I H.C. Andersens fodspor

Det her er den hurtigste sommerferie, vi nogensinde har holdt, siden vi flyttede til udlandet og efterfølgende har haft 6-7 uger i Danmark hver sommer.

Hurtigste som i hold-kæft-hvor-tiden-går-alt-for-stærkt-stooooooop-jeg-vil-aldrig-hjem-igen.Og jeg ved godt hvorfor.

Pigerne er blevet store i det seneste år. Deres selvstændighed og selvhjulpenhed vokser.De sover længe om morgenen, når vi er kommet sent i seng. De har nemt ved at deltage i alle slags måltider, uanset hvor vi er og hvad der nu måtte stå på menuen. De kan underholde sig selv, når de voksne har travlt, og de leger selvstændigt med andre børn, stort set uden voksen-indblanding eller sure miner.Pludselig er der overskud igen på den mentale konto. Til at læse bøger. Til at drikke vin. Til at trille hjemmelavede romkugler, som jo er virkelig vigtigt.Min søster konstaterede præcist det samme, selvom hun har lidt yngre børn. For første gang nogensinde har vi kunnet sidde og sludre roligt sammen over en søsterlig iskaffe eller et glas rosé uden afbrydelser i de lyse, lange sommeraftener. Mér af det. Tak!

Og for det med de voksende børn er jeg aldeles taknemmelig. Ikke at jeg er en overskudsagtig tween-mor. Overhovedet. Jeg har svært ved at finde ud af min nye rolle, hvor jeg stadig skal være der i kulissen, men for det meste kun som modtager af feedback om, hvor dum eller cringe, jeg er. Men jeg begræder ikke, at tumlingerne er konverteret til inbetween-børn, dét gør jeg virkelig ikke. Jeg elsker samtalerne med dem om alt mellem himmel og jord, som de undrer sig over eller er nysgerrige på. Jeg elsker, at de kan blive alene hjemme et øjeblik – eller gå med ud og shoppe små dimsedutter, som de føler lige så stor begejstring over, som jeg selv gør.

Jeg elsker også at være Moster, selvom jeg kun har mulighed for at være det sådan for alvor i sommerferierne. Her viser Johanne os sin fine skole og fortæller om alt, der har med skolelivet at gøre. I år har jeg haft næsten tre uger med hende og hendes frække lillebror, hvilket er helt fantastisk.Genopdragelsesrejsen i Danmark er i det hele taget super-meget-lettere nu, end den var for bare få år siden, hvor de to søstre f.eks. havde en tradition med at stor-skændes på bagsædet, hver eneste f’ing gang, jeg startede bilen. Det var topstressende. Og pisseirriterende, når jeg kører flere tusinde kilometer hver sommer – ofte i rollen som ‘alene-mor’.

De go’e, gamle skændes-så-det-brager-dage er afløst af podcasts, playlister på Spotify, Minecraft og fælles telefonopkald i bilen. Jeg tager mig selv i at nyde vores road trips, hvor vi ruller fra Frederikshavn over Hillerød til Odsherred, Møn, Hasle og Odense, Varde og Blåvand på ganske få uger.

I Hasle måtte vi selvfølgelig opleve Skovtårnet inde i Camp Adventure.Jeg ville egentlig gerne have prøvet klatrebanerne, men det må blive en anden god gang.Cille lider af rimelig seriøs højdeskræk, Mille er vildt begejstret for alt, der indbefatter klatring, og jeg er lige dele møgbange og nysgerrig, så den fornuftige mor-stemme inden i mig sagde, at vi vist hellere må vente til en anden gang, hvor vi er omgivet af stærkere klatrere, der kan hjælpe den dødsensbange, den nervøst-skælvende og den overentusiastiske godt på vej op i trækronerne. Så i denne omgang ‘nøjedes’ vi med at nyde gåturen igennem skoven sammen med Mormor, Moster L og Onkel JE.
Det var præcist præcist så smukt i Skovtårnet, som man kan forestille sig.
De sneglehus-snirklede gange minder lidt om Rundetårn, men oplevelsen af at gå midt i skoven blandt tårnhøje bøgetræer er jo noget helt, helt andet end et lukket tårn i Kbh. K.

