Hund og hund imellem

Dræberhunden fylder 2!To år med poteaftryk overalt, med gøen og logren og generelt glad-hund-dage i vores lille firkløver. To år, der kun har gjort os mere lykkelige for beslutningen om at blive hundeejere. For selvom der altid har været masser af skønne hunde i familien og omgangskredsen, så er det noget andet at stå med ansvaret for ens helt eget lillebitte hundeliv.

Daisy er fra en lokal hvalpemølle i Ajman, og vi har aftalt, at hun har fødselsdag den 26. oktober – selvom vi reelt set intet aner om det.Vi fik hende udleveret fra en af Dubai Municipality’s kontrollerede dyrehandler i det nordlige Dubai den 26. december, og fordi reglerne er således, at man må modtage sin hvalp, når den er to måneder gammel, tilbagedaterede dyrlægen såmænd bare fødselsdatoen til den 26. oktober i Daisys hundepas. Smart, hva’?

I det hele taget har vi gjort alt det, man ikke må. Fået hende igennem en uetisk dyrehandel, som aftager hvalpe fra uetiske hvalpemøller. Vi har aldrig fået lov til at møde hverken moren eller faren, og vi er ret sikre på, at dyrlægetjekket var af den slags, der bare stempler hvad som helst.

Hun kom med os hjem som pigernes julegave for to år siden – en lillebitte flødekaramel-farvet pelstot, der var usikker og utryg uden sine to søstre i den lille transportkasse. Faktisk græd hun hele vejen hjem.

Og dyrlægerne sendte naturligvis en kærlig hilsen til Daisy og hendes ejere i anledning af den store 2-års-dag, for de har da fået deres andel af kagen undervejs.

Daisy havde dengang de samme hvalpemølle-symptomer, som jeg har hørt om fra mange andre, dvs. mange orm i maven og ditto ringorm i pelsen. Hun havde heldigvis ikke giardia, hjerteorm eller andre livstruende parasitter, så vi slap nådigt.

Og hun gik hurtigt fra at være den generte type til det reneste, gladeste vanvid. Jeg tror alle omkring hende husker de sylespidse hvalpetænder, som hun yndede at gribe om haser og bukseben med.Vi har efterhånden lært hendes signaler at kende og forstår en smule bedre, hvad det vil sige at tale hundsk her efter to års skarp træning. Men helt så lærenemme som hun(d) er, dét er vi nok ikke.Ellers også er det måske Daisy, der er blevet dygtig til at tale menneskesprog? Faktisk har jeg hende mistænkt for at opfatte sig selv som én af os…Ihvertfald holder hun sig inden for ganske få meter fra mig til alle tider – og hun besidder en evne til at se så indtrængende på mig, når jeg drikker kaffe eller får en snack, at det kræver en næsten umenneskelig rygrad at stå imod. Hun er min wing-woman. Min trofaste vagthund. Min evigt-glade turhund.Og selvom jeg ind i mellem godt gad at dele hundetjansen med andre i familien end Maricel, så ved og ser jeg hver eneste dag, hvilken glæde, Daisy spreder – og hvordan hendes ivrige, fjollede væsen smitter af på os og pigerne.

En gang om ugen får vi dog brudt symbiosen, hvilket måske er mest til glæde og lettelse for mig, men det er lidt en nødvendighed, at den lille hunde-madamme er i stand til at begå sig blandt andre hunde og være væk hjemmefra, for kennel og dagpleje har vi brug for, sådan som vi lever vores liv.Her er hun fotograferet i My Second Home Al Quoz på sin fødselsdag. Det er noget nyt, at hun er hos dem, men umiddelbart kan jeg rigtig godt lide stedet og stemningen. Her skal hun også passes i 10 dage, når vi skal på juleferie i Danmark, og Maricel rejser på sin måneds ferie på Filippinerne.

Og i anledning af 2-års-dagen stod pigerne klar med nyt legetøj, en portion laksemousse og et lille kødben, da Daisy kom hjem fra dagpleje. Det var stort set alt, hvad et lille hundehjerte kunne begære.Det skulle da lige være en langvarig omgang mave-nus på gulvtæppet og lidt kast-med-bold. Dét går aldrig af mode.

Og nu overvejer jeg, om Daisy og jeg skal se klassisk DR TV sammen i aften – liggende i sofaen med slumretæppe og hver vores snack. Husker du familie-serien Hund og Hund imellem? Den kan findes frem fra gemmerne på Bonanza:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/47/hund-og-hund-imellem

Mange hilsner fra Mor i Udlandet