Lysfest og lysegrønt håb
Godt og vel 88% af befolkningen i De Forenede Arabiske Emirater er arbejdende indvandrere. Man kunne kalde dem for expats – og det er vel også betegnelsen for en vis andel af de højtuddannede, indrejste udlændinge. Men ordet ‘expats’ har en masse konnotationer. Det har ordet ‘indvandrere’ så absolut også. Måske er indrejste udlændinge eller udenlandske arbejdere bedre betegnelser, hvis man gerne vil favne bredt?
Ud af de 88% fremmede/indvandrere i landet, er 28% af indisk oprindelse. De er uddannede, hårdtarbejdende og har været en fast ingrediens i Emiraternes smeltedigel siden landets tilblivelse for 49 år siden. Inderne er den største nationale gruppe i De Forenede Arabiske Emirater. Til sammenligning er her kun 12% indfødte emiratier, 12% pakistanere og 6% filippinere. Den største gruppe på 38% er ‘alle os andre’. Europæerne, briterne (yes – de er jo fra øen, mens vi andre er de kontinentale, og efter Brexit kan de da rende mig). Så er der alle asiaterne, amerikanerne fra syd, mellem og nord, australierne, sydafrikanerne osv.
Med den store andel indere følger også en masse dejlige indiske traditioner og bekendtskaber igennem skole og arbejde. Det kan ikke undgåes, at det indiske islæt fylder – ikke kun på supermarkedernes hylder, men også i uddannelsessystemet, i fritidsaktiviteter og bybilledet.
Vores vikinge-unger elsker deres indiske veninder, og Cille omfavner i dén grad ‘sin indiske kulturarv’, som hun har tilegnet sig gennem sine lærere og veninders familier. Ikke kun ved at hun kan tale engelsk med kraftig indisk accent, når hun skal irettesætte os, men også ved hårdnakket at påstå, at hun har behov for at sidde i en særegen yogini-stilling og læne sig op ad sit ben og knæ, mens hun spiser. Spisning måtte egentlig gerne foregå siddende på gulvet – og også meget gerne med fingrene, for hun kan rulle riskugler og skovle dem ind med sovs, som havde vi lige hentet hende i Kerala.
Helt så indiske er vi andre ikke blevet. Endnu. Martin kan rulle hovedet på kuglelejer i det ubestemmelige ja-nej-svar, men indtil videre beholder vi bestikket på tallerknerne og sidder med fødderne solidt plantet på gulvet. Til gengæld elsker jeg de indiske måder at dekorere og pynte op på. I disse dage fejrer inderne lysfesten – Diwali – og det gør alle boligkvarterer i Dubai ekstra festlige efter mørkets frembrud.
Her er det to forskellige naboer, som har hængt lys op i anledning af Diwali.Jeg er klart mest til lysdekorationen på det første billede, hvor det nærmest ligner en form for lysregn, men de fleste indere foretrækker de mest blinkende, flerfarvede lyskæder, der virkelig giver noget wauw-effekt. Sådan er vi jo alle så forskellige.
Og mens inderne pynter op til lysfester i de små og store hjem, pynter vi andre op til en anden lysfest – julen.På Instagram havde jeg forelsket mig i Rituals’ flotte sneklædte julekalender-landsbyer fyldt med mini-produkter, og dem arrangerede Martin til pigerne. Jeg er i øvrigt ikke blevet snydt. Til mig kom der en smuk L’Occitane-julekalender. Han er så sød, den mand.
Efter lidt møffen rundt med lyskæder under landsbyerne, er resultatet blevet noget så hyggeligt.De to kalendere står nu her og lyser side om side med pigernes snelandskab – og byder julemåneden velkommen lige om lidt.Er der da gået komplet nisseri i den for os?
Både ja og nej.
Vi har endnu ikke sat det falske juletræ op eller taget nissehuer på, så helt gale er vi ikke. Endnu. Men det er inden for rækkevidde, kan jeg mærke.
Vi har også husket at tage Halloween-pynten ned, før vi fandt julekasserne frem. Det må da tælle som noget positivt.
Forklaringen ligger i, at vi håber og håber – og håbet, dét er som bekendt ganske lysegrønt – at vi kan rejse til Danmark allerede den 11. december. Så vi skal begynde at åbne julekalendere allerede den 16. november på Mormors fødselsdag, for at vi rigtigt kan nå at nyde nedtællingen i dem, før vi rejser nordpå for at nyde dagene op til jul med familie og venner i Danmark.
Vi går allerede på juleferie den 10. december. Billetterne har været købt til den 11. december længe, og indtil videre burde det kunne lade sig gøre.
Men få lige styr på de der 17 millioner mink og en muteret coronavirus, ikke?
Vi skal ikke bede om at blive lukket ude af Ørkenstaten, fordi vi ønsker at rejse ind igen fra Dansk Wuhan Version 2.0.
Undskyld.
Det var ikke pænt sagt – og det er ingens skyld eller noget.
Stakkels mink (men dem har det været synd for hele tiden). Nu også stakkels landmænd. Og stakkels nordjyder.
Det er jo en lortesituation, vi befinder os i.
Og jeg stopper nu, før jeg får rodet mig ud i noget hejs om konventionelt landbrug og det problematiske i at opbevare 17 millioner mink – mere end 3 x den danske menneskebefolkning – i den jyskeste del af Kongeriget. Man kan hurtigt få både meninger og naller i klemme, og jeg kender vist lidt for mange landmænd og vestjyder til at give min ærlige mening til kende.
Trutter ikke rent flag om mink eller andre kræ.
Men jeg håber med det lysegrønneste håb at få en hvid jul i Danmark.
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Dejligt at I kan komme hjem til juleferie! Vi er stadig fanget i USA, netop pga af indrejseforbud, så hvis vi først rejser ud kan vi ikke komme ind igen. Vi får ikke set familien i over et år. Det er hårdt. Specielt når man har en søn på 2 år, hvor alle går glip af et helt års udvikling. Håber sådan at alting snart lysner lidt!