Louisiana

Sommerliv

Dansk sommer. Siger billedet ikke bare det hele?Sidste år var vi kun nogle ganske få dage med Farmor og Farfar i sommerhuset ved Ellinge Lyng, fordi jeg havde fået meldt pigerne til en del børneaktiviteter. I det hele taget havde jeg fået arrangeret lidt for meget hele sommeren igennem. I år agerer coronaen naturlig ‘bremse’ i forhold til en sommer tour de force, og derfor bliver der heldigvis mange flere dage i Farmors “Hudia” med småsysler i haven, tid til eftermiddagslure og vin på terrassen i de sidste solstråler, mens grillen bliver klar.

Vi stornyder at være udendørs.

At mærke, hvor luften er frisk og klar.

At selvsamme friske luft kan trækkes ned i lungerne helt uden snærende ansigtsmasker.

At se, hvor himlen er høj og lysende blå.

At naturen ligger lige uden for hoveddøren.

At der er to små hunde, som konstant inviterer til at gå tur.

Vi traver troligt over gangbroerne til Sejerøbugten, hvor en enkelt lillebitte klitrække skal forceres.
Her er tuttenuttet i forhold til det store, vilde Vesterhav, som jeg er vant til fra min barndom.Men for børn og hunde er det helt perfekte forhold. Lange flade kyststrækninger, hvor bølgerne klukker ind uden de store overraskelser. Og i mens børnene svupper rundt i deres højtskattede gummistøvler, tusser jeg omkring og kigger i tangbunkerne efter lopper og andet godt. Senere stopper vi op og fornemmer hybenroserne, der vel er indbegrebet af den danske sommers duft.
Der er stort set ikke noget skønnere end sommerhusliv i Danmark – når vejret altså er med os.

Selvfølgelig er silende sommerregn charmerende på sin egen måde, og når vi løber igennem et regnfuldt aftenmørke til det lille anneks, hvor dråberne trommer på taget hele natten, så elsker jeg det. Næste morgen må det dog gerne klare op igen.
Pigerne kommenterer altid, at de elsker duften af tørt og varmt fyrretræ i annekset, og jeg fornemmer, at de vil huske dét her som indbegrebet af deres somre i Danmark. I øvrigt sover de som små sten i køjerne til kl. 10 hver formiddag, medmindre man gør sig umage for at vække dem tidligere.

Hvilket jeg overhovedet ikke gør – for på denne her måde får jeg tid for mig selv.

Pludselig har jeg et par morgentimer til gå- og løbeture i Geopark Odsherred, hvor de nærmeste levende er en flok drøvtyggende køer på Korevlerne. De besvarer mit ‘god morgen’ med lange, tunge blikke. Rådyret i krattet virker heller ikke synderligt oprevet over at møde mig.De her små morgen-tænkepauser i eget selskab er guld værd efter 4 måneders indelukket hjemmeliv, hvor arbejds- og privatliv smeltede komplet sammen, og hvor det virkelig har været krævende at jonglere børn og jobs.

Børnene har også brug for en pause. De samler snegle om aftenen for Farmor. De småskændes om alting og ingenting. De fjoller og læser godnathistorier sammen i overkøjen. De tager hundene på småture alene, fordi de også har brug for de her små mentale pauser væk fra flokken.

I Farmors sommerhus er der altid masser af gode ting at tage sig til. For eksempel har Farmor et arsenal af krea-sager til regnvejrsdage. Vi maler på sten, kogler og æsker. Det føles godt at være kreativ uden formål.
Martin og jeg nyder at købe ind i SuperBrugsen i Højby hver dag. Der er god tid til at lave mad, og vi går direkte efter friske, danske råvarer.Det er ubeskriveligt godt med danske jordbær efter et halvt år med kønsløse amerikanske jordbær, der smager mere af køleboks end af bær. Faktisk skal der købes jordbær, ærter og majs hver dag. Plus vin. Vigtigt med vin. Lidt fisk. Friskt rugbrød.

Men for at det ikke skal blive for helligt – og for at børnene lærer lidt af det hele – svinger vi selvfølgelig også forbi Burger-Hjørnet for at spise deres grotesk-store is. Her er der tale om kvantitet frem for kvalitet. For alle pengene.
Soft ice med krymmel. Dét kan også noget.

Hvor er jeg bare glad for at være lige hér.

Jeg har drømt mig op og væk og hjem til dansk sommer, lige siden coronaen ramte og Ørkenstaten lukkede ned.

Det husker jeg på hver eneste dag. Uanset vejret. Uanset hvor meget pigerne skændes. Uanset det her kuffertliv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Louisiana