Jeg sidder og ser billeder igennem fra 10 dage med Moster-Søsteren, Jo og Svoger-Onklen.Og jeg får den der gammelkendte, synkende fornemmelse. Den starter i det øjeblik, hvor Martins lufthavnsbus triller afsted med elskede mennesker på bagsædet og deres feriefyldte kufferter i bagagerummet. I det øjeblik, hvor jeg hæver armen over hovedet og vinker et sidste farvel og på gensyn. I det øjeblik, hvor jeg står alene (og forladt) tilbage på fortovet og skutter mig i morgengryet. I det øjeblik, hvor det går op for mig, at tomheden nu vil runge i huset for en tid. Fordi alting uvægerligt vil minde mig om et eller andet morsomt, hyggeligt eller rart, som vi har foretaget os sammen. Så snøfter jeg lidt for … Læs resten af Synkende fornemmelser