Maricel

Krampetrækninger

Vi har masser af dem.

Krampetrækninger.

Ikke fysiske – heldigvis – men mere noget med at få klaret og overstået de ALLERSIDSTE ugers skolegang og en bunke praktiske gøremål, før der vanker halvanden til to måneders ferie i Danmark.

Når vi er så længe væk fra vores hjem, er der ufatteligt mange kedelige ting, der er tvingende nødvendige at få klaret, fordi der er lange måneder, hvor vi intet får streget på listen over praktiske gøremål.

Der skal skiftes to blæsere på et par air condition units på taget, så de ikke bryder i brand eller står af i 45+ graders varme, mens vi er væk.

Min bil skal til dens årlige ‘syn og omregistrering’ (endnu en slags skjult skat), og den skulle også lige på værksted i sidst uge for at få fixet jeg-ved-ikke-hvor-mange-ting, som mekanikerne da liiige fandt, da de hjalp min dumme skoletaske ud af bagsmækkens lås.

Der skal laves skadedyrskontrol, så der ikke pludselig klatrer kakerlakkolonier op af afløbene, og vi stopper de allesteds marcherende spøgelses-myrer brat ved hoveddøren, så de ikke fornøjer sig i køkkenskabene, mens det er allervarmest udenfor.

Der skal fornyes handyman-service-kontrakt, så Maricel trygt kan ringe efter hjælp, hvis og når husets vandpumpe slår fra eller en vandvarmer drypper gennem loftet, når sikringer bliver ved med at springe og så fremdeles. Der er altid noget at gøre for en husholderske i dét, der betegnes som et ‘gammelt’ hus i Dubai (når huset er +15 år).

Daisy skal selvfølgelig lige forbi dyrlægen til sidste tjek efter sin sterilisation, fordi der stadig sidder et stykke uopløst sytråd, jeg ikke magter at hive ud selv, og vi andre skal nå til tandlægen og frisøren, og jeg må på apoteket efter høfebermedicin, der ikke fåes uden recept i Danmark. Drugs til den danske sommer må vi ha’.

Vi skal købe fødselsdagsgaver til længeventede gensyn, og vi skal forsøge at finde praktiske sko, der passer til et altid spændende dansk sommervejr. Vi må rydde op og ud i pigernes skuffer og skabe, så Maricel kan sende tøj og stadigt brugbare sko til Filippinerne i juli måned, hvor hun sender en kæmpe-kasse afsted fyldt til randen med tøj, tæpper, konserves, hygiejneprodukter osv. Jeg kunne blive ved, og jeg har helt sikkert glemt en masse i forbifarten.

Forleden kom vi så til indkøb af uniformer på min to-do-liste.

En tilbagevendende begivenhed, der får begge piger til at sukke dybt, fordi det bare er det kedeligste, man kan forestille sig. De seneste par år har jeg været så modig/letsindig, at vi køber uniformerne inden sommerferien, og så satser vi hårdt på, at de ikke lige vælger at vokse 10 cm. på grund af de nye, danske kartofler, ærter og jordbær.Så meget på “forskuds-indkøb” havde jeg ikke turdet binde an med for få år siden, hvor pigerne vitterligt kunne hoppe halvanden-to skostørrelser på et par måneder, men nu går det trods alt lidt langsommere. Og gudskelov for dét. Cille og jeg passer allerede fodtøj. Mille er knapt 150 cm. høj som 9-årig, og hun har samme skostørrelse som miniature-mostrene hjemme i Danmark.

Det er smart at handle uniformer på et uden-for-nummer-tidspunkt. Op til sommerferien vader man lige ind fra gaden, får fin hjælp og kan få justeret længder osv. fra den ene dag til den næste. Lige op til skolestart står man i kø for bare at komme ind i butikken, serviceniveauet er forlængst fordampet og skrædderen er alt for travl. Og der er ét, måske to steder at købe uniform, afhængig af, hvilken skole, man er tilknyttet. Der er slet, slet ikke frit spil som i England, hvor uniformerne er så generiske, at man bare smutter i Next, Sainsbury’s eller Marks & Spencer efter noget, der ligner det påkrævede mest muligt.

Pigerne har aldrig prøvet andet end at gå i uniform i skoleøjemed. Jeg elsker det – og de spørger aldrig hvorfor, fordi det altid har været sådan. Vi er også helt ude over diskussioner om passende skole-outfits, og der skabes en samhørighed blandt børnene ved at gå i det samme tøj. Man er ligesom en del af gruppen.

Uniformerne skifter efter børnenes alder, uanset hvilken skole man går på. På Dubai International Academy er der de sødeste skotskternede uniformer til kindergarden-børnene. Lidt mere grown-up-look til mellemstørrelses-børnene, hvor pigerne får nederdels-shorts på, så underbukserne bliver nede i bukserne, og så er der det sidste tween-look med figursyede skjorter og smallere bukser til alle, når vi når op i Secondary School, hvor pigerne jo får menstruation og nok heller ikke har lyst til at flashe underbukser i pausen.Idrætstøjet er det samme, uanset alder. Her står Mille i det praktiske og ret behagelige sæt, der endelig blev implementeret for et par år siden. Man klæder ikke om i skolen pt. (corona er begrundelsen for alting lige nu), så børnene går hele dagen i idrætsuniformen, når der er idræt på skoleskemaet. Svedigt. I bogstaveligste forstand.

Uniformsdelene koster præcist det samme, som et andet stykke vilkårligt tøj ville gøre i en almindelig tøjbutik. Det er igen helt modsat England, hvor uniformsdelene var ultra-billige – i en grad, så jeg overvejede, om staten mon holdt priserne kunstigt lave eller måske gav et tilskud til de supermarkeder og tøjkæder, der gad at få syet uniformstøj i eget navn.

Når først man går fast på en skole, og ikke starter helt fra ‘bunden’ med at bygge uniforms-beholdningen op, koster det nogle tusind kroner om året. Opstart koster langt mere, og når folk så skifter skole igen og igen, må der virkelig blive fyret penge af. Man lærer også de små tricks undervejs – som f.eks. at drengenes uniformsbukser sidder pænere end pigernes, så man skal bede om drenge-style til pigerne. At badedragterne til svømmetimerne med fordel kan købes i model mørkeblå Speedo i sportsbutikken, fordi de sidder bedre og er billigere, og at de hvide ankelsokker ligeledes med fordel kan købes i en billigere sportsbutik eller lavpris-tøjkæde, for hvide strømper bliver som bekendt grå og nussede, uanset startprisen.Om lidt vanker der sko-indkøb, hvilket pigerne vil sukke og stønne lige så højlydt over, som de gjorde på vej til uniformsbutikken. Men sådan må det være. Den første uge i Danmark skal virkelig ikke bruges på at trawle Slotsarkaderne igennem for stumper og grej.

Der er to uger tilbage af et underligt skoleår, der har været lige dele udfordrende og spændende for os alle.

Cille har klaret sig så fint igennem sit første år i Secondary School. Så fint, at hun blev inviteret til en hel dags projektarbejde sammen med udvalgte piger fra årgangen, der alle havde udmærket sig inden for naturvidenskab og matematik i forskellige eksamener. Hendes projektgruppe vandt opgaven med at bygge en batteridrevet bil fra bunden med små stykker materiale til rådighed.Jeg elsker, at man husker at fejre de fagligt dygtige elever (også), og at det ikke har noget at gøre med at overse eller glemme de elever, der har behov for ekstra støtte. De sidstnævnte får faktisk altid mest fokus, og det er helt okay, men det glæder mig, at skolen anerkender pigernes evner inden for klassiske ‘drenge’-fag som kemi, fysik og matematik. #girlsinstem – altså piger og kvinder, der arbejder inden for STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics) skal tales op, for den der gamle traver om traditionelle ‘mande- og kvindefag’ må gerne lægge sig hen i et hjørne og dø hurtigst muligt. Umiddelbart er det også i dén retning, Cille drømmer om at gå.

Mille har haft et dejligt Year 4 med en fantastisk lærer – og hun har virkelig klaret det flot, at hun gennem stort set hele skoleåret har arbejdet hjemmefra hveranden uge. Det har hjulpet gevaldigt, at hun har haft en fast veninde at sidde sammen med – så var energien og motivationen lige lidt bedre.

Og mig selv, sagde hunden? Tja. Jeg overlevede da de vanvittige 14 måneders online-undervisning med børn i alderen 5-11 år i de Aller stiveste 50 minutter ad gangen.

Jeg er træt, som aldrig før, men samtidig er jeg fyldt af så god energi over ENDELIG at være kommet over på skolen igen, hvor jeg kan undervise ‘næsten som normalt’, og hvor børnene er i aldeles hopla. Det bedste af det hele er, at jeg har kontrakten på plads for næste skoleår allerede, så jeg ved, at jeg får lov at undervise Y1-Y6; bogbestillingerne fra de forskellige forlag i Danmark er begyndt at ankomme, og skolen har meldt ud, at modersmålsprogrammerne skal foregå fysisk på skolen fremadrettet. Skolen lover i samme åndedrag, at alle elever skal have mulighed for/tilbud om at være fysisk til stede til undervisning hver dag næste skoleår. De får travlt med at udvide campus i sommerferien, gør de.

Vi ser altså ud til at være på vej tilbage til en form for ‘normal’ skolegang igen. Det føles rart og betryggende, nu hvor vi snart er på to måneders ferie fra det hele. Sidste år var kontrakten og undervisningsformen ét stort, åbent spørgsmålstegn, fordi ingen anede, hvad der ville komme til at ske – og skuffelsen var virkelig til at tage at føle på, da vi modersmålslærere måtte indstille os på 100% onlineundervisning. Måske var det helt heldigt, at vi ikke anede en dyt om, at det ville komme til at stå på fra marts 2020 til maj 2021.

Lige om lidt skal vi ud at flyve for første gang i et år. Der er aldrig gået så længe mellem vores besøg i Danmark, som denne gang. Og så skal vi ha’ danske jordbær, hindbær, is og masser af friske grøntsager. Og en lur. Hold kæft, en lur, vi skal ta’ os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Maricel