Coronaen rykker nærmere

“Moar, ved du, den dreng i min klasse, som ikke er kommet i skole for 2 weeks, hans mor og far har haft corona”, udbryder Mille glad henover aftensmaden. “Men han har ikke selv haft corona, for han manage’de at komme hjem til sin ven for at bo der for en uge, så de ikke kunne smitte ham”.

”Hvordan ved du dét her, Mille?”, spørger jeg – ret så forbløffet.

”Han sagde det selv i klassen. Han sagde: Mr. Phillip, you know, I couldn’t come to school, because my mom and dad had corona and I didn’t even get it! Er det ikke funny, hva’ Moar?”

Gisp med gisp på.

Coronaen rykker nærmere.

Så tæt på, at jeg ikke rigtigt kan finde det helt så funny, som Mille kan. Faktisk er det som om mit funnybone er krympet på det seneste.

Det var jo ikke sådan, at vi ikke havde fået besked. Der var kommet en mail til os fra skolen for to uger siden. Dén mail var skræmmende nok i sig selv, men samtidig også distanceret nok til, at vi lægger det lidt fra os igen. Hvad kan vi alligevel gøre ved det?

Det bliver bare så pokkers virkeligt, når der kommer ansigt og navn på. Nu er der ikke længere tale om en-eller-andens-forældre, men om “Peters forældre”. Og hvem ved, om de kommer let igennem det – eller om de bliver nogle af dem, der kommer til at døje med grumme eftervirkninger?

Der er godt gang i coronaen her i Ørkenstaten. Smittetallet er stigende, men der bliver pt. ikke talt om at ‘lukke helt ned’ igen. Måske er det fordi vi allerede har betydelige restriktioner i hverdagen, som hverken er blevet sænket eller droppet undervejs, sådan som det skete i Europa, hvor mange lande nu er nødt til at revurdere borgernes friheder, aflyse den ubærligt vigtige Tuborg J-Dag, Halloweenfester og hvad ved jeg.

Vi er ved at mentalt-forberede pigerne på, at der heller ikke bliver nogen Halloween-gadefest i The Lakes, som der plejer at være. Selvfølgelig kan vi ikke gå ud på trick-or-treat, når man ikke må være forsamlet mere end maksimalt 10 personer – og selvfølgelig kan vi ikke rode rundt med en fælles omgange fedtede karameller og klistrede chokoladebarer.

Og det er ikke kun i Primary School, at der er gang i corona-cirkus.

I Secondary School testede en idrætslærer positiv efter at have undervist drengene på adskillige årgange i en dag eller to – endnu ganske uvidende om, at han var smittet.

En corona-inficeret idrætslærer, der underviser på mange årgange giver virkelig en solid portion stress ud i geledderne. Mobilen glødede hele aftenen med bekymrede forældre over WhatsApp, der desperat forsøgte at finde ud af, hvilken lærer, der var tale om, fordi de fik beskeder fra skolen om, at ét af deres børn ikke måtte komme i skole, mens det andet barn/de andre børn gerne måtte. Og hvorfor mon det kun var ét af børnene, der skulle i karantæne og ikke dem begge/dem alle?

Efter hundrede forvirrede beskeder frem og tilbage blev det konkluderet, at der nok var tale om en specialist-teacher, der underviser på kryds og tværs, når nu én forælder fik besked om, at sønnen i Year 7 skulle blive hjemme, mens en anden forælder fik besked om, at sønnen i Year 11 skulle blive hjemme.

Jeg blev ved og ved med at refreshe min indbakke, fordi jeg endnu ikke forstod, at det kun var drengene, der havde været i nærheden af læreren. Der kom aldrig en mail – forståeligt nok – og Cille har været i skole hver dag.

Det rykker hele tiden nærmere, det her corona-cirkus.

Før sommerferien var det ganske perifert, når jeg hørte om folk, der havde pådraget sig corona. Det var ikke nogen lige i nabolaget eller i klassen. Nærmere noget med nogle labor camps eller shared accommodations. Men nu er det lige her. Og det ser bestemt ikke ud til at være en forbigående trend.

Det er uvisheden, der dræner mentalt. Hvor længe står det her mon på?

Pludselig føles det som en hel lettelse, at jeg ikke underviser fysisk på skolen lige nu – for tænk, hvis jeg blev dén lærer, der smittede en masse børn eller ihvertfald sendte dem hjem i karantæne i en periode?

Lettelse og forvirring.

Bølgerne går højt både følelsesmæssigt og mentalt i de her dage – også selvom den nye hverdag er ved at forme sig. For den virker så skrøbelig, den nye hverdags-konstellation. Der skal ikke mere end en enkelt smittespreder til, så kan vi alle ryge lige lukt tilbage i karantænelivet igen. Og det orker jeg ikke. Ingen orker karantæne. Det er jo så tæt på dødens pølse, som man kan komme.

Træk vejret, Tine. Gennem masken, naturligvis. Så det gør jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet