Expo 2020 igen og igen

Jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse for, om Expo 2020 er en ren Dubai-ting eller om det rent faktisk er et arrangement, der tales om andre steder i verden?

For os er det stort. Det er samtidig De Forenede Arabiske Emiraters 50 års fødselsdag som selvstændig nation her i 2022, og det er en kæmpe fornøjelse, at det kan kombineres med Verdensudstillingen, der ruller indtil 30. marts.For I andre kan det måske virke uinteressant eller irrelevant?

Corona lægger jo en dæmper på selv den mest berejste turist eller erfarne forretningsrejsende. Og det er forståeligt nok. Ingen dør, hvis de ikke når at opleve Expo 2020 i Dubai. Det går nok alt sammen. Og selvom Dubai står piv-åben for alle interesserede – uden krav om vaccine eller noget som helst andet end en negativ PCR-test – bliver Expo 2020 nok ikke så velbesøgt, som det kunne være blevet uden en pandemi, der stak en kæp i hjulet på A-L-T-I-N-G.

For os, der bor her, går der ikke én dag uden snak om Expo. I radioen og aviserne, på arbejdspladser og skoler. Busser fyldt med skolebørn kører dagligt derud for at deltage i de fedeste aktiviteter; Sheikh Mohammed overrasker førnævnte skolebørn ved at hilse på dem undervejs; der er spændende temauger, og en parade af kendte sportsstjerner, skuespillere, kongelige og andre personligheder, der skal fotograferes og vises frem. På tirsdag kommer gode, gamle Coldplay såmænd forbi for at give en gratis koncert til folket. Alicia Keys har også lige været der, og forleden hyggede Cristiano Ronaldo igennem med Dubais Kronprins Hamdan – eller Fazza, som han kaldes. Alt, hvad der kan gå og kravle af A+ liste mennesker kommer på Expo, fordi det er fedt, solen skinner og de er inviteret til gratis fest.

Vi forsøger efter bedste evne at lægge visitter ind derude, før Expo pludselig er forbi. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at rejse efter en Verdensudstilling senere hen i mit liv, så det giver mening at opleve det nu, mens det er lige om hjørnet – eller rettere – længere ude i ørkenen end vores egen baghave.

For et par weekender siden besøgte vi Chiles Pavillon, hvor en flok plasticpingviner byder velkommen i et snelandskab af hvidt perlegrus.Det er en begrænset pavillon med fokus på handel og business, men jeg blev da lige mindet om, hvorfor jeg engang i starten af 00’erne var i færd med at planlægge et halvt års studium på Valparaísos katolske universitet. Det blev aldrig til noget, fordi jeg blev stormende forelsket i Martin. Anyway, jeg drømmer om en tur på både vulkaner og gletsjere i Chile. En skønne dag. Med Martin, selvfølgelig.

Efter Chile kommer Irans Pavillion.Den ér så smuk. Række efter række af kæmpestore træperler på snor, som dækker facaden.Man fornemmer straks, at her er der tale om en stolt civilisation. Indendøre får man en rundvisning i landets stolte traditioner inden for landbrug, kunsthåndværk, minedrift og teknologi.

Til sidst får man sig et glas hvinende sød safran-saft.Og tæpperne!

Persiske tæpper er for mig noget af det smukkeste kunsthåndværk på jorden, selvom jeg også elsker malerier, keramik og smykker.Dét her tæppe havde jeg gerne taget med hjem. Midnatsblåt med de smukkeste blomster i støvede farver, og så blødt, så blødt.

Uden for Irans Pavillon sidder der en ældre dame og væver et tæppe. Hendes hænder går helt automatiserede, og hun mæler ikke et ord med de besøgende. Jeg kan alligevel heller ikke farsi.Efter Chile og Iran faldt vi lige over lidt spicy-like-the-Thai-people-green-curry.Thailands Pavillon holder sig en pæn og konstant kø for at komme ind. Det orkede vi ikke lige, og vi har været i Thailand så mange gange, at vi nøjedes med frisk luft til lillehjernen i form af stærk, grøn karry med ris og lidt satay-spyd.
Med fyldte maver rullede vi videre til Belgien, der var så toptunet smart, at vi ikke helt forstod, hvad det handlede om – bortset fra noget med intelligent byplanlægning?Det vigtigste var trods alt også den belgiske chokolade-butik, så vi lige kunne få et sødt fix.Belgierne er nogle kammerater, der godt gider bo lige ved siden af deres vanlige naboer, så man går direkte fra fedtede BELGISKE fritter over til tynde, franske pandekager og Macron og makroner.Præcist som med Belgiens Pavillion, er franskmændene også oppe i gear. Alt er noget med smart teknologi, og vi nød mest af alt at se Paris på storskærm. Her er Mille netop strøget forbi Place de la Concorde.Som afslutning på Frankrigs Pavillon kommer man ind i stinkende caféområde med oste-sandwiches, der vil få osteelskere til at græde af glæde. Jeg kiggede mest på de enorme mængder fransk nougat, mens jeg forsøgte ikke at græde over ostedunsten, der var så stærk, at den gav vand i øjenkrogene.

Polens Pavillon er et nummer for sig. Så æstetisk pleasing og yndig. Luftig – fyrretræsduftende – og elegant.Polen har valgt at fremvise deres kunsthåndværk, her i form af delikate, hæklede blonder.Uden for pavillonen prøvede Mille kræfter med den ultratynde hæklenål og det tynde, hvide tråd.Hun sad sammen med en flink polsk dame, der var en traditionel mester-hækler. Hun sagde ‘dobra’ til Mille og smilede, men kunne ikke et ord engelsk. Jeg faldt i snak med den polske street-art-kunstner Nes.Poon, der forklarede os om blonderne, mens Mille og den ældre dame nørklede videre. Nes.Poon laver blandt andet graffiti-murmalerier med hæklede blonder som motiv; hun laver aftryk af blonder i keramik og større installationer af tråd, der blander blonde-hæklingsteknikker med mere moderne eller funky stilarter. Virkelig, virkelig interessant og smukt. Nes.Poons insta-handle er nes.poon – tag og følg hendes fine arbejde.

Efter sit ihærdige forsøg fik Mille en lille hæklet blonde-serviet med sig fra Polen og mester-hækleren. Sikke en sød gestus.

Efter Polen så vi vores snit til at snige os ind i Sydkoreas Pavillon, hvor der ved GUD altid er en kæmpe kø.Jeg tror, køen hænger sammen med, at man har en fantastisk udsigt over hele Expo oppe fra pavillonen, og måske også fordi bygningen er noget af en arkitektonisk perle.Udover gåturen, hvor man ganske rigtigt får den smukke udsigt, er der en fin og funky film om Korea.Og efter filmen så vi K-pop-boys for fuld udblæsning.Vi nuppede også lige en tur i attraktionen Garden in the sky.Og så sluttede vi af i Jubilee Park ved den store springvands-attraktion, som ALLE skal fotograferes ved….og i….Vi er imponerede. Expo 2020 overrasker hver eneste gang, vi besøger.

Fordi så mange lande har gjort sig virkelig umage med at fejre og præsentere deres særlige kendetegn og evner.

Fordi værterne i de forskellige pavilloner er så venlige, ivrige for at vise deres lande frem – og nysgerrige på os andre, der kigger på landene udefra.

Fordi der er det ene arkitektoniske vidunder efter det andet, som perler på en snor. Vi forundres, glor lige en ekstra gang og må hen for at se nærmere og mere.Vi skal derud igen her i weekenden.

Ud at smage, dufte, se, høre og mærke mere af verden i form af de her små ‘bidder’, som pavillonerne vel egentlig er. Så slipper vi også for at skulle ud at rejse, nu hvor hele verden alligevel er kommet til Dubai. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet