Zakat

Rulle-Mille

Siden sidst har vi haft den skønneste Eid al Fitr i Emiratet Ajman, der ligger 40 minutters kørsel fra Dubai stik nordpå.
Overalt er der pyntet op med gyldne lanterner, halvmåner, dadler og kaffe, og selvfølgelig masser af friske blomster.

Dagene gik så nemt som ingenting med at sove og spise længe, bade i poolen, dase og læse på liggestolene – og så var vi i havet hver dag for at prøve kræfter med den oppustelige forhindringsbane, der ligger fast-fortøjret i Fairmonts private lagune. Martin filmede mig derude. Det var IKKE kønt, så jeg undlader at uploade dokumentation. Jeg skulle jo nødigt tage appetitten fra jer.Havet er omkring 27-28 grader varmt her i midten af maj – og det er simpelthen en perfekt temperatur. Man kan ligge dér og skvulpe rundt i det friske saltvand og duve med bølgerne i en halv time uden så meget som en eneste kuldegysning.

Og pigerne er nu blevet så store, at vi kan ligge stille og læse bøger eller se serier uden anden afbrydelse end insisterende anmodninger om bestilling af mad og drikkevarer i en lind strøm. Mad skal der til, når man er 9 og 11 år gamle.Denne gang havde Martin booket to værelser med dør i mellem, og pigerne var svært tilfredse med at få deres helt eget univers, hvor de kunne flytte ind og lave spabehandlinger uden de voksnes indblanding.Det var tiltrængt for Martin med nogle fridage, hvor der skete ganske lidt på kontoret og i indbakken – og selvom Eid al Fitr er en notorisk dyr weekend (lidt ligesom at booke noget i påsken i Europa), så endte Fairmont med at være sådan rimelig fair.Bevares, den indre madsnob var ret meget på tålt ophold i buffet’en, der helt sikkert godt kunne trænge til en opgradering rent kvalitetsmæssigt, men det sker bare ikke i nærmeste fremtid, for hotellerne har blødt økonomisk så længe, at det er bydende nødvendigt at spare på … ALT. Så – ja – der var ikke længere Le Labo sæbe-sortiment på badeværelserne, som ellers hører til et ophold på Fairmont; om morgenen var der lange køer til æggene, som til gengæld var af tvivlsom burhøne-kvalitet; om aftenen blev der serveret sushi med betydeligt flere grøntsager end rå fisk – og så fremdeles. Vi overlever nok. Og vores russiske medgæster fik da både fyldt tallerkenerne og kommanderet med personalet under alle omstændigheder, må man sige.

Eid al Fitr (og alle andre muslimske helligdage) fastlægges efter månen – og det betyder, at man oftest først ved, hvornår helligdagene træder i kraft dagen før, man egentlig får fri. Dén udfordring kan man tackle på to måder: Book hotel eller ferierejse og kryds fingre for, at den estimerede måneudvikling holder stik – eller hold nallerne helt fra at booke noget som helst, hvis det skaber mere frustration end glæde i tiden op til ferien. For man ved bare aldrig.

Vi havde booket fra tirsdag til fredag for længe siden, fordi Mille fyldte 9 år om tirsdagen. Hvis vi så endte med at skulle i skole og på arbejde tirsdag og onsdag, ville vi bare køre fra hotellet i Ajman og ind til Dubai. Det kunne der jo ikke ske noget ved for et par dage. Men heldet tilsmilede sødeste Mille – og hun fik sørme fri fra skole på sin 9-års dag.Cille havde lavet den fineste skattejagt til Mille med gaver, hun selv havde udtænkt, fundet og købt. Der var også gaver fra familien i Danmark, som faldt i god jord hos den glade Playmobil-entusiast.Vi endte med at give efter for et stort ønske fra Milles side: Rulleskøjter. Vi kan ikke selv stå på rulleskøjter, så det er en førstegangs-oplevelse for os alle. Se lige stoltheden og tilfredsheden lyse ud af hende.Der sker så meget med denne her 9-årling for tiden.Hun er den kærligste hunde-mor og datter, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse.

Hun reflekterer over tingene, vil gerne tale om alt muligt mellem himmel og jord, når vi cykler eller kører bil sammen – og så er hun blevet markant bedre til at være en lille smule genstand for opmærksomhed eller i centrum, om man vil..
Det var svært for Mille under lockdown i foråret 2020. Hun kom sig aldrig rigtigt over chokket ved at blive sendt hjem og kun skulle se sine venner over Teams på iPad. Hun ville ikke videofilmes til idræt eller til dans. Hun ville ikke lege med de andre over Zoom efter skoletid – for ‘det er ikke rigtigt at lege sammen’. Hun blev indelukket, stille, mut og trist. Præcist som vi andre – i virkeligheden. Børn er spejle på deres voksne. På godt og ondt.Men Mille er nu et helt år ældre – erfaren med, at ting og aftaler kan ændre sig fra ét øjeblik til det næste – rolig ved tanken om, at vi ikke altid ved, om det nu kommer til at gå som aftalt. Hun har lært, at selvom ting ændrer sig, kan vi sagtens finde en løsning og stadig have det dejligt og rart sammen.Hun bevæger sig igen. Både fysisk og mentalt. Væk er corona-tristessen. Mutheden. Matheden. De negative tanker om sig selv og andre, der hele tiden gav sig udslag i, at hun fravalgte fællesskaber.Mille er videre nu. Og gudskelov for det. Vi var virkelig bekymrede, og vi prøvede at tale med hende, så godt, som vi nu kunne.

Det hjalp med en to måneder lang sommerferie i Danmark sidste sommer, hvor det var som om Danmark endnu ikke havde fattet, hvad corona var for en størrelse, og hvilke redskaber, der skulle tages i brug for at få styr på tingene. Det var nærmest et lille helle for os, kan jeg nu se i bakspejlet.

Heldigvis kom vi tilbage til skolestart for alle børn i september 2020. Godt nok med hveranden uge derhjemme for mange af årgangene, men det var trods alt stadig meget, meget bedre end i foråret. Mille landede tilmed i en fantastisk Year 4 klasse med dejlige kammerater og en skøn lærer – og så retter tingene sig jo stille og roligt op.

Mille flyder. Hun er oven på igen.Til lykke med de 9 år til verdens bedste Milløjser.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Zakat