Roadtrip til Oman

Tines tips til Dubai

Wow, det er lang tid siden, jeg har lavet sådan noget læs-med-her-hvis-du-er-ny-i-Dubai-eller-glad-turist-i-sandkassen.Det har der ligesom ikke været den store årsag eller anledning til de seneste to år, hvor COVID-19 har sendt de fleste af os hjem i en bizar form for tidsubestemt arbejdslejr.

Samtidig virker det helt ude af trit med virkeligheden, når jeg begynder at tale om hotelophold og solskin, mens ukrainerne egenhændigt er i færd med at forsvare deres land mod én af verdens supermagter, der er skingrende vanvittig.Men der er jo det forunderlige ved verden. At den går videre.

Midt i en pandemi og på kanten til noget, der ligner en tredje verdenskrig.

Midt i sorg, død, ødelæggelse, flugt, savn og smerte traller vi rundt i hverdagstrummerum og planlægning af weekendens indhold. De fleste af os kan ikke gøre så meget mere end at støtte en pengeindsamling, aflevere relevante ting til at sende afsted eller hjælpe til, hvor nogen har brug for en håndsrækning.

Behovet for solskinsvarme på frosne skuldre og næser bliver nok heller ikke mindre af alle de problemer, verden kontinuerligt rammes af.Så – når nu du ikke kan styre udlængslen og rejsetrangen længere, er der i de kommende måneder ‘gode priser’ i De Forenede Arabiske Emirater. ‘Gode priser’, fordi det snart bliver seriøst varmt hernede, og så slutter den traditionelle turist-højsæson, fordi de fleste mennesker bliver skræmte af +40 grader. Snart bliver det også Ramadan, og den hellige måned er altid lig med festligheder og slagtilbud på alle hylder.

Ramadan og hedeslag – du kan sagtens tage afsted alligevel, og højst sandsynligt spare en bunke penge eller opgradere til noget endnu flottere, fordi der er så mange, der ikke orker ørkenens ‘rigtige’ varme.

Det handler om forventningsafstemning – så hvis du er helt okay med at opholde dig meget i poolen eller indendøre på et lækkert hotel, i centre, på restauranter, caféer og muséer, så er det absolut intet problem at være på ferie i Ørkenstaten mellem april og oktober.

Hvis du derimod har et stort behov for at bade i havet, gå lange ture langs stranden og opholde dig mest udendørs i naturlige omgivelser, så er det en rigtig fjollet idé at rejse hertil i den varmeste periode af året. Vent til november eller februar, som er de to dejligste måneder på hele året.

Jeg fik inspirationen til dette blogindlæg for et par weekender siden, hvor vi var på hotelophold med vores belgiske venner. Den ene arbejder for det store byggefirma, EMAAR, der nok er det mest etablerede og troværdige entreprenørfirma hernede, selvom der er mange om buddet. Byggebranchen boomer næsten altid i Dubai, selv når det går skidt mange steder i verden. På grund af deres tilknytning til førnævnte firma, foreslog de, at vi skulle besøge det næsten ny-åbnede The Address Beach Resort i Fujairah.Og hvilken fin oplevelse, det var.I et land, der ikke skorter på kæmpe hoteloplevelser, må Address Beach Resort i Fujairah betegnes som et boutique hotel, der ligger placeret så uendeligt smukt – nærmest ind i en bjergside.I Europa ville hotellet nok være standard størrelse, men med de enorme hotelkomplekser, der findes her i ørkenen, føltes Address småt på den virkelig fede måde – med tre mindre pools, der var afgrænsede på tre plateauer, og med direkte adgang til en dejlig strand, hvor der desværre var krible-krabledyr i havet, der gjorde det til en ubehagelig oplevelse at bade. Jeg ved ikke, om det var goplernes larver, som ofte skaber problemer hernede, men jeg kom ihvertfald hurtigt op af saltvandet igen og ned i klorbassinet, før jeg fik reddet mig en omgang hudirritation.

Udover dejlige pools og havudsigt, skal hotellet også have ros for dejlig og veltillavet mad – både ved poolen og i hovedrestauranten, hvor vi spiste buffet både morgen og aften, fordi børn…rigtig mange børn.Samtidig var indretningen virkelig pleasing.Med masser af tørrede og friske blomster – og hyggelige siddepladser overalt, der inviterede til læse- og kaffepauser.At tage på hotel er én af de mange luksus-goder, vi har ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater. Forlængede weekender, Ramadan-tilbud og residents-offers næsten året rundt gør det til en hel nationalsport at finde skønne hotelophold til gode priser. Vejret, serviceniveauet og de elegante omgivelser får en almindelig weekend til at føles som en mini-ferie – og det elsker jeg af hele mit hjerte. Faktisk ved jeg slet ikke, om jeg kan holde ud at tænke på at bo andre steder, men det er som bekendt lettere ytret end fikset.Hvis du får lyst til en tur ned i sommer-heden, der absolut er kickstartet her i marts, kan jeg varmt anbefale at kigge på The Address- og Vida-hotelkæderne – og selvfølgelig Jumeirah-gruppen, som dog ofte er voldsomt dyr. Der er også andre boutique hoteller, der skyder op, som f.eks. Zabeel House, der er en ny og billigere del af Jumeirah-gruppen.Prøv også at kigge uden for Dubai i én af de mindre kendte Emirater, f.eks. Fujairah, Ajman eller Ras al Khaimah. Det tager et par timer fra Fujairah til Dubai, hvis du vil ind og opleve Expo eller noget andet godt, men køreturen er smuk og spændende.Det er muligt at leje bil på dansk kørekort, og ellers kan man lave en aftale med det lokale taxa-selskab, der helt sikkert kan køre rundt i en dags tid for en slat penge. Lad ikke hotellets bil køre dig rundt – det er alt for dyr en løsning ift. de andre udmærkede løsninger, som Careem og Über.Der er meget stor prisforskel på at bo i f.eks. Umm al Quwain på Vida Beach Resort og så et centralt hotel i Downtown Dubai. Og skulle du have mest behov for sol og afslapning, giver det ikke rigtig mening at betale ekstra for at bo inde i Dubai. Hvis du omvendt meget gerne vil ud og opleve byens seværdigheder, er det svært at bo længere væk i én af de andre Emirater, fordi trafikken frem og tilbage er temmelig “spændende” morgen og aften.Rigtig god ferie, hvis du ender i sandkassen – i enten det ene eller det andet Emirat.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Roadtrip til Oman