Roadtrip til Oman

Mens det ser ud til, at de fleste er fløjtet ned af skiløjperne i vinterferien, fik vi kun tildelt en forlænget weekend, og dér bliver det altså mægtigt svært at nå på skiferie, selvom der er mange gode ski-destinationer lige rundt om hjørnet fra De Forenede Arabiske Emirater. Tænk Libanon, Iran, Aserbaijan, Georgien og den slags eksotiske lande med høje bjerge, hvor sneen ikke smelter. Til gengæld har vi 14 dages forårsferie at se frem, men der er det for sent på sæsonen til at ski’e ned ad bakkerne.

Selvom der kun var en forlænget weekend at gøre godt med, sørgede vi for, at den blev udnyttet på fineste vis med et roadtrip. Jeg elsker, når Martin sidder bag rattet, og vi langsomt forlader det gule, støvede ørkenlandskab uden for Dubai til fordel for den takkede Hajjar-bjergkæde længere mod nord.Jeg følte et behov for at komme lidt væk hjemmefra. Måske fordi vi blev i Dubai i juleferien, måske fordi jeg generelt er lidt hjemmekulret efter to fornøjelige år med en pandemi lige i face. Men se lige, hvilke bjerge, vi omgiver os med her på Den Arabiske Halvø! Vi deler Hajjar-bjergene med vores nabo og kæmpe kammerat, det stolte Sultanat Oman.
Vi kørte over grænsen ved Hatta, der hedder Al Wajajah på Oman-siden. På kortet befinder jeg mig ved den blå prik i Dubai og destinationen er den røde pin – Muscat, Omans hovedstad, der ligger så smukt ud til Oman-bugten.Google Maps anslår køretiden til knapt 5 timer, men den skal du ikke helt hoppe på. Omans grænsekontrol er nemlig en times valfarten rundt i et skægt cirkus, stort set uanset antallet af grænsesøgende medrejsende. De har bare ikke styr på processen, og de holder stand med forskellige forklaringer, multiple køer og varierende luger og glughuller, der ikke helt giver mening. Men flinke – dét er de, tolderne og militæret (eller hvem det nu er, der stempler passene).

Det hjalp heller ikke videre på humøret, at vores dyrt tilkøbte datapakke til Oman ikke virkede, da vi krydsede grænsen, og først begyndte at virke halvanden time senere, hvor pulsen efterhånden var støt stigende. Heldigvis ramte vi den store, nye motorvej, der kører i lige linje til Muscat. Den fine, nybyggede vej er et alternativ til den mere knudrede kystrute, der helt sikkert vil vinde på skønhed, men ikke på hastighed.

Frem kom vi.

Og kl. 22.30 holdt vi træt middagsselskab på værelset.

Næste morgen stod jeg tidligt op til høj, blå himmel og kokosnøddepalmer, der vajede i den milde brise fra dét hav, der lidt længere ude bliver til det skønne Indiske Ocean.Jeg skiftevis løb og gik med udsigt til både udtørrede og friske flodlejer – de såkaldte wadis – og vilde mangroveskove, hvor fuglene fløj omkring.Vidunderlig natur – så levende og naturlig – og lige midt i byen.

Så modsat Dubai.

Og jeg var ikke alene om at vejre morgenluft, dén morgen. Der var også en hel del vilde katte. Og Omani-fiskere, der tøffede langsomt ind og ud ad et interimistisk havneleje, som jeg fornemmede var 100% afhængigt af tidevandets kommen og gåen.Muscat er som den hjertevarme og evigt-smilende efternøler-lillebror i en stor børneflok, som bare giver zero fucks for alle andres prætentiøse forsøg på at sælge sig selv for dyrt.What you see, is what you get. Hvilket oversat til Omani betyder mini-forter og fransk koloni-stil med stiliserede luftkanaler i islamiske mønstre, og eventuelt en lille balkon i træ med jalousi-vinduer.Hvilket ikke bliver mindre charmerende i tusmørket lige efter solnedgang.Vi trissede afsted langs Muttrah Corniche sammen med alle de andre – lokale og turister – med det formål at besøge souq’en, fordi det var ret vigtigt at få fat i et Omani-hovedtørklæde og nogle lokale dadler, når nu man havde muligheden for det. Jeg fotograferede og snakkede på livet løs – til stort begejstring for min introverte familie.Her var jeg f.eks. ved at lære om kvalitetsforskellene i den stenede harpiks, som er dét, der kaldes røgelse. Det særlige røgelsestræ gror her i Oman, og de er eksportører af verdens fineste og dyreste parfumer med de reneste typer af røgelse og oud.Og som altid var der et væld af sjove krydderier og tørrede sager.Man kunne også have fået sig en Omani-hat.Eller metervis af smukke, guldbroderede bændler.Der var også masser af sølv- og guldsmykker til salg, køkkenting, kunstobjekter og masser af kineser-ral. Vi nøjedes med dadler og tørklæder. Som sædvanligt. Og en Omani-hummer som afslutning, ikke at forglemme!Næste morgen gad Martin godt at gøre mig følge nede på Qurum Public Beach, så vi gik i den modsatte retning mod flere kokosnøddepalmer.Igen var der masser af omanier ude at nyde stranden og morgenkaffen – jeg tog bare ikke billeder af folk, fordi de ikke havde bedt om det, men de så flotte ud i deres traditionelle klædedragter med enten de der hatte, jeg viste fra souq’en eller pashmina-tørklæder foldet til bløde kranse om hovedet. Ulig golfaraberne med deres stivede sort- eller rød-hvide tørklæder med kamelring omkring. 😉
Selv politiet havde fundet hestene frem til den her skønne morgen.