Efter vores dejlige dag i Skovtårnet med Mormor, Moster L og Onkel JE, rejste tur-bilen videre til Odense, hvor vi igen crash’ede min Søster og Svogers sommerferie igen. Denne gang i deres eget hjem, så vi kunne få en god bid af O’ense, der for mig er komplet nostalgi, fordi jeg boede her i 5 år, mens jeg læste min kandidatgrad.
Min søster kom heldigvis over til mig og læste sin egen kandidatgrad, og så boede vi ellers på H.C. Ørsteds Kollegiet samtidig. Hun kom ikke væk fra Odense igen, fordi der pludselig var en sød odenseaner i kølvandet, mens jeg selv fandt nordsjællandske Martin på et splitsekund i kollegiets bar en ganske tilfældig weekend. And the rest is history.Men jeg er glad for at have flere slags tilknytninger til og minder i Odense, som lagde by til masser af kærestesorger for mit vedkommende, men også min akademiske succes, min voksende selvstændiggørelse og spritnye, sårbare selvforståelse, der skulle vokse sig forsigtigt større ud af min vestjyske barndom, hvor jeg altid følte mig forkert eller anderledes i Folkeskolen, fordi jeg var (og er) en kæmpe bognørd og stueplante, mens de andre elskede at spille håndbold og fodbold. I denne ombæring blev det til nostalgi-pizzaer på Mamma’s, en masse leg i haven afbrudt af sommerlige regnskyl, en stor omgang IKEA-shop-amok til vores nye sommerhus, og en tur ind i Busters Verden i biografen, mens regnen stod ned i stænger udenfor.
Inde-midt-i-midtbyen gik vi også i H.C. Andersens fodspor. Den største mand i Odense og uden for Danmarks grænser kender pigerne allerede rigtig godt fra danskundervisning, tegnefilm og højtlæsning, for jeg kan jo ikke være dansklærer uden at vores børn er opflasket med hans verdensberømte eventyr, vel?Min søster havde været sød og arrangeret billetter til soft opening af det splinternye, ikke-helt-færdige H.C. Andersens Hus, som jeg har glædet mig helt vildt til at opleve.Bygningen er virkelig noget særligt. Den anerkendte japanske arkitekt Kengo Kuma har virkelig sans for Andersens eventyrlandskab, og jeg er sikker på, at haven bliver noget helt særligt, når den står færdig. Selve udstillingen er indendøre og skabt af et væld af internationalt anerkendte kunstnere inden for alle materialer og medier.De bærbare lydfortællinger fungerer ikke endnu, så man er pt. overladt til ganske korte beskrivelser ved hvert display, samt en lille folder, der forklarer hvert rum i udstillingen. Dét er ikke helt ‘godt nok’, så det kræver en del pædagogisk overskud at fastholde børnenes interesse, selvom nogle af kunstværkerne selvfølgelig er åbenlyse i forhold til selve eventyret, de repræsenterer.

Undervejs er der mange knapper og interaktive indslag, men på en mere ‘kontrolleret måde’ end vi oplevede det ved f.eks. GeoCentret Møns Klint eller i Jellingestenenes Besøgscenter sidste år. Vores piger er mere til museer med ‘hands-on’ leg end dette hus indbyder til, men vi hyggede os, og jeg var mest fascineret af de flotte artefakter fra selveste H.C. Andersen. De havde hans skrøbelige papirklip, naturligvis, men også hans originale saks, hat, breve, optegninger, skitser, lommebøger, punge, kufferter, personlige hygiejne artikler og mange andre ejendele fra hans liv i Danmark og sine udlandsophold.Cille syntes, at H.C. Andersen var voldsomt irriterende, fordi han vurderede en potentiel kandidat til ægteskabet som værende for beskeden (fra en lavere socialklasse, end han kunne ønske sig), hvilket fik hende til at argumentere for, at digteren var en vaskeægte gold-digger, der drømte om at kravle op ad den sociale rangstige ved hjælp af et ægteskab. Det hjalp ingenting, at jeg forsigtigt forsøgte at forklare hende, at det var en anden tidsalder…Læg endelig vejen forbi det nye H.C. Andersens Hus i O’ense, men vent til de er helt færdige og har headsets klar til rummene. Det er virkelig så smukt, og jeg vil helt sikkert opleve det igen, når det er bygget færdigt, for man kan aldrig få for meget af Danmarks store digter – uanset hvad Cille måtte mene om dén sag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet