Jeg er ved at grave mig lidt ned i karakterblade på hjemmekontoret. Der er 37 skønne elever i aldere
Se næste indlæg >
Dubai Run
Vinter i en ørken er et kapitel for sig.
Jeg har sagt det tusind gange før – beklager – men begejstringen vil bare ingen ende tage efter 6 måneder i det, der enten er et full-blown air-conditioneret indeliv eller en decideret arabisk svedehytte.
Nu er det tiden til alt det gode. Ud-ud-ud at se (med alle andre end DSB).
Her i weekenden havde jeg tilmeldt os alle fire til Dubai Run, der er Dubais Kronprins, H.E. Sheikh Hamdan’s pendant til H.K.H. Kronprins Frederiks Royal Run.
Præcist som det var tilfældet med Dubai Ride for nogle uger siden, så er Dubai Run en del af Dubai 30×30 Fitness Challenge, som har til hensigt at gøre Dubai til verdens mest fysisk aktive by. Det er en række gratis aktiviteter i 30 dage – ofte megatidligt om morgenen eller om aftenen, så den værste varme undgåes.
Intet mindre end 146.000 mennesker havde tilmeldt sig det gratis løb, og vi gennemførte enten en rute på 5 km. eller 10 km. 
Vi tog femmeren – mest fordi vi troede, at man skulle løbe på ruten, nu hvor arrangementet hed Dubai RUN.
Umiddelbart var vi kørt hjemmefra i rigtig god tid, men vi fattede hat af kørselsinstruktionerne og det afspærrede vejnet til World Trade Center, så vi endte med at parkere inde på Martins arbejde og så gik vi tværs over til Sheikh Zayed Road, hvor vi på den første del af ruten åbenbart var landet på 10-kilometeren. Men de to ruter samledes på et tidspunkt – og så smuttede vi over på fem-kilometeren.
Smukt var det med endnu en solopgang over en afspærret Sheikh Zayed Road. Denne gang var der markant mere virak end til Dubai Ride, men det var stadig sjovt.
Jeg ved ikke, om arrangementet kvalificerer som et corona-super-spreder-event, men der var MANGE mennesker på 5 km. ruten uden mundbind, og de havde på ingen måde fået memoet om, at de havde tilmeldt sig et løb.
Desværre havde arrangørerne ikke lavet en overhalings- eller venstrebane til løbere og en højrebane til gakkede gangarter, så det viste sig at være tæt på umuligt at lunte afsted i virvaret. Lidt ærgerligt, at man ikke kunne så meget som forsigtigt jogge de 5 km., men nu stikker jeg piben helt ind, for der var tale om en gratis oplevelse, som jeg for pokker bare kunne lade være med at deltage i.
Vi sluttede ved 8-tiden om morgenen med udsigt til Martins arbejdsplads i det høje Sheraton-tårn. I bunden af tårnet fandt vi en tår kaffe, og så var det ellers bare at trille hjem igen.
Expo fortsætter også med at være en yndlings-aktivitet i det milde vintervejr.
Forleden fik jeg sådan en kammerat her til frokost i Denmark Pavillion. Ikke en pølse lavet på gris, men der var remoulade – og det hjælper jo på alting.
Denmark Pavillion er næsten færdig nu. Der er stadig lidt småjusteringer, men det ser ud til, at restauranten på toppen går godt, og at der kommer forretningsfolk forbi med deres produkter.
Martin, Mille og jeg havde lavet en aftale om, at vi ville parkere i Mobility District, og så angribe fra en ende af. Målet var at finde en bid frokost og se så mange pavilloner, som vi havde lyst til på præcist tre timer. Tanken bag de tre timer var, at vi ville undgå træthed og irritabilitet over virvaret derude – for det er kæmpestort, og man kan blive ved og ved. Det fungerede helt perfekt, og vi kommer sikkert til at gribe det sådan an næste gang også.
Lige ved indgangen i Mobility ligger Australien, der er dejlig og hyggelig at se. Man får virkelig lyst til to måneders rundrejse i Australien for at se alle de smukke steder i det storslåede land.
Efter Australien ligger Danmark, og herefter kommer Sultanatet Oman, der er endnu en lille favorit-pavillion.
De viser så fint deres historie med røgelse eller oud, som vi kalder det, der kommer fra barken på et særligt træ, de naturligvis har plantet uden for deres Expo-hus.
Vi besøgte også Finland, som på super tjekket vis viser deres innovation og ingeniørkunst frem. Tankevækkende på mange planer – og virkelig gennemført og gennemtænkt.
Finnerne havde også lige medbragt en halv skov hjemmefra. Nøj, hvor det duftede vidunderligt.
Efter Finland var vi et smut i Turkmenistan, der måske nok er mest kendt for deres vanvittigt smukke heste – og for deres frygtløse leder, Gurbanguly Berdimuhamedov. Prøv at Google ‘John Oliver + Turkmenistan’ – så får du et vesterlandsk indblik i et for os ret ukendt land.
Turkmenistan er ekstremt stolte af deres hesterace, Akhal-Teke, der nærmest er ophøjet til national gudestatus sammen med præsidenten, der sidder på tronen på livstid. Vi bemærkede, at der ser ud til at være ualmindelig smuk natur i Turkmenistan, og der skal ikke herske tvivl om, at det er en stolt nation med en lang historie og tradition for handel, da landet ligger på den gamle Silkerute.
Efter heste-tju-la-hop strøg vi videre til en anden frygtløs leders stolte repræsentation – Rusland.
Bygningen er så smuk uden på – og indeni ditto, viste det sig. Russerne har formået at skabe et univers, der handler om vores fælles menneskelighed, menneskets hjerne, følelser, instinkter og vores behov for hinanden for at overleve og leve godt. Ingen politik eller kampspændte muskler, men derimod en mild besked om fælles fodslag, næstekærlighed og forståelse.
Mille mødte også en sød robot, der sagde hej.
Og så var vi ellers dem, der var smuttet igen.
For der er jo også Dubai Mall, der lige skal rundes en jævne mellemrum.
Vi skulle lige tjekke, om Burj Khalifa stadig står og stråler i nattemørket som et arabisk babelstårn.
Det kan vi hilse og sige, at det gør. Der er lys, lyd og show for alle pengene.
Dubai om vinteren. Dét kan noget!
Der ser så spændende ud og Buri Kalifa og springvand, varme, lys og musik . Åh hvor jeg savner !!❤️