Kalendergaven

Der har været stille herinde, fordi jeg har ligger underdrejet med influenza hele vejen igennem en ellers så velplanlagt Nationaldags-weekend. Det gjorde mig helt deprimeret at ligge der med en galopperende FOMO og ondt i hoved, led og knogler.

Vi skulle have været på kajaktur i Umm Al Quwains mangrover. Vi skulle have været til en mega-festlig Friday Brunch, som Martin heldigvis endte med selv at deltage i – og vi skulle selvfølgelig have hygget på terrassen, gået ture med Daisy osv. Men nu er jeg endelig ved at være oven på igen.

Og godt det samme, for i dag går pigerne og jeg på tre ugers juleferie!Sådan ser ‘man’ ud, når ‘man’ har fri i mange, mange dage!

Det har ellers været nogle hyggelige jule-uger i dansklokalet op til juleferien, men det er alligevel helt okay at blive fri for at tænke i børn og undervisning i et stykke tid.Børnene har haft medbragt konfekt og småkager hjemmefra til deling med kammeraterne, og jeg har fået søde julehilsner og fin juletræspynt.Det har summet af juleaktiviteter alle vegne for både store og små – og det er bare én af de skønne ting ved at være på en international skole. Man tager del i hinandens højtider, uanset trosretning og personlig overbevisning, hvilket betyder, at der stort set er en festival eller en vigtig mærkedag at fejre hver måned. Ingen devaluerer hinandens højtider eller kritiserer de symboler og ritualer, der vedrører førnævnte.

Man deltager nysgerrigt, hvis det ikke er ens egen kulturs højtid, og så lader man dem, der fejrer højtiden/mærkedagen om at føre an i festlighederne. Hos os har særligt de filippinske medarbejdere på skolen gjort en stor indsats med at sætte juletræer op og lægge pyntegaver under træerne – og de fleste lærere har lært børnene at klippe forskelligt julepynt, skrive julekort osv. For det meste foregår aktiviteterne uden religiøse undertoner, men jeg har da vist mine elever nogle af Folkekirkens børne-videoer om Juleevangeliet, og vi har lyttet til de mest almindelige, danske jule-salmer og december-sange, fordi jeg opfatter det som en del af børnenes kulturarv, at de skal kunne genkende og deltage i sang og dans om juletræet.

Mens jeg sidder her og summer lidt over de sidste par ugers jule-hygge og jule-læring, dufter her af andesteg.Man kunne måske forledes til at tro, at jeg lige laver en generalprøve på juleaftens andesteg, men dén får jeg heldigvis kyndig hjælp til i år af de dele af den vestjyske familie, der meget gerne skulle troppe op i lufthavnen den 22/12. Faktisk har vi aftalt, at de selv medbringer and, flæskesteg og marcipan, fordi det bare er bedre fra Danmark.

Men for nu må jeg øve mig med min nye, brasilianske ande-veninde, der ankom på frost og med en andehals så lang, at jeg næsten ikke kunne ha’ det. Hende her skal serveres på IKEA-rugbrød med en sprød kålsalat og traditionel varm rødkål i morgen – uden sovs og kartofler, fordi der er tale om en lille bid ande-mad i et langt større julefrokost-cirkus.Hold op, jeg glæder mig til at nyde decembers fine vintervejr, julefrokoster og hygge – og til at fejre julen hernede med familie hjemmefra. Dén kombination af familie og godt vejr bliver bare tip-top, inshallah.

Og selvom der er rejsefeber og sommerfugle i maven derhjemme i Danmark, hvor nye corona-restriktioner er sat i værk og omikron-varianten buldrer derudaf, så ved jeg, at de også glæder sig, køber og pakker gode sager, og håber inderligt på at kunne rejse herned.

Det er livsvilkårene for tiden. En dyb usikkerhed. Risiko for skuffelse og aflysning af ellers så gode planer.

At rejse er bare blevet en markant mere besværlig begivenhed end det plejede at være. Og det vil det sikkert være i mange år fremadrettet.

Vi trækker vejret ned i maven, nyder ferien og krydser ALT, hvad vi kan for, at Den Store Julerejse lykkes, så vi kan samles til julefest her hos os. ❤

En anden og helt anderledes form for ‘usikkerhed’, der netop har indfundet sig her hos os, kommer fra landets myndigheder. De fandt pludselig på at give landets virksomheder, skoler og institutioner en noget overraskende og lettere overvældende kalendergave her op til jul ved at annoncere, at vi overgår til at holde weekend lørdag-søndag, ligesom de fleste andre lande i verden pr. 1/1-22.

Idéen har været oppe at vende mange gange tidligere, men nu er det N-U.

Med ganske få uger til 2022 virker det hektisk, at alting pludselig skal op at vende skema- og arbejdsmæssigt. Dér kunne man nok have ønsket sig en lidt længere planlægningsfase, tænker jeg.

Ikke fordi det er et stort ‘problem’ at få weekend samtidig med “alle andre”, men fordi der samtidig indføres halv arbejds- og skoledag om fredagen, så muslimerne kan nå ugens vigtigste bøn, Fredagsbønnen ved 13-tiden.