Kobberbryllup

I dag er en kæmpe mærkedag i Casa de Kaalund.

Den 23. februar har vi nemlig kobberbryllup OG fejrer samtidig vores 14 års forlovelsesdag.

Vi ser ud til at være temmelig overraskede over mærkedagen – men det var nu den halve æresport, bryllups-muzakken og vores skønne, skøre venner med morgenmadskurve kl. 6 om morgenen, der gjorde os så befippede. Og glade helt ind i knoglerne! Traditionel dansk morgensang i en Ørkenstat havde vi ikke lige set komme! 😂

Martin friede til mig den 23. februar 2007 på det hedengangne The Chedi’s smukke lagunestrand i Phuket. I måneskin og med bare tæer fik han forklaret mig et eller andet om sol, måne og stjerner, der ligesom stod rigtigt. Han sagde også noget klogt om kærlighed og evighed og medgang og modgang. Det hele var nøje planlagt og orkestreret. Martin er jo gammel militær-mand, og han kan godt li’ at have sonderet terrænet og tjekket både fronter og flanker, før han går i krig. Som man sir’.

Jeg selv husker desværre ikke det helt store fra frieriet, fordi jeg var hønefuld efter en vidunderlig middag på stranden.

Tindrende lykkelig var jeg også.

Fordi denne her flotte, kloge og særlige mand var lige dér – i mit liv. På en sandstrand i Thailand.

Dét, jeg husker, er til gengæld den romantiske prinsesse-seng med myggenet og en masse inderlige kys i en lun tropenat, og jeg husker også at vågne op næste morgen med klædelige tømmermænd og en uendelig fin forlovelsesring på fingeren. Den lå jeg og stirrede på, mens jeg overvejede, om man så var voksen? Og hvad det egentlig ville sige, at sige ja til at være sammen med den samme person resten af livet? Noget umiddelbart svar fandt jeg ikke. Men jeg blev enig med mig selv om, at når det føltes rigtigt, så var det rigtigt.

Det var stort, det her.

Et kæmpestort skridt, sådan at blive forlovet.

På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i godt og vel 6 år, og som de brændte skilsmissebørn, vi var og er, var ægteskabet ikke lige noget, der blev indgået i huj-hej-hast.

Vi sparede penge sammen til brylluppet i 1 1/2 år, så vi den 23. august 2008 kunne holde et brag af en bryllupsfest-weekend på Helenekilde Badehotel for vores familie og venner. Dén fest ser vi begge tilbage på som noget helt særligt.

Året efter – på vores første bryllupsdag – blev der svedt, grædt, råbt og blødt ud over Hvidovre Hospital, da vores førstefødte arving til al gælden kom til verden. Cille skraldgriner, når hun husker sig selv på, at hun gennem-terroriserede min tissekone på vores allerførste bryllupsdag, i stedet for at hendes forældre kunne spise romantisk middag på restaurant eller hvad man ellers kunne have fundet på af ‘romantisk squabble’, som hun kalder det.

At få børn sammen var en endnu større beslutning end at blive gift.

Vi var i dybe, ganske u-erotiske for-og-imod-samtaler henover søndags-Berlingeren og birkesrundstykker i lang tid – før både forlovelse og bryllup – mere sådan på det teoretiske tankestadie. Martin ville gerne have to børn, hvis vi overhovedet skulle se på det med børn. Søskende er jo guld værd. Og det ville jeg nok også gerne, fordi jeg var lidt bange for at blive et ægte røvhul, hvis ikke jeg med tiden fik andet at lave end at lege fin-dame-på-kontor-i-jakkesæt. Den version af mig kunne blive et røvhul med årene. Det kunne jeg ligesom fornemme. Ikke at alle andre voksne uden børn er røvhuller – jeg taler kun ud fra mig selv, please.

Fast forward til den 23. februar 2021, hvor vi pludselig har været gift i 12 1/2 år, været forlovet i 14 år og har kendt hinanden i knapt 20 år. Vi har fået endnu et barn til samlingen, og vi har boet i udlandet i 10 år. Der er sket et par ting og sager, siden vi mødtes som hhv. 23- og 29-årig på et kollegium i Odense.

Og godt det samme.

Med tiden er vi blevet rundere. Og her mener jeg altså ikke kun kilomæssigt, men også sindsmæssigt.

Med tiden er vi blevet mildere. Der skal nu kun tages de vigtige kampe – de andre diskussioner får for det meste et træt suk eller et drevent skuldertræk som respons.

Kanter er slebet af, skåret til, visnet, opgivet og forandret undervejs. Vi ligner hinanden mere og mere. Måske ikke af udseende, men i den sammensmeltning af personligheder, præferencer, interesser og adfærd, som sker helt umærkeligt, når to mennesker skal samarbejde og forhandle sig fremad i livet sammen.

Jeg elsker det.

Jeg elsker, at jeg efterhånden minder mere og mere om Martin, og han om mig. Jeg elsker, at jeg genkender alt i ham, kender alle hans vaner, bevægelser, dufte, lyde, præferencer, følelser, tanker. Det er inderlighed og det er samhørighed.

Og jeg vil passe på ham og hjælpe ham for altid.

Betydningen af at have en fælles historie og et fælles levet liv går mere og mere op for mig. Vi har sammen skabt det her cirkus og de to frække børn – og ingen kan deltage i det her liv på dén måde, vi kan sammen. Det er den største gave – at blive taknemmelig over, at vi er sammen om alt det dejlige og alt det vigtige i livet.

Sådan håber jeg, at det vedbliver at være.

Det er tanken, at jeg skal blive en gammel og knoklet dame, der trisser rundt og rister müsli til min gamle og knortede mand, der ikke kan li’ rugbrødsmadder på firsindstyvende år. Det er tanken, at den samme gamle og knortede mand skal vandre i naturen med den gamle knortede dame. Og passe børnebørn i et væk. Helst masser af børnebørn. Måske skal vi også muge ud i en grisestald hos én af børnene. Måske skal vi sælge sand i Sahara. Måske skal vi spise alt for mange croissanter på en fortovscafé i Buenos Aires.

Jeg ved det ikke endnu, men visionen er, at vi bliver ved og ved med at være os til den sidste dag.