Kvie Sø

Vi er landet hos Mormor efter en uge i sommerhus ved Kvie Sø sammen med Morfar og Conny.

Under corona-lockdown i Dubai visualiserede jeg, hvordan jeg skulle sidde på et picnictæppe ved søens brink, mens fire bulderbørn legede i Kvie Sø med fiskenet i hænderne og røjserne skruet godt på – alternativt i badetøj og med solhatte, hvis man da turde håbe på godt, dansk sommervejr?

Og når bulderbørnene så havde fanget en sten eller et blad, skulle de komme op til Moster-Mor på tæppet og vise herlighederne frem, og få kys, kiks og saftevand i bytte.

Intet i den visualisering holdt stik.

Vejret var slet ikke med os. Det var overskyet, ustadigt og blæsende stort set hele ugen.

Fiskenet, røjsere og badetøj kom heller ikke i brug.

Det var dog ikke vejrets skyld, men derimod noget ærligt og redeligt lort.

Kvie Sø er en særlig lobelie-sø med helt klart ferskvand og dejlig blød sandbund, hvor de sjældne lobelieplanter vokser. Vandet er rart og skvulpende, og man kan under normale omstændigheder bade trygt og længe i søen – præcist som man også kan i Sveriges stille skovsøer, men i Kvie Sø er vandet ikke nær så koldt, og der er heller ingen skjulte klipper under overfladen.

I min barndom var Kvie Sø altid et besøg værd. Vi kunne bruge en halv dag på at ligge på brinken af søen, mens vi læste bøger og lå og sludrede i det tørre græs. Ind i mellem badede vi og krummede tæer i det bløde sand, og vi fnøs, når vi mødte et brugt plaster eller noget ispapir i overfladen. Vi var ikke de eneste, der frekventerede lobeliesøen om sommeren. Den er populær blandt fastliggere og tyske turister. Der var også et offentligt lokum og en lille iskiosk, som selvfølgelig skulle tjekkes ud undervejs. Fancy var det langt fra – men vandet var dejligt, og stemningen var varm og langsom.

Nu om dage har et hollandsk værtspar åbnet et pandekagehus, hvor iskiosken plejede at ligge. Min barndoms Faxe Kondi’er og blinklys-limonade-is er skiftet ud med Hansen Is og store fadbamser, tilsat søde og salte pandekager med varieret fyld. Hollænderne virker lidt excentriske og holder bl.a. påfugle og høns rundt om restauranten, plus 3-4 løse hunde. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det, men legepladsen er god – og udsigten over søen fejler ikke noget.

Men tilbage til dét med lort. For det var virkelig noget lort med Kvie Sø.

Hvis man google’r ‘lobeliesø’ står der beskrevet, at disse kalk- og næringsfattige søer er meget sjældne i Danmark, og at de holdes naturligt rene og klare af de særlige lobelieplanter, der har overlevet jeg-ved-ikke-hvor-mange-istider. Lobeliesøerne er også sjældne, fordi de ofte bliver forurenede med plantenæringsstoffer, såsom alger – eller som i sommerens tilfælde – e-coli. Altså den rene lort. Varde Kommune har endnu til gode at finde ud af, om e-coli-forureningen i Kvie Sø stammer fra mennesker/spildevandsudledning, fugleekskrementer eller sivende gødning fra landbrugsjord. Who knows?

Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor skam. For ikke at sige en skandale, når sådanne særlige vand-naturområder forurenes, så hverken mennesker eller dyr bør komme i kontakt med vandet. Men uanset hvor meget, vi ærgrede os over lort i søvandet, så var der jo ikke noget at gøre. Badning forbudt denne sommer.

Det blev til en masse gode løbe- og gåture omkring Kvie Sø i stedet for, for mit vedkommende.

Og dét var selvfølgelig også smukt og dejligt.

Men jeg havde da håbet på og forestillet mig, at en hel sommer-uge ved Kvie Sø skulle være lig med hop fra badebro, leg med fiskenet og stille fordybelse i vandspejlet. Måske næste år.