Flødedrøm x pølseskind

Mit søsterskab er fyldt med savn. Sådan er det ofte, når den første begejstring over at være kommet hjem til egne, dejlige rammer og et nyt, spændende skoleår er skudt godt igang.Det er i virkeligheden ikke så underligt. Selvfølgelig er det skønt at være i Danmark i to måneder hver sommer, men samtidig savner vi vores hjem, Daisy-hunden og Maricel – og de ting, vi plejer at gøre derhjemme. Og når vi så er tilbage i egne, trygge rammer, opstår der plads til at tænke over, hvornår vi mon ser alle de mennesker, vi elsker og holder af i Danmark igen. Det er et evighedshjul eller en kontinuerlig cyklus, vi befinder os i – i vores selvvalgte udvandring.

Og jeg klager ikke, for der er masser af energi i at skifte liv og hjem flere gange om året. Faktisk kunne det gå hen og blive helt kedeligt, hvis vi altid var det samme sted, har jeg på fornemmelsen?

Jeg tror, det er derfor, at folk elsker at have et sommerhus eller en campingvogn til weekenderne, for så får man lige en dosis luftforandring og får kigget på noget andet og nyt end det sædvanlige.Men lige nu er det altså mit søsterskab, der trænger til lidt opmærksomhed. Heldigvis har min søster og jeg aftalt at holde Walk ‘n’ Talks, når det kan passes ind i min søsters travle fuldtidsarbejdsdag. Så får vi begge en dejlig frokost-gåtur med ‘hinanden i ørerne’, som om vi gik sammen og vendte stort og småt. Der er nemlig sjældent, at der er stille eller roligt nok til fordybelse og gode samtaler, når vores respektive troldebørn kommer hjem fra skole – og sådan har det faktisk været i 13 år nu, siden jeg som den første af os blev til en mor.For når man bliver mødre, bliver søstre jo til mostre. Og både moder- og mosterskabene sluger søsterskabet glubskt og grådigt. Søstrene står ikke en chance imod afbrydelserne, toiletbesøgene, hvin og vræl, gråd og latter, rimelige og urimelige krav, skænderier, pludselig opstået sult, behov for vådservietter og down-right kværuleren.Og så er der de gyldne øjeblikke. Ofte fem minutter ad gangen, men de er der dog. Trods alt.
Dér, hvor ens børn leger glemt-for-tid-og-sted i den fineste udstilling om Flødedrøm x Pølseskind på Brandts Klædefabrik i gode, gamle O’ense.Dér, hvor vi får lov til at sidde op ad hinanden og hvile benene et øjeblik på skødet af en stor grillkylling.Dér, hvor flødekaramelpapir hvirvler rundt på forunderlige luftstrømme, så både søstre og søsterbørn bliver helt betagede.
Dér, hvor vi fjoller og gakker og gøgler sammen på dén måde, man kun tillader sig, når man er elsket og set.
Dér, hvor alle er mætte, tilfredse og nogenlunde disciplinerede ud i genren ‘vi går i byen’. Dér, hvor det lykkes at fejre det mirakel, det er, at ens lillesøster fylder fyrretyve år. Midt på den fineste augustdag.Dér, hvor solen skinner, og hvor mor-mormoren og niecen har bagt kærlighedskager til verdens bedste datter-moster.Shoot. Jeg glæder mig til at fylde ting og sager ind i mit mosterskab igen, når jeg endelig får fingrene i de to små banditter ovre i Odense.

De gider nemlig ikke tale i telefon med deres gamle moster, og det er helt okay, hvis deres mor gider gøre det i mellemtiden, så savnet ikke bliver for hårdt. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet