Januarliv

Der er musestille her på bloggen. Forklaringen er ganske enkel:

Der sker ikke det store i januarlivet.

Jeg drikker krus efter krus af min pt.-yndlings-te, fordi der er så koldt i Ørkenstaten. Koldt betyder et par og tyve grader, hvis du spørger. Det er altså koldt i en ørken, selvom det lyder tosset i danske ører.Jeg går lange ture med Daisy-hunden i snor, mens jeg glor på forunderlige skyformationer og ditto solnedgange, som januar altid er god for i en fjern Ørkenstat.Vi er også retur i skole efter endnu en evigheds-karantæne, foranlediget af, at vi krammede Maricel, da hun kom hjem til os med en lumsk omicron i halsen hele vejen fra Filippinerne, til trods for to negative tests før afrejse.Det er en tilsnigelse af de helt store, når jeg kalder det for ‘en evighed’, men dagen for et positivt testresultat er dag 0, hvorefter der tælles 7 fulde dage og på 8. dagen (som reelt er 9. dagen pga. det der nul-tælleri), må man så ENDELIG komme tilbage på arbejde og i skole, hvis man er nærkontakt til en smittet. Forudsat at man ikke har symptomer på corona, selvfølgelig, for så fortsætter fornøjelighederne 10-14 dage mere.

Nu hvor Martin og jeg havde den anstrengte fornøjelse at opleve deltavarianten, før vi fik vaccinationer, har det været interessant at se, hvordan virussen har udviklet sig siden hen. Maricel har haft helt anderledes symptomer, end vi havde – og ingen efterfølgende symptomer, som f.eks. den manglende lugt- og smagssans, vi bøvlede med i mange uger.

Men bortset fra Maricels corona-omgang, er vi egentlig smuttet uden om virus og bekymrende symptomer denne vinter, men vi får se i kommende uger og måneder. Folk lister hjem med COVID-19 konstant fra skole og arbejde hernede – præcist som det også er tilfældet i Danmark. Fraværslisterne over lærere og elever er alenlange hver eneste morgen, og de bliver opdateret løbende, fordi hele og halve klasser hjemsendes i løbet af skoledagen. Ganske forvirrende og tidskrævende for det administrative personale, men også for lærere, forældre og elever, der knapt nok ved, hvem der kommer til timen fysisk, og hvem der sidder med online over Teams.

Nuvel.

Lev med det, som Mette Facebook Frederiksen ville sige.

Og det gør vi så. Lever med det. Lever med, at nogle elever sidder bag en flad skærm og forsøger at skrive, læse og tegne parallelt med dét, der foregår i klassen. Ikke optimalt, men 100% bedre end ingenting, hvisker jeg til mig selv, når der er lidt pres på. Den sætning er efterhånden blevet mit mantra, som jeg trøster mig ved, hver gang min perfektionisme, mine forventninger til mig selv, min professionalisme og min tålmodighed sættes på (endnu) en prøve.

For os er det vigtigt at opretholde en eller anden form for normal hverdag midt i pandemien, og selvom man kan blive mere eller mindre ekspert i at gå i skole og arbejde hjemmefra, så rykker det hver eneste gang ved de normale balancer og rytmer i hverdagslivet. Pludselig går pigerne sent i seng i hverdagene, fordi de jo ‘bare’ skal sidde klar ved computeren og iPad’en kl. 7.30. Pludselig bestiller vi alt for mange bøtter med is, som bliver til dessert hver aften. Pludselig skal vi til at diskutere, hvad der skal spises 4-5-6 gange om dagen, fordi der er kiks i skabet og alt for god tid til at nulre rundt, kede sig lidt og blive lækkersulten.

I isolation får jeg også altid en galopperende inde-syge og begynder at lave virkelig tumpet gymnastik på YouTube ude i haven, mens jeg vrisser mig igennem dagen. Det er tanken om, at jeg ikke må gå ud, der er så klaustrofobisk. Faktisk elsker jeg at hygge mig hjemme med bøger, film osv., så det er rent mentalt, at jeg går kold, ligeså snart jeg ved, at jeg ikke må gå nogen steder.

Men nu er vi jo ude igen. Vi overlevede både kedsomhed og klaustrofobi, og Maricel fik da ikke hostet lungerne helt ud af halsen.

Jeg kører nye emneforløb her efter jul på alle klassetrin i Primary School, og som du kan se lige her, er der en lille flok skønne 9-årige, der fortolker H.C. Andersens kunsteventyr om Den Lille Havfrue kreativt i disse dage.Selvom vi klippe-klistrede en masse i skolen i december, har jeg et stort behov for, at eleverne får ‘fat’ i tingene fysisk lige nu. At de får brugt deres finmotoriske evner og taktilsans oven på al den flade skærmtid, og jeg bilder mig ind, at de både hygger og morer sig med deres emner, når de udmønter sig i fysiske beviser, som hér med de yndige havfruer.

De fem-årige lærer om forskellige krible-krable-dyr i den danske natur – frøer, bier, mariehøns osv. Der får vi også klippe-klistret en masse.Og de 6-årige læser små læsebøger for hinanden, udvælger de bedste ord, kigger på stavemåde og udtale, for så at skrive små sætninger til sidst.Det er så meningsfuldt at opleve børnene udvikle sig sprogligt, motorisk og socialt i de små klasser, vi har i danskfaget. Og på den måde fyldes hverdagen – og januarlivet – helt af sig selv med gode stunder.