grøn-gule, grimme væsen på midten og øve mig i at nyde mine fristunder, mens Martin tager over.

Når Mor-Monopolet vender tilbage, så vil jeg måske endda tænke tilbage på Far-Monopolet med vemod? Mon man kan vænne sig til kaffe i sofaen, mens Far putter pigerne? Det er da forsøget værd.

Martin smiler tvivlende i baggrunden…