Expo 2020

Shaheen

Vi har været i venteposition de sidste par dage.

Cyklonen Shaheen har nemlig ramt nogle af vores naboer – primært Oman og Iran – og det var usikkert, hvordan den ville opføre sig i Hajjar-bjergkæden, som De Forenede Arabiske Emirater deler med Oman. I Hatta-området har skolerne derfor været lukket de sidste par dage, og skolebørnene er tilbage på Teams igen.

Myndighederne vil ikke risikere, at Hattas lokalbefolkning bliver fanget i de kraftige vandmasser, der truer med at rulle igennem wadis’ene – hele vejen fra deres udspring højt oppe i bjergene og ned til landsbyerne. Når først vandmasserne får fart på højt oppe i Hajjar-bjergene, kan de oversvømme husene og ødelægge vejnettet, elektriciteten osv. på ganske kort tid. Det er sket før – og vil sikkert desværre ske igen.

I Oman har Shaheen givet det voldsomme nedbør, man frygtede. Vandet samler sig til stormfloder, der giver kraftige oversvømmelser af store områder.

Og er der noget, vi seriøst mangler på den arabiske halvø, er det afløb, der kan tage imod betydelige mængder vand. Jeg tvivler dog på, at der nogensinde gennemføres omfattende dræning og udbygning af afløb – det regner simpelthen for sjældent til, at man orker at tage det seriøst. Præcist som briterne, der bare ikke orker at sætte vinterdæk på bilerne, og derfor skøjter rundt i januar.

Det går ellers galt hver eneste gang, der er et åbent skybrud i Arabistan.

Her er det The Guardian, der rapporterer om Omans vandmængder i kølvandet på Shaheen. Det ser ikke just opmuntrende ud, og det er trist at se, at cyklonen tager menneskeliv.

I Iran har Shaheen givet voldsomme støvskyer og sandstorme, som helt sikkert har gjort det voldsomt ubehageligt at gå uden for en dør. Folk med åndedræts- og lungeproblemer må forskanse sig indendøre til showet er overstået, for selv raske personer kan blive rigtigt dårlige af at få sådanne mængder støv og sand ind i systemet.

I Dubai var der en smule snik-snak i aftes om midlertidig lukning af skolerne, men så galt gik det heldigvis ikke. Faktisk stod vi op til en forunderlig fin morgen med masser af skyer på himlen.Da jeg havde kørt pigerne i skole, gik Daisy og jeg en tur, fordi der var en let brise og besynderligt klart vejr for årstiden. Det var lige før jeg kunne trække vejret helt ned i lungerne, og det er store ting for årstiden.Jeg bliver altid småforelsket i vores ghetto, når vejret er fint. Pludselig ser jeg, hvor grønt her rent faktisk er, når solen ikke samtidig steger mig levende.Lidt senere gik det op for mig, at nok var vi stået op til en overraskende forfriskende morgen, der klart mindede mere om vinter end sommer, men Shaheen var stadig så uvis en faktor, at skolen pludselig havde aflyst dagens første Expo-ekskursion for dele af Primary School.

Uh, en flok skuffede skolebørn, der havde glædet sig inderligt til deres første field trip i knapt to år – som nu blev aflyst på grund af risikoen for vind og nedbør. Alene dét at skulle ombord i skolebussen og ud af huset var en stor ting for dem alle. Rygsæk, madpakke og praktiske sko stod klar allerede i aftes, fordi Mille glædede sig sådan til en oplevelse sammen med sine kammerater.

Men sådan skulle det ikke gå.

Regn og vind er farligt i en ørken.

Og vi ved det godt, for vi har set, hvordan det går, når en større mængde regn rammer Dubai inden for kort tid.

Det virker bare lidt morsomt for en regnvejrs-vant dansker, at man ikke må komme ud at køre i bus og på udflugt, for det tilfælde, at der skulle komme vand ned fra himlen.

Shaheen fik således sat en stopper for dagens skoleudflugt, og jeg tør næsten garantere, at Expo-site’t har ligget øde hen i dag, fordi ingen skulle bede om at blive ‘fanget’ derude, hvis der pludselig kom regn.

Men rgnen, støvet og stormen er stadig ikke kommet forbi os.

Måske er Shaheen fuset ud – eller også er den forsvundet andetsteds hen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Expo 2020