Jo ældre, jeg bliver, jo mere taknemmelig bliver jeg for min alder og for det år, der er gået med de
Se næste indlæg >
Respit
De sidste tre uger er strøget afsted. Skolen er i fuld sving med alt, hvad det indebærer i forhold til pigerne og mit eget arbejde.
Vi er alle tre glade midt i travlheden, heldigvis.
Pigernes klasser er ændret minimalt siden sidste år, hvilket er helt uhørt. Under normale omstændigheder blander skolen alle eleverne på hver årgang i nye konstellationer lige før skolestart hvert år. Det betyder også, at man ikke plejer at have den fjerneste idé om, hvorvidt ens børn kommer i klasse med deres venner eller ej. Det er en slags ‘spænding’, der ender med at blive et standard-levevilkår i den evigt-omskiftelige boble, som Dubai nu engang er. Livet her er ikke for sarte sjæle eller tryghedsnarkomaner – eller hvad man nu kan kalde dem, der bedst kan lide, at alting bliver gjort som i går, sidste år og forrige år.
Det med at “ryste posen” forklarer skoleledelsen med, at det er en bedre måde at byde nye elever velkomne på – altså at alle er i “samme båd” i spritnye klasser, og derved burde være mere åbne over for nye kammerater. Jeg ved ikke, om jeg helt køber den præmis eller tankegang. Jeg ved heller ikke, om jeg synes det er okay over for de elever, der har gået på skolen i mange år, og dermed skabt sig et velfungerende netværk, som hvert eneste år bliver omrokeret. Men sådan er der så meget. Og ‘plejer’ døde jo under coronaen, hvilket har medført, at klasserne forbliver lidt mere samlede, så der ikke skabes unødig uro i børnenes i forvejen ret pressede liv.
Vi er heldige med, at pigerne er i trivsel. Jeg oplever børn for tiden, der viser tegn på det modsatte – de er bekymrede, bange for at blive væk eller ikke kunne finde deres forældre, når de skal hentes; de mister appetitten, mister lysten til læring, får ondt i maven og vil ned til skolesygeplejersken, har behov for hyppige toiletbesøg osv. Det er simpelthen så synd for dem – og for deres forældre. Jeg gætter på, at det er en slags pandemi-symptomer. At alt for mange ting har været utrygge, usikre og i lynhurtig forandring for længe for de små mennesker. Og egentlig også for os andre.
Og vi navigerer alle sammen videre i pandemisuppen, så godt, som vi overhovedet kan.
Her i den fjerne Ørkenstat fortsætter mundbindspåbuddet i offentligt rum, så alle skoleelever kan fornøje sig med endnu et skoleår med mundbind fra 7.00 til 15.00 hver dag – i 35-38+ graders varme. Jeg har fået den mest vanvittige omgang maske-akne af de konstant fugtige papirbind, og dét til trods for, at jeg kun har det på fra 10.00 til 15.00 hver dag. Det er så ubehageligt, men man kan vænne sig til meget – og måske endda blive tilhænger af lidt tildækning? Mit resting bitch face kan f.eks. endelig få frit lejde uden den mindste flovhed, og man kan gabe helt ubemærket, mens en eller anden skoleleder fortæller et eller andet megakedeligt til endnu et møde, der virker temmelig irrelevant.
Men efter tre ellers så udmærkede uger var det nødvendigt med lidt respit.
Lidt hensættelse fra alle de ting, der tårner sig op på to-do-lister.
Lidt afstand til WhatsApp og sociale medier.
Lidt frihed fra e-mails og opkald.
Så vi pakkede kufferterne og slukkede for alt, der handlede om skole og arbejde.
Torsdag aften hentede vi Martin på kontoret lige ved World Trade Center, og så kørte vi nordpå igennem Sharjah til det lille emirat Umm Al Quwain.
Her ligger der et næsten nyåbnet Vida Beach Resort, som tilmed tillader små hunde på udvalgte værelser. Vida-hotelkæden er kendt for en ret chik indretning- tænk i stil med et europæisk storby-boutique-hotel – og så til lidt mere rimelige priser end guld- og marmorpaladserne rundt omkring i Dubai.
