På udgang

Efter lidt over 5 uger inden for hjemmets 4 vægge og baghave er der sørme udgangstilladelse til mig.

Jeg har selvfølgelig haft mulighed for at komme ud at handle før i dag, men jeg har mere eller mindre bevidst undgået det, og ansvaret er lige så stille gledet over på Martin, der både har cyklet og kørt ud et par gange – i tillæg til de supermarkedsindkøb, vi gør over nettet.

Men nu er det altså min tur.

Og pludselig glæder jeg mig til at komme ud.

Pludselig er det alligevel lidt sjovt, at skulle have mundbindet justeret og latexhandskerne på. Jeg forstår stadig ikke helt pointen med handskerne, da der uvægerligt vil komme en masse krydskontaminering mellem indkøbsvogn, fødevareindpakninger, taske, kreditkort, indkøbsnet og bilnøgler, som jeg helt sikkert ikke er uddannet til at afværge. Nuvel – på med maske og handsker og ud i verden igen corona-style.Jeg starter med at køre rundt på villavejene i hvid-mands-ghettoen i 30 minutter. Fra det ene cirkulære vejsystem til det andet – for jeg er bekymret for bilbatteriet, nu hvor bilen ikke har været ude af starthullerne i 6 uger. Og jeg tør ikke køre rundt på ‘de store veje’, hvis politiet stopper mig, og spørger, hvor jeg er på vej hen.

Pludselig er glansen gået af min udgangstilladelse.

Solbrillerne dugger af min klamme mundbindsånde, og det føles så sørgeligt, at hele villakvarteret er lukket fuldstændig ned. Selvfølgelig er det fantastisk godt, at folk overholder og respekterer det udstedte lockdown, men stemningen er simpelthen så trist, når vejene ligger øde hen og alting virker så støvet. Forladt og trøstesløst, er her.

40 cirkulerende minutter senere parkerer jeg i Greens Souk. En flink centervagt står klar til at tage min temperatur med et infrarødt termometer, som han sigter mod min pande. Jeg bliver lukket ind på apoteket efter småting. Lidt senere skubber jeg omkring i supermarkedet sammen med alt, alt for mange andre. Der er slet ikke 2 meter i mellem os. På noget tidspunkt. Folk ser vrede ud bag mundbindene. Det mindste ansats til host, snøft eller nys får alle andre til at gå i store buer udenom. Køen til kassen starter ved bagvæggen af supermarkedet, og man må nøjes med at handle dét, man lige kommer forbi, mens man venter. Ganske enkelt. Det er for svært at trawle rundt efter dette og hint.

Da jeg kommer ud igen, står folk i kø langt ud på parkeringspladsen, og jeg kan med lettelse skynde mig hen til bilen for at spritte af og ånde ind og ud i eget tempo bag det fugtige mundbind.

Jeg har aldrig haft et mundbind på før. Aldrig nogensinde. Det er da en kæmpe-ubehagelig oplevelse – eller er det bare mig, der er sart?

Hjem kommer jeg. Med delvist uforrettet sag. Nogle ting fik jeg. Andre gav jeg op på. Mundbindet ryger vredt i skraldespanden og handskerne ditto.

Sikke en skuffelse.

Der var da ikke et sekunds fornøjelse i at være ude, når det skal være på de her vilkår. “Jeg ku’ godt ha’ fortalt dig det”, mumler Martin, mens han spritter af og pakker indkøb væk. “Det er ren pligt at være ude”.

Tænk, at det er hér vi er lige nu. At der kun er rart at være herhjemme bag de velkendte og trygge mure, som vi nu har buret os inde bag i over 5 uger. Verden er blevet sådan et sært sted, og jeg begynder at blive bange for, om den nogensinde bliver sig selv igen? Om vi nogensinde bliver os selv igen?

De her tanker og følelser passer bedst på en form for sorgproces. Verden mister mennesker til denne her forfærdelige, dødelige virus. Hvilket er ganske og aldeles alarmerende. Men ikke kun menneskeliv. Vi mister også uskyld, sorgløshed og troen på, at hele verden er vores legeplads.

Dét er den edderma’me ikke.

Vi er tvunget til at lukke os om os selv. I de små familier. Og på nationalt niveau.

Og mens vi ser betuttede til, tager antallet af corona-smittede i De Forenede Arabiske Emirater endnu et nøk opad. De sidste 24 timer har der igen været godt 500 nye smittede. Og sådan har det været i en håndfuld dage nu.

Kurven er ikke i nærheden af at være ‘på vej til at knække’ eller ‘flade ud’, som man taler om i Danmark. Tværtimod. Og det er foruroligende, når man tænker på, at vi allerede kører på 6. uge med fuld lockdown – og før det havde vi 2 ugers social distancering a la Danmark. 8 uger, Niller. Så ved man ét eller andet.

Der bygges nu også state-of-the-art felthospitaler i Dubai og Abu Dhabi, hvilket må tages som en indikator for, at myndighederne vurderer, at der bliver mere run på end de etablerede hospitalers kapacitet.

Her inspicerer Dubai’s Kronprins Fazza det spritnye felthospital ved World Trade Centre – Emiraternes svar på Herning Messe Center.Det er seriøst, det her. Ingen tvivl om det. Og det virker som om myndighederne gør alt, hvad der står i deres magt for at få kontrol over de smittede og de syge. Jeg føler mig tryg her, selvom antallet af smittede går op. Tryg og rask, ja – og en kende misundelig over, at I må gå ud og fistre rundt i skov og langs strand derhjemme i Danmark.

Lover I mig, at jeg også må fistre rundt på må og få, når det bliver sommer?

Ærlig talt, så tror jeg, at jeg til dén tid vil opføre mig som en ko, der kommer på forårsgræs efter en evighedslang vinter.

Og indtil da ta’r vi lige en uge (eller ti) mere i Lockdown-land.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet