Ghost Village Al Madam

For en uges tid siden trillede Martin, Mille, Daisy og jeg ud på et lille road trip.Daisy har desværre ikke helt knækket koden til at opholde sig roligt i bilen, så vi øver det ind i mellem på kortere og længere ture.

Denne her tur tog os en lille time uden for Dubai – lige over grænsen og ind i Sharjah, hvor der ligger et søvnigt provinshul ved navn Al Madam.Charmen er det så som så med. Hovedgaden i Al Madam består mestendels af mobiltelefonreparatører, kyllingerestauranter og små værksteder med olietønder, dæk og bilbatterier smidt i støvede stakke. De fleste butikker står tomme eller ligner noget, der ikke åbner lige foreløbigt. Der er stort set ikke et øje på gaden sådan en lørdag Ramadan-eftermiddag, hvor der stadig er 3 stive timer til iftar. Og skulle der vise sig en enkelt levende sjæl, er vedkommende helt sikkert af hankøn.

Ude på landet i De Forenede Arabiske Emirater render kvinderne nemlig ikke sådan rundt og handler, oser og vindueskigger som i storbyen, hvor damerne viser sig unødvendigt meget frem.

Men hvis Al Madam ikke er noget at skrive hjem om, hvorfor så i alverden tage dertil?

Martin ville vise os den såkaldte ghost village, der ligger lige i udkanten af Al Madam. Dén havde han nemlig besøgt for nogle år siden, hvor han var ude at køre Jeepers-tur med en kollega. De var drønet rundt i ørkensandet i et par timer med den lange karavane af Jeeps, og som et fatamorgana var denne her forladte landsby dukket op i horisonten.

Historien lyder næsten lidt for god til at være sandfærdig, men bare rolig, Al Madams forladte spøgelsesby er allerede fint dækket af CNN Travel og i masser af amatør-dronefilm på YouTube, hvis du ‘søger det op’, som Cille så fint formulerer det.Den farverige fortælling om den efterladte landsby handler selvfølgelig om en rædsom djinn, der gjorde livet surt for alle landsbyens beboere, så de til sidst så sig nødsaget til at flygte derfra. En arabisk djinn er en ånd (på engelsk lyder genie næsten ligesom djinn), og araberne er meget overtroiske, når det kommer til misundelse, pral, grådighed og såkaldt ‘onde øjne’, der kan sendes afsted, hvis nogen ‘tror, at de er noget’. Næsten en slags eksotisk form for Jantelov, som man kun kan beskytte sig imod det onde ved at velsigne hinanden med et dybfølt ‘Mash’allah’ – og så måske ved at bære symbolet Fatima’s hånd på brystet eller ved hjælp af det velkendte blå glasøje, der ofte hænges på huse og døre.Den mindre farverige – og muligvis mere realistiske – fortælling om dette gudsforladte sted er, at landsbyen var en såkaldt sha’bi, bygget under 1960’ernes begyndende velstand og fremskridt i Ørkenstaten. Sha’bi er den arabiske version af det engelske council housing program – altså at staten går ind og bygger boliger til den fattigste del af befolkningen for at sikre en minimums-levestandard for alle borgere i landet.I Al Madam området var folk beduiner, der drog fra sted til sted med deres kameler. Dén slags uregerlig sjov og ballade skulle emiratierne hurtigst muligt vænnes af med, da landet fandt olie i starten af 1970’erne, og hvor det pludselig blev anset for tilbagestående, når kulturer levede på denne her umiddelbare måde i pagt med naturen. Længe leve briternes evne til at sælge deres version af, hvad et civiliseret samfund går ud på, må man sige (med virkelig sur mine)!Så staten smed bogstaveligt talt beduinernes tæpper, flettede palmeblade og telte på bålet, og tilbød dem i stedet simple betonhuse, hvor de så skulle til at leve såkaldt ‘moderne’ livsførelse med elektricitet i stikkontakter, rindende vand og badeværelser med brus og wc.Der er noget virkeligt bizart over at stå midt i fremmede menneskers spisestuer og receptionsstuer, der er helt ufremkommelige af sand. Husenes indre har stadig deres personlige præg, og det giver en følelse af, at husene må være forladt for relativt kort tid siden, hvorefter en sand-tsunami har oversvømmet landsbyen.I det fjerne kan man skimte en form for nybygget portal. Måske er det til folks Instagram-gimmicks – hvem ved hvad det næste bliver?

Hvis det vitterligt er meningen, at Al Madam skal blive et rigtigt turistmål, må jeg så forsigtigt foreslå, at man fokuserer på at få fjernet affald og glasskår, og opsætter en række skraldespande, snarere end det der med at bygge en fancy portal til foto-ops?Overalt hvor man ser hen, har sandet overherredømmet. Ydermure bliver slugt af klitterne. Ruderne er forlængst knuste, og vinduerne står sårbare som åbne munde, klar til at modtage endnu en mundfuld sand. Sandet svier i øjne, mund og næse. Varmen blæser om ørene på os, som var der en føntørrer sat til verdens største stikkontakt. Faktisk er blæsten så jammerlig, at man hurtigt får lyst til at forlade Al Madam igen.

Og det bringer mig til den tredje tese om den forladte landsby, hvor der er bygget videre på idéen om, at hele stedet er en 70’er-udtænkt og konstrueret sha’bi, hvor beduinerne blev ‘tvangsflyttet’ til. Forklaringen går ud på, at der er forfærdelige vindforhold omkring landsbyen, som bevirkede, at sandet konstant forsøgte at overtage stedet. At landsbyens beboere kæmpede en David-mod-Goliath-lignende kamp mod naturens kræfter, som samtidig blev yderligere forsuret af, at staten vistnok glemte at gøre husene sådan helt færdige og beboelige. Det der med at trække strøm og vand til individuelle huse i en fjern Ørkenstat er nemlig en noget større og mere trættende opgave, end i den venlige, danske muldjord. Så måske var Al Madams lille befolkning blevet glemt og overladt til at kæmpe mod naturen på helt ulige præmisser? Måske var sha’bi-idéen alligevel lidt for fremmed og svær at føre ud i livet?

Vi ved det ikke.
Og skaden er sket. Menneskerne er forlængst forduftet. Betonskeletterne står nu tilbage.

Stedet er måske ikke ligefrem forbandet eller fyldt af djinn og spøgelser, men ingen ved deres fulde fem ville forsøge at gøre det her sted beboeligt igen.

I udkanten af landsbyen ligger så moskéen, som er sidste stop og en trist oplevelse, hvis man altså kører ind til landsbyen via en lille stikvej tæt på hovedgaden.Rundt om moskéen er der fyldt med vinduesrudernes glasskår, opløste bedetæpper og grov graffiti. Vi listede forsigtigt omkring og tog bestik af den sørgelige forfatning. Hvad skal man sige og tænke?Jeg blev helt ked af det derinde, fordi jeg ved, hvor stor betydning, den lokale moské altid har for muslimerne. Og her var der virkelig tale om, at Guds hus var blevet vandaliseret, vanrøgtet og forladt.