Hotelopholdet faldt på et tørt sted for alle parter, men oprindeligt var tanken, at det var en fejring af Mille. Hun har været så sej igennem hele sit ganebøjleforløb, så hun fortjente virkelig lidt forkælelse og anerkendelse for at være stået igennem det uden de store kvæk.
Mille måtte selv vælge mellem en weekend på Atlantis The Palm og så Vida Hotel, hvor Daisy kunne komme med. Hundemor, som Mille jo er, faldt valget selvfølgelig på Vida Hotel.
Og Daisy viste sig at være en god hotel-hund. Hun gøede lidt i receptionen ved ankomst, men der gik ikke mange øjeblikke, før hun med sikkerhed gik rundt i svingdøre, ind i elevatorer, på trapper og ned på den lille stribe af stranden, hvor hunde var velkomne til at lege og bade.
Daisy er ikke den helt store vandhund, men vi var jo nødt til at prøve hotellets hunde-strand. Hun går i vandet til maven, når hun bliver opfordret tilstrækkeligt mange gange – og jeg tror, hun ville finde det endnu bedre og nemmere, hvis hun ikke skulle have sin sele og snor på. Men dér er vi ikke lige endnu. Hun kommer, når vi kalder, men ikke så sikkert som amen i kirken.
Hvor var det bare en dejlig weekend. Fyldt af middagslure, lange nætters søvn, dejlig mad på værelset og i restauranten, lange brusebade, pool-leg, vin, chips, kys og kram.
Vi var ikke ude af hotel-sfæren overhovedet, bortset fra mine små lufte-gåture med Daisy morgen og aften, hvor det blev temmeligt åbenlyst, at der er niks og nada at give sig til i Umm Al Quwain, medmindre man da lyst til at trave rundt i noget sandkasse fyldt med affald.
Det passer så ikke helt. Jeg er unfair over for Umm Al Quwain. Her er vidunderlig mangrove, som man kan komme ud og se dyreliv i – flamingoer, krebs, fisk og masser af forskellige fugle. Den slags har vi oplevet både i en fladbundet pram i Umm Al Quwain og i kajakker i Ajman. Der er også et gammelt fort i byen – plus en del ‘vandhuller’, hvor man kan købe våde varer til bedre penge end i Dubai. Men dét er vist også dét.
Og hotel-dalren var faktisk lige, hvad vi havde brug for. Energiniveauet var der ikke til at lege turister og koncentrere sig om alt muligt andet end lige at pille i egen navle, svømme lidt i solen og sove længe i de gode senge.
PS: Hvis du sidder med en lille hund på skødet og overvejer, om Vida Beach Resort Umm Al Quwain mon kunne være noget for dig, så kan jeg varmt anbefale det. Der er et tillæg på 150 dirhams pr. hund, samt et rengøringstillæg på 50 dirhams pr. nat. Der er også nogle regler for hundenes færden på resortet, men det hele virker rart og venligt for både mennesker og dyr, lige så snart man er kommet dertil og har fattet, hvordan det foregår.
PPS: Hvis du IKKE sidder med en lille hund på skødet, kan jeg stadig anbefale resortet. Det er et nydeligt, moderne alternativ til de store, arabiske paladshoteller inde i Dubai. Du vil så få nogle køreture frem og tilbage mellem Umm Al Quwain og Dubai for at opleve forskellige ting inde i byen, men hvad gør dét, når man har ferie? Prisforskellen er bestemt også værd at bemærke. Om fredagen er der fuldt knald på pool-området med musik og drinks, så hele Umm Al Quwain og oplands ‘it’-crowd lægger vejen forbi i deres bikinier og nyder sol og vand sammen med de solskoldede turister.
Se evt. mere lige hér: https://www.vidahotels.com/en/hotels/vida-umm-al-quwain/
Ingen kommentarer endnu