Vi boede på Intercontinental Muscats Club Level, så der blev afholdt afternoon teas og pre-dinner drinks hver dag.Det fungerede superfint, men hotellet har selvfølgelig lidt under corona-krisen, og er nok efterhånden lidt uddateret, især når man titter over til naboen W, som er drevet af Marriott. Her fik vi en fancy, fancy middag.Men det vigtigste er trods alt hotelpersonalet, og dem kunne vi ikke sætte en finger på hos Intercontinental. De var så mega-søde og hjælpsomme. Og pool-området var sjovt på en lidt firser-agtig måde.Ja. Det er mig, der tager solbad i en velourkjole. Fordi koldt. Men stadig smukt og dejligt. Velour og sololie. Super kombination, jeg gerne vil anbefale til alle. Og ja, det er en form for kunstgræs-måtte, der ligger ved poolområdet. Kan ikke forklare hvorfor.

Undervejs i mini-ferien havde vi så også fornøjelsen af at besøge et lokalt hospital, fordi PCR-testen må max. være 72 timer gammel, når man krydser grænsen, så vi skulle bruge en frisk for at komme hjem. Hotellet anbefalede et sted, Badr Al Samaa Hospital i Al Khuwair, og det fungerede upåklageligt. Se lige, hvor søde omanierne ser ud, når de er smittede med COVID-19! Det ser samtidig ud til, at de skal spise masser af protein, når de er forkølede?Mille og jeg havde også en lille dagstur i bilen rundt i Muscat uden Martin og Cille, som ville arbejde og læse op til tests derhjemme på hotellet. Vi rullede direkte ind i fine Old Muscat til Oman National Museum.Herinde fik den ikke for lidt med omani-skibe, beklædning, kaffekander, krumsabler, røgelse, gravkamre og alt muligt andet, der repræsenterer Omans rige kultur og historie.
Det med dørene og vinduerne, der har vildt smukke snirklerier på sig, er nærmest symbolet på Oman.Emilie deltog endda i en workshop med fokus på omani-vinduer, og den flinke museumsdame forevigede os bagefter med resultatet.Jeg elsker Oman lidt på samme måde, som jeg elsker Sverige. Alt er bare mere charmerende, mere naturligt, mere autentisk derovre. Omanierne er flottere. Har glimt i øjet, er veltalende, hjælpsomme, hyggelige mennesker. Tyskerne siger det samme om os – naboerne – de hyggelige Dänen.

Måske er det bare sådan man får det med ‘naboerne’? At de er takket dejligere end ens reelle naboer?

Ihvertfald er omanierne gjort af et helt andet stof end golf-araberne, derom skal der ikke herske tvivl. Og det falder helt og aldeles ud til omaniernes fordel.Og pludselig var der solnedgang over Qurum Strand igen med Mille-musen. Vi var enige om, at det havde været den skønneste Mor-og-Mille-dag. ❤
Alt for hurtigt gik dagene i Muscat, og jeg vil gerne tilbage til Oman snart. Måske Nizwa. Eller Salalah. Eller Sur?Så farvel og tak for denne gang til nu afdøde Sultan Qaboos og til nuværende Sultan Haitham, der hang så fint på den lokale burgerbar.

Farvel til Hajjar-bjergene, der var det kontinuerlige back-drop på ferien. Og farvel til flinke omanier, der bare lever livet i stille, rene, rare Muscat.På vej hjem gad tolderne og militæret ved Omans grænse knapt skæve til PCR-test eller pas. De er noget mere interesserede, når man vil IND i landet. UD kan du altid komme. Til gengæld var De Forenede Arabiske Emiraters toldere noget vakse ved havelågen, og vi blev vinket ind til den store gennemgang af toilettaskernes indhold.Hjem kom vi. Efter 5.5 timers kørsel. Tilbage til virkeligheden og hverdagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet