Vestjysk anbefaling og amerikansk valgkamp

Er jeg den eneste, der bider neglene helt ned, mens jeg møffer rundt i en dum blanding af SoMe og nyheder konstant?Kæft, jeg har hverken negle, neglebånd eller nerver til et amerikansk gyser-præsidentvalg. For 2020 er da bare lorteåret, der bliver ved med at give i form af frygtelige ting – pandemi og restriktioner, serier af skuffelser, kavalkader af misforståelser, frustrationer, dumheder, implosioner og eksplosioner på både mentalt og fysisk niveau.

Og måske vinder Donalden igen. 4 more years. Det er næsten ikke til at bære. Ikke at jeg er vild med Joe Biden, overhovedet. Men han er måske det bedste valg ud af to alt for gamle, forstokkede, trælse, hvide, priviligerede mænd? Og her melder jeg ind med, at jeg er komplet og aldeles ligeglad med, om Trump er ‘god for økonomien’. Det er et uværdigt argument midt i det sammensurium af sygdom, død og ulykke, der udgør Amerika.

Men uanset hvad, der sker med valgprognoserne, har jeg planlagt at se “Her går det godt Valgamok” på YouTube. Jeg orkede ikke at se med i aftes – især ikke nu, hvor der – takket være vintertid – er tre timers tidsforskel mellem DK og Ørkenstaten.

Jeg er fan af Esben Bjerre og Peter Falktofts podcast-serie, Her Går Det Godt. De får mig altid til at grine med deres indforståede kommentarer og personlige vurderinger af både den nære og den fjerne nyhedsslipstrøm – og så er det tilpas slow-flow til en lang gåtur. Kæmpe anbefaling herfra, hvis du ikke allerede lytter med.

Noget andet, jeg er fan af, er Stine Pilgaard nye roman, “Meter i sekundet”. Den har jeg lige slugt på Saxo, sammen med en række artikler om forfatteren i Skjern Dagblad og andre gode, vestjyske medier.

Lad dig ikke skræmme af den sære forside. Den står slet ikke mål med dén perle, du sidder med.

Hvis du er vestjyde, er denne her roman som at komme hjem. Af ganske uforklarlige årsager – for jeg er jo ligesom født vestjyde – har jeg altid knoklet rundt i den ordfattige jargon og det adstadige tempo og det helt igennem mellow temperament, som giver mig lyst til at forære folk en omgang shaken-baby-syndrome. Jeg kender de poetiske “jow-jow og så deeet”-kommentarer (efterfulgt af stilhed) til fingerspidserne, og jeg har næsten grædt af grin undervejs, når hovedpersonen tager sig selv i, at hendes mund og hjerne løber løbsk i al den forbandede stilhed. Hendes seksuelle bekendelser til sønnens dagplejemor og hendes arbejde som brevkasseredaktør på den lokale avis er de rene guldklumper for læseren.

Det er faktisk kun vores alle sammens ikon – Anders Agger – der både i virkeligheden og i romanen formår at konvertere stilhed og pauser til dyrebare øjeblikke, der gør TV-kiggerne helt rørte. Hovedpersonen er fuldstændig ligeså platonisk betaget af Agger, som jeg selv er. Hvem er ikke det? Men kan vi nogensinde lære at tie stille på samme eftertænksomme måde som mesteren selv, Mr. Agger? I don’t think so.

Og med hensyn til hovedpersonens relation til sin søns dagplejemor, kan jeg igen grine med – fordi min egen mor selv er dagplejemor langt ude o’ æ’ land. Min mor er mindst ligeså sej og fattet som romanens dagplejemor. De er kvinder, der har set og hørt det meste – og dermed skal der mere til at rykke dem ud af fatningen end en nybagt mor med identitetskuller og ensomhed til op over begge ører.

En af de sidekørende historier i den lettere genre, er hovedpersonens bøvl med at få taget sit kørekort langt ude på heden, hvor Herning er det nærmeste, man kommer en ‘storby med lyskryds’, medmindre man forvilder sig sydpå til Esbjerg eller nordpå til Holstebro. De forskellige kørelærere er et persongalleri så farverigt, at min egen lille, løg-lugtende Erland fra Varde Køreskole helt blegner. Der er sgu’ fart på de køreskolekredse ude west’o.

Hvis ikke du er fra Vestjylland, og derfor ikke har en naturlig inklination for at tjekke, hvor mange meter, det blæser i sekundet, før du går ud, kan du i stedet læse Stine Pilgaards roman for et nyfigent kig ind i højskolelivet.

Hovedpersonen er – ganske som Stine Pilgaard selv – flyttet med sin kæreste til landsbyen Vellinge i Vestjylland, for at han kan starte op som højskolelærer på litteraturkurserne. Det er grineren at følge med i højskolelivet med dén ironiske distance, der helt naturligt pålægges en udenforstående. Jeg selv kom aldrig afsted på hverken efter- eller højskole, hvilket jo er helt utilstedeligt, når man er en ægte vestjyde.

Til gengæld – og til mit forsvar – kan jeg det meste af min Højskolesangbog (og de gamle salmer i Salmebogen), takket være min klasselærer, Fru Anne Lise Vandborg, og mine to kristne oldemødre. Dét kan vores hovedperson også – i en sådan grad, at Stine Pilgaard er endt med at få optaget én af sine kærlighedssange fra romanen i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.

Læs den – læs den – læs den!!!

…Hvis du er nybagt mor midt i en omgang identitetskuller.

…Hvis du har været på højskole og bare gerne vil retur igen – eller hvis du føler dig snydt for oplevelsen med højskolelivet.

…Hvis du er på vej til at bosætte dig i Vestjylland og har brug for lidt Aggersk og Pilgaardsk moralsk support.

…Hvis du er dagplejemor og lige trænger til at blive bekræftet i, at du kraftedeme gør et stykke livsnødvendigt arbejde hver dag for både børn og forældre.

…Hvis du er vestjyde, ligesom mig, og lider af styg, styg hjemve her under coronaen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet