Lysfest og lysegrønt håb

Perletænder

Jeg kan stort set ikke tænke på eller tale om tænder uden at mindes min Fars skønne og skrupskøre mor – min Bedste.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så fik min dejlige Bedste sit første gebis i konfirmationsgave. Sådan et vaskeægte tegneseriegebis, der blev lagt ned i et glas vand med en brusetablet. Det var egentlig ret skidt, for selvom Bedste selvfølgelig var et par generationer ældre end jeg, så var det stadig tidligt i livet at måtte kapitulere og fjerne de sidste pløkker og stumper.

Som konfirmand i en alder af 13 eller 14 – at tænke sig!

Men sådan var det altså – dér langt ude west’ o’.

Der var sikkert også blevet drukket mange tår kaffe af underkoppen igennem en sukkerknald, siden Bedste var helt lille. Og hvis der så samtidig ikke blev børstet tænder, så var hullerne og smerterne sikkert mange for den unge konfirmandinde.

Og efter Bedstes eget udsagn fik hun såmænd de fineste perletænd’ kreeret – og det var vel også noget at kunne fremvise til landsbyens ungersvende?

Jeg var solgt til det gebis.

Som barn stirrede jeg på Bedste, når hun som en anden tryllekunstner hev tænderne ud af munden for at skrubbe dem i den ferskenfarvede Imperial håndsæbe med en neglebørste – eller når hun ved udvalgte lejligheder gav tænderne et glas vand og en Steradent-tablet, der brusede og boblede, som var det en sodavand fra kassen.

Jeg stirrede.

På klakkende tandsæt i vandglas.

På Bedstes bløde, lidt slunkne mule, der ligesom manglede gebisset til at hejse resten af det rynkede ansigt op med.

Og når jeg skulle sove – i Bedstes lune seng under en tung dundyne – lå jeg og forestillede mig, hvordan gebisset blev levende om natten, og måske kunne hoppe op af glasset for at angribe min storetå eller Bedstes næse. Min fantasi har aldrig fejlet noget.

Senere i mit ungdomsliv kom stakkels Bedste til at lide af både demens og alzheimers. Alle, der har haft de her forfærdelige sygdomme inde på livet ved, at det tungeste er personlighedsforandringerne, der gør mennesket bag sygdommen stort set uigenkendelig. Det gør så ondt, så ondt at se og mærke.

Bedste var jo min Bedste – men hun var også et forvirret og søgende menneske, der forsvandt ligeså stille ind i en tidligere tid. En tid, hvor de der perletænd’ var en stor ting i hendes liv.

Hun spurgte til vores tænder.

Kiggede på vores tænder.

Præcist lige så intenst, som jeg havde gjort det over for hende i min barndom.

Når jeg besøgte hende på plejehjemmet, ville hun spørge: “ Er de ægte, de tænd’?”

Og når jeg svarede: “Ja, Bedste, de er mine egne tænder”, så udbrød hun lykkeligt: “Det er no’we ri’ti’ perletænd’”.

Og jeg svarede: “Det er pænt af dig at sige. Jeg passer også godt på dem”, mens jeg forsøgte at tørre læbestiften af munden for at skabe mindst mulig fokus på de fandens perletænd’.

Lige lidt nyttede det.

Øjeblikket efter ville hun spørge igen: “Er de ægte, de tænd’?”

Og jeg ville svare igen. Præcist det samme som sidst.

Forbandede perletænd’.

Jeg husker Bedste for så mange skønne stunder i min barndom – uden mine forældre, men med lille mig hoppende glad omkring i haven eller i sofaen – og for masser af fællesdans i stiletter til radioens dansktopmusik.

Jeg husker hende for store, glade familiefester med suppe, steg og is. For hendes optræden som julemand. For bankospil og kortspil og for lige så mange rundtenommer med sirup, man overhovedet kunne klemme ned. For brasede kartofler og labre larver. For lasagnette i fad og et strøg margarine på birkesfranskbrød.

Men jeg husker hende også for det med de satans perletænder.

For tiden er det nu mest Milles perletænder, der er hovedpinen.

Lille, smukke Mille med de kridhvide, bittesmå perletænder. Hvordan kan det overhovedet være rigtigt?

Hun har krydsbid, siger de kloge. Og hun har tre kindtænder, hvor der ikke kommer voksentænder overhovedet.

Det hele skal hjælpes på vej ved at udvide ganen over en 7-8 måneders periode.

Aggregatet ligner noget, der er taget lige direkte ud af en horrorfilm, hvis du spørger mig.De kloge siger, at det er bedst at gøre dette så tidligt i livet som muligt, mens ganen er blød – og efter 7-8 måneder med gane-apparturet får hun fred indtil 11-12 års alderen, hvor der skal tages stilling til, hvad der mon sker ad naturlig vej med hendes voksentænder – og hvordan der skal hjælpes til fra tandlægens side.

Måske skal der fjernes nogle tænder for at give plads?

Måske skal der bøjle på, hvis hun begynder at få mellemrum, der rent kosmetisk ikke lige er sagen?

Vi ved det ikke.

Tiden må vise det.

Mille græd hele vejen hjem fra tandlægen.

Som det madøre, hun er, går bekymringen på, hvad hun mon kan få at spise.

At tænke sig, hvis man skulle spises af med suppe eller grød i en periode! Mille kan ikke forestille sig noget værre scenarie.

Hvis du har tips eller erfaringer med disse “expanders” i ganen, så skriv lige til mig. Det er en ret så ny verden, jeg bevæger mig ind i – og jeg har sgu’ ondt af Mille, selvom der ikke er noget at rafle om.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

10 kommentarer

  • Pia

    Et år efter jeg blev student arbejder jeg som klinikmedhjælper hos den specialtandlæge der i sin rid fiksede mit bid og mine tænder. Min erfaring er, at børnene hurtigt vender sig til den og man som voksen er lykkelig over at have fået det lavet og lave en perlerække af tænder. Ingen af vores patienter fik den somfjernet før tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tusind tak for din søde og opmuntrende besked, Pia. Jeg håber, at vores datter også vil kunne se det gode i det – ihvertfald senere.
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Det ser da også noget mere voldsom ud end det min bror blev udstyret med. Men det er jo 35 år siden, så der kan jo være ændret meget. Men det var mere en ganeplade, hvor min mor eller far 2 gange om ugen skulle skrue på en skrue så mellemrummet i ganepladen blev størrere. Han kunne tage dem ud når han skulle spise og ellers have den k resten af tiden. Håber det kommer til at gå smertefrit for hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Bitte,
      Der findes stadig en version, der er udtagelig, men den opfattes vist ikke som effektiv nok i dette her tilfælde. Proceduren er den samme, som dengang – der udvides ved hjælp af en lille nøgle, der drejes hver aften. Gisp. Men det er nødvendigt.
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg får helt tårer i øjnene over savnet til vores dejlige bedste og over, at Mille skal have det torturinstrument i sin lille gane ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej søde Søster-min,
      Det er også så længe siden, vi havde vores dejlige Bedste. Og det med Mille….suk, siger jeg bare.
      Knus fra mig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    Åh det er da synd for hende. Tænk at det skulle være nødvendigt med sådan en skinne. Håber hurtigt, at hun vænner sig til den det lille pus. Farmor sender knus til hende !!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Farmor,
      Det er megasynd for hende, for det er kun starten på at skulle have lavet en del i munden. Hvis hun ikke får gjort de her ting, risikerer hun at blive skæv i ansigtet pga. at det er selv kæben, der er for lille og skæv.
      Knus fra mig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Skjødt

    Åh de f…. bøjler. Har lige skrevet på insta at begge vores har haft eller har på lige nu.
    Den ældste har været noget af er show igennem og selv og ganebøjle og togskinner er af igen så skal han have snor bag på tænderne resten af livet. Så vi krydser fingre at de bliver hvor de skal og bøjlen ikke skal på igen.
    Det gør ondt at få den på. Her fik de elastik mellem tænderne for at hjælpe udvidelsesprocessen på vej. De havde stadig ondt da den skulle på og dagene efter. Min datter nægtede at spise de 2 første dage. Den ældste var ikke helt så ramt men også mere madglad. Har givet Panodil inden vi tog til tandlægen.
    Selv bøjlen ændre deres tale en smule. Den fylder jo hvor tungen plejer at være.
    Rengøringen er besværlig og kræver stor omhyggelighed så der ikke er fine perletænder med huller i bagefter. Vi får små solotandbørste hos tandlægen. En elektrisk tandbørste og også god.
    Mht mad fik vi no-go til hård mad – flæskesvær og lignende. Frugt og grønt i tynde stængerog mundrette bider. Ingen karameller, hårde lakridser/vingummi der sidder fast i tænderne. Ej heller tyggegummi med sukker.
    Held og lykke med de små tænder.
    Mvh Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Anne,
      Ja – de f….. bøjler! Tak for dine beskeder, jeg værdsætter dem!
      Vi har fået præcist de samme forklaringer og instruktioner, som du angiver, så det virker som standard/efter bogen.
      Jeg skal gøre mit bedste for at holde hendes små perletænder rene under processen. Det er sgu’ ikke morsomt.
      Jeg vil ogsÅ give Panodil før elastikkerne går ind, og vi har allerede talt om kartoffelmos, is, røræg, arme riddere, og alle de andre bløde ting, som vi ved, at hun kan lide. Hun er også et madøre og er i stor sorg over, at der kan være begrænsninger.
      Nu lader vi lige december gå – vænner os til tanken – og så går vi i gang i januar. Gisp.
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lysfest og lysegrønt